Blog

20-10-2018

Velsmagende og underholdende madteater-performance i Teaterhuset.

* * * *

Hvad kan der komme ud af det, når en italiensk kok med Michelin-erfaring og tre unge, kvindelige performanceteater kunstnere slår talenterne sammen og laver madteater?

På Xenon scenen i Huset KBH forsøger man sig for anden gang med konceptet madteater. Indehaveren af husets restaurant Marco Maccaarini er gået fra to til hele fem retter, og det unge, eksperimenterende teater Praxis har skabt en forestilling, der rammer måltidet ind. 

Udgangspunktet har muligvis fra starten handlet om, hvor den mad vi spiser kommer fra, men her er heldigvis ingen løftede pegefingre eller politisering af madkulturen. I stedet optræder Amalie Ulla Pontoppidan Witt, Maria Strand Renberg og Sara Skai Fostved, de sidste to på syngende norsk, som en slags intellektuel Café Kølbert. De serverer de fem, spændende retter for publikum, samtidig med at de optræder som skæve, skøre og morsomme karakterer. Først som tre yndige servitricer i orange og hvidt, der efter at have bænket os ved langbordet og serveret en velsmagende græskarsuppe med karryristede mandler, kokosolie og frisk persille, meget muntert fortæller os om råvarernes oprindelse. 

Det muntre afløses af langsomt, trevent tungsind og stum komik, når den næste servering, et lille stykke ristet brød med karameliserede løg og vegansk ost, kommer ind. 

Tredje ret - der også er aftenens smagsmæssige højdepunkt - er en torskeceviche med stegt surdejsbrød og masser af koreander - serveres med en skøn norsk fiskersang 'Torsken kommer, torsken er vor ven'. Det er komplet vanvittigt, og stærkt underholdende.

Hovedretten er barbecuemarineret andebryst med en mos af knoldselleri, svampe og kraftig skalotteløgssauce. Mens vi nyder maden bygger kunstnerne 'rede' af grene og blade, men idyllen spoleres, da skuddene lyder i mosen og der hvirler andedun op omkring os. Av, skulle vi lige have lidt dårlig samvittighed over at nyde en godt stykke and der? 

Desserten er en beignet med brombær og chokoladeganache, friske pærer og en sauce af citrontimian og hertil serveres en udmærket portvin, mens den ene af kunstnerne i rokokokjole og høj pudderparyk syngende går barfodet på bordet mellem os og slutter det hele af med et punkrockende tak for mad, der også er forestillingens titel.

Hele seancen varer knapt to timer, og er både velsmagende og underholdende. De varme retter kunne godt have været varmere, og performancen kunne godt have haft mere kant, bid og snert, men indtrykket er overordnet positivt. Det samme gælder prisen. Hvor meget andet madteater normalt koster en mindre formue, så koster dette blot beskedne 295 kr. og det er inklusiv et glas udmærket italiensk vin af egen import og portvin til desserten. Det er virkelig value for money.

"Tak for mad". Af og med Teater Praxis.

Mad: Marco Maccarini.

Medvirkende: Amalie Ulla Pontoppidan Witt, Sara Skai Fostved og Maria Strand Renberg.

Spiller på Xenon i Huset KBH frem til 3. november.

Anmeldt 19. oktober (premiere).

Foto: Jesper Haller (hentet fra Teater Praxis' Facebook side).

18-10-2018

Camilla Bendix fortolker Monica Zetterlund på Teatret ved Sorte Hest.

* * * *

I to år har teatermanden Jan Hertz arbejdet med tanken om at skabe en forestilling om kvindeliv, baseret på sangene fra den svenske pop-jazzsangerinde Monica Zetterlunds repertoire.

Han har fået den altid glimrende Camilla Bendix med på ideen, og Teatret ved Sorte Hest lægger scene og sal til forestillingen, der ikke handler om Monica Zetterlund som menneske, men blot benytter sangene.

Uden nogen form for mellemtekster synger Camilla Bendix sig gennem et par håndfulde velkendte melodier ledsaget af musikeren Benjamin Nørholm Jacobsen, og skildrer kærlighedens underfundighed, op- og nedture i en forestilling, der vel næppe hverken kan kaldes en cabaret eller en teaterkoncert.

Den lille scene er af scenografen Marianne Nilsson blevet udstyret med en scene så skrå, at man hele tiden sidder og frygter at skuespilleren skal falde og glide ned, eller at hun skal slå hovedet mod loftet. Sangene hælder overvejende til den melankolske side og en enkelt henlægges i totalt mørke. Er (kærligheds)livet virkelig så svært?

Fortolkningerne kan der ikke sættes en finger på. Camilla Bendix giver dem al sin sjæl og dybe inderlighed, og i et enkelt øjeblik bliver det ligefrem løssluppent, men fungerer præmissen med kun at lade sangene tale? Næh, ikke helt, synes jeg. Vi tages gennem kærlighedslivets forskellige faser; forelskelsen, jalousien, kedsommeligheden, eksperimenterne med en mand i hver by o.s.v., men forestillingen savner en egentlig dramatisk fremdrift. Med en spilletid på under en time, når vi dog ikke rigtigt at kede os.

Når vi alligevel ender med at gå ganske glade ud i efterårsaftenen, skyldes det Lasse Svanes lækre lysdesigns og en nærværende og tænksom skuespillers kompromisløse og præcise arbejde med materialet. Hun rører ved noget dybt inde i os. 

"Z - Monica Zetterlund". Tekst og musik af Povel Ramel, Hasse & Tage og Beppe Wolgers. Oversat af Ulrik Bencard.

Idé & instruktion: Jan Hertz. Scenografi: Marianne Nilsson. Lysdesign: Lasse Svane.

Medvirkende: Camilla Bendix og musikeren Benjamin Nørholm Jacobsen.

Spiller på Teatret ved Sorte Hest til 17. november.

Anmeldt 17. oktober (premiere)

Foto: Robin Skjoldborg.

17-10-2018

Strålende dansk dramatik og et decideret gennembrud for skuespilleren Nicolai Jørgensen.

* * * * * 

Dansk dramatik lever og har det godt. En af dem, der lige nu bedst tegner den scene er Thomas Markmann. Hans skuespil "Drengen der ville være vægtløs", som for tiden spiller på Folketeatrets Hippodromen, er intet mindre end et strålende stykke. 

Det har det hele; det fortæller en god historie, har fem stærke karakterer, er både vittigt og dybt rørende. Hvad mere kan man egentlig forlange?

Stykket blev sidste år sat op på Aalborg Teater, hvor det fik glimrende anmeldelser. At det allerede igen sættes op på et dansk teater - tilmed et stort, dansk teater med turné oveni - siger ikke så lidt om materialets kvalitet. Det er vedkommende, nærværende, varmt og kærligt - og råt. For det er bestemt ikke kun en sød historie om en tyk drengs drømme om at forlade provinshullet til fordel for de ydre galakser. Det er i endnu højere grad en historie om bristede illusioner og drømme, om et moderkompleks, ensomhed, om rodløshed og om at turde tro på det umiddelbart uopnåelige.

I centrum står René, en overvægtig 19-årig knægt, der er sat i lære som smed, men som drømmer sig ud i rummet. Han vil læse astrofysik og være astronaut. Historien udspiller sig i slut 80'erne, dengang dramatiker Thomas Markmann selv var en overvægtig provinsknægt med præcis de samme drømme, men det er ikke, understreger Markmann i det trykte program, en selvbiografisk historie. Alligevel virker det meget nærværende. Rollen som René er en pragtrolle, og på Folketeatret forløses den til absolut perfektion af Nicolai Jørgensen.

Det er et decideret gennembrud for denne helt nyuddannede, unge skuespiller, som bestemt har gjort sig positivt bemærket allerede som elev i ensembleroller på Nørrebro Teater, men her får lov at folde vingerne fuldt ud i en stor, bærende hovedrolle. Han er dybt rørende og aldeles hudløs i sit spil. Sød og sjov, når det er det han skal være, og sart og sårbar, når det er det, der skal til. Med udbrud af vrede og total afmagt. Denne unge fyrs liv er en balancegang mellem et usundt tæt bånd til den besidderiske, småfordrukne, pillemisbrugende mor, der er nybagt enke. Til den eneste ven, han har, Theis, der er notorisk dårligt selskab, og den spirende forelskelse i byens platinblonde frisørelev. Han hader sin læreplads som smed hos 'Russeren', der ellers gør hvad han kan for at holde ham - og siden hans mor - til ilden, og drømmer sig ud blandt stjernerne. Men har drømmene en gang på jord? Er det ikke blot urealistiske ungdommelige drømmerier, som når frisør Winnie drømmer om en sangkarriere, vi udmærket godt ved, at hun aldrig vil komme i nærheden af. Thomas Markmann lader svaret svæve blandt stjernerne. Intet er umuligt, for den som tør tro. Man har René modet til at befri sig fra de bånd, der binder ham. Kan han bryde mønstret?

Geir Sveaas har skabt en strålende forestilling, hvor alle fem skuespillere får lov at boltre sig indenfor deres karakterer. Nyuddannede Mette Klakstein Wiberg er temmelig skøn som 80'er bimbo med Ishøj-fontæne og benvarmere, Mads Reuther, ligeledes helt nyudklækket, har det vildeste kropssprog som taber-vennen Theis. Lars Bom leverer en solid og sympatisk præstation som smedesvenden, der gerne lægger rør ind, og Mette Horn er aldeles ude i tovene på den gode måde, som Renés sølle mor. En fornem præstation, balancerende på en knivsæg mellem komedien og tragedien. 

"Drengen der ville være vægtløs" havde turnépremiere for to uger siden, og kommer ud på et kort turnéforløb igen efter at have spillet på Hippodromen i Nørregade. 

"Drengen der ville være vægtløs". Af Thomas Markmann.

Instruktion: Geir Sveaas. Scenografi: Marianne Nilsson. Koreografi: Jeanette Binderup-Schultz. Lysdesign: Andreas Buhl. Lyddesign. Janus Jensen.

Medvirkende: Nicolai Jørgensen, Mette Horn, Lars Bom, Mette Klakstein Wiborg og Mads Reuther.

Spiller på Hippodromen til 15. november. Turné indtil 21. november.

Forestillingsfoto: Thomas Petri.

 

 

07-10-2018

Eventyrteatret overgår sig selv med en overdådig efterårsferie-forestilling i Glassalen.

* * * * *

I gennem flere år er Eventyrteatret blevet kåret til 'årets børneteateroplevelse', og teaterleder Susanne Vognstrup kan lige så godt gøre plads på kaminhylden til endnu et trofæ. For børne- og ungdomsteaterskolen ude fra Søborg leverer med årets efterårsferie-forestilling i Tivolis Glassalen en aldeles overdådig forestilling.

Det er børn og unge, der optræder. Amatører, ja vist, men det er mange år siden, at Eventyrteatrets opførelser har haft bare et gran af amatørteater over sig. De store og de små synger og spiller alle så det er en sand fryd. De prøver ikke at spille komedie, de kan spille komedie. Hver enkelt skaber de karakterer, der holder. Også i selv de mindse roller. De er vanvittigt præcise i deres ensemblespil, og dem, der er valgt ud til de bærende roller, kan bare deres shit. Man kan ikke andet end imponeres og begejstres. Hold da kæft, hvor er de gode!

Eventyrteatrets forestillinger er tilmed nyskrevet dramatik med original musik. Hvor ser man lige det henne, igen og igen? En meget stor del af roserne må de dygtige og søde børn og unge derfor dele med 'de voksne'. Igen i år har Gunvor Reynberg skrevet manuskriptet og sangene. Inspireret af Danmarkshistorien og  ægteskabet mellem den unge, skizofrene kong Christian 7 og hans engelske barnebrud, Caroline Mathilde. Det er inden Struensee kommer ind i billedet - det er jo for børn! 

Netop børneuniverset skaber nogle skønne muligheder. Christian 7's indre stemmer præsenteres for eksempel som hans fire usynlige venner Aha, Uha, Jubi og Øv, der hver især karakteriserer kongens sammensurium af sindsstemninger, og den magtfulde hofsnog Reventlow, der med vold har tilranet sig magten over den unge, svage konge spilles som en skurk af Disney'ske dimensioner. Der er vittige optrin, og herlige figurer, som for eksempel enkedronningens lille frisør, der kører rundt på en stige for at kunne nå op til den højtopsatte pudderparyk, eller de små køkkenhjælpere, der er så nuttede at de ikke er til at stå for.

Christian Dahlberg har igen skrevet al musikken, og det forekommer i år at være et endnu bedre og endnu mere ambitiøst musikalsk score end tidligere. Der er gedigne musicalshits in spe blandt de omkring 15 sangnumre og igen må man tage hatten af for de unge performere på scenen, der store som små, rent faktisk alle kan synge. Der er produceret en cd med sangene, der kan købes på stedet. Gør endelig det.

Oveni det hele så har Kirsten Brink skabt en flot scenografi, der med enkle midler flytter handlingen fra slotkøkkenet til Christiansborgs fornemme sale; fra Reventlows sovekammer til kongens værelse, hvor han lukker sig inde med sine stemmer. Christine Brincker har skabt en overdådighed af en kostumepragt med rokokokjoler, glimmer og pudderparykker så man tror det er løgn, og forestillingens store maskebal på slottet lader såmænd ikke det tilsvarende maskebal i "Phantom of the Opera" meget efter i ydre pragt.

Til sidst vinder det gode over det onde, naturligvis. Kongen får Reventlow ned med nakken, kokkepigen får sin hofmand, og den lille køkkenpiges far kommer ud af fængslet. Kongen forenes med sin smukke dronning, og det er kun os voksne blandt publikum, der ved, at den lykke varer kort, for inden længe gør Struensee sin ankomst og skriver dramatisk Danmarkshistore. Men det er en helt anden historie.

"Den magiske maske" er lavet til børn i alle aldre, men med et ambitionsniveau, så alle kan nyde det. Jeg havde selv mine 'børn' med i teatret. De er 19 og 21 år gamle, og vil ikke for deres død undvære den årlige efterårstur i Eventyrteatret. Så det er bare om at komme af sted - hele familien.

"Den magiske maske" af Gunvor Reynberg med musik af Christian Dahlberg.

Instruktion: Bo Skødebjerg. Scenografi: Kirsten Brink. Kostumer: Christine Brincker. Koreografi: Henrik Lund.

Medvirkende: Ca. 100 børn og unge fra Eventyrteatret.

Produceret af Eventyrteatret. Spiller i Tivolis Glassalen til 21. oktober.

Anmeldt 6. oktober (premiere).

Foto: Ole Mortensen.

06-10-2018

Fredericia Teater leverer en fremragende opsætning af en knapt så fremragende Disney Musical, med det ideelle par som Tarzan og Jane.

* * * * *

Man ved, at de ikke springer over hvor gærdet er lavest på det ambitiøse Fredericia Teater. Alligevel bliver man hver gang overrasket og imponeret over hvor flotte opsætninger de laver. Således også med Disneys "Tarzan", der markerer teatrets fjerde samarbejde med den mægtige Disney-koncern.

Man går fra stort til større - igen. "Tarzan" er en visuel nydelse. Forrygende flotte scenebilleder, lækkert lys, vilde videoprojektioner. Aberne svinger sig i lianerne højt over publikum langt ude i salen, og vi gisper og måber, som var det den ægte vare vi møder i junglen. Flot, flot!

I tilgift har man i Fredericia de helt ideelle skuespillere til de bærende roller som Tarzan og Jane. Kim Ace Nielsen er alt det denne Tarzan skal være. Et fysisk pragteksempler, der bevæger sig helt perfekt som kombinationen af gorilla og menneske. Man forstår godt, at Bjørg Gamst' Jane slet ikke kan få øjnene fra ham. Urmennekset vækker en hidtil ukendt lidenskab i denne Victorianske ungmø, og lysterne bliver bliver nærmest utæmmelige. Det er en særdeles sanselig Jane, Bjørg Gamst præsenterer os for, og det er med hendes entré i junglen mod slutningen af forestillingens første akt, at "Tarzan" for alvor kommer i svingninger.

Som teaterdramatik er "Tarzan" afgjort ikke noget stort værk. Og med enkelte undtagelser har popstjernen Phil Collins' musik og sange ikke nogen rigtig dramatisk gennemslagskraft. Bortset fra nogle flotte trommer - man vil måske erindre, at Collins oprindeligt er trommeslager - så lyder musikken mere af 80'ernes og 90'ernes diskoteker end af Vestafrika i slutningen af 1800-tallet, men Collins er en ferm popsnedker og musikken passer til gengæld godt ind i Disneys mainstream koncept. Et par sangnumre skiller sig ud; Janes møde med den vilde afrikanske natur i "Har ventet på dette øjeblik" og hendes efterfølgende møde med Tarzan i junglen i "Anderledes" er lækkerbidskner at gå til pause på, og efter pausen får hele forestillingen mere dramatisk tyngde, og musikken og sangene bliver mere handlingsdefinerende. 

Kim Ace Nielsen kan heldigvis ikke kun spille sin Tarzan på fysikken. Efter en årrække i andet og tredje geled i adskillige musicals rykker han helt frem i forreste række med en flot præstation. Han synger glimrende, og finder en meget fin balance mellem den karikerede abemand, der godt ved, at han ikke er som de andre, og det naive voksenbarn, der blandt menneskene opdager hvem han er, men også erfarer hvor han hører hjemme. Det er en på alle måder strålende præstation. Han er, sammen med en vidunderlig og smukt syngende Bjørg Gamst, der får aktiveret alle kroppens erogene zoner blot ved synet af denne næsten nøgne vildmand, et scoop for forestillingen.

Der er andre rigtigt gode præstationer i det store, energiske ensemble. Især af Maria Skuladottir som Tarzans abemor, Kala, der bærer en stor del af forestillingens første tredjedel, men også af Diluckshan Jeyaratnam som den energiske ungabe, Terk, og Anders Bircows varme og hjertelige portræt af Janes professorfar. Til gengæld savner jeg endnu mere utæmmelig vildskab i Teit Samsøs portræt af alfahannen Kerchak.

Et par herlige, atletiske drenge (jeg tror det på premieren var Arthur Ditlev Wadstrøm og Albert Mahesh Witthoff Groth) spiller Terk og Tarzan som ungaber med en skøn energi og kønne stemmer, og Jacob Prüser er som taget ud af tegnefilmen, som skurken Clayton. 

Og når vi nu er ved 'som taget ud af....', så er det jo ingen hemmelighed, at Disney koncernen stiller store krav til at forestillingens koncept overholdes. Janes kjole er præcis som jeg husker den fra filmen, og det gælder også både Tarzans udtryk, Professor Porter og så videre. Kostumierens udfordring ligger her i at skabe troværdige gorillaer uden at det ligner dragter fra en avanceret spøg & skæmt butik, og ligesom resten af forestillingens imponerende visuelle koncept lykkedes det faktisk ganske godt, uden at vi falder helt bagover.

Scenografien derimod, og opsætningen som helhed er - igen - en udsøgt nydelse, og det koreografiske udtryk, både på scenen og svingende rundt under loftet, er dybt imponerende.

Man må igen og igen imponeres over det tårnhøje ambitionsniveau på Fredericia Teater, og teatrets evne til rent faktisk også at opfylde egne ambitioner. Det er bestemt ikke det bedste teaterrum, man har at arbejde i, og sådan som Søren Møller har fået sat Fredericia på teatrets verdenskort, fortjener han og hans hårdtarbejdende stab et ordentligt hus at arbejde i. Var det byens fodboldhold, der var rykket op i superligaen, havde der med garanti allerede været gang i byggeriet af et tidssvarende stadion. Fredericia Teater er allerede - og har været det længe - i superligaen.

"Tarzan". Scenemusical baseret på Disneyfilmen. Musik og tekst: Phil Collins. Manuskript: David Henry Hwang, baseret på Edgar Rice Burroughs historie "Tarzan abernes konge". Oversættelse: Mads Æbelø Nielsen med bidrag af Morten Holm Nielsen.

Instruktion og koreografi: Lynne Kurdzeil Formato. Aerial koreografi & instruktion: Christel Stjernebjerg og Sita Bhuller. Scenografi: Kevin Depinet. Kapelmester: Thomas Møller/Martin Konge. Aerial design: Mathias Kromann Rode. Animations design: Thomas Agerholm. Digital scenografi: Kasper Sonnich Toppenberg og Jacob Bønsdorff Eriksen. Kostumedesign: Anna Juul Holm.

Medvirkende: Kim Ace Nielsen, Bjørg Gamst, Maria Skuladottir, Teit Samsø, Diluckshan Jeyaratnam, Anders Bircow, Jacob Prüser, Arthur Ditlev Wadstrøm/Esben Kjærsgaard Hjeresen, Albert Mahesh Witthoff Groth/Carl-Emil Krogh Nielsen/Kenneth Alrøe Okotle samt et stort ensemble af sangere, danser og akrobater.

Spiller på Fredericia Teater til 16. december. Samt i efteråret 2019 o Musikhuset Aarhus og Scandic Falkoner.

Anmeldt 5. oktober (premiere)

Forestillingsfoto: Søren Malmose.