23-06-2018

Hyggelig landsbykro-revy i Græsted, hvor maden er fremragende og tekstmaterialet det modsatte. 

* * *

Når man går til sommerrevy på en lille landsbykro er aftenen en helhedsoplevelse. Sådan er det og har altid været det i nordsjællandske Græsted. Sidste år ramte krofatter René Richard og hans skuespillerhold tæt på bulls eye med revyen, i år sidder pilen lidt mere yderligt placeret. Den revy, der er aftenens humoristiske klimaks er ikke rigtigt vellykket - slet ikke inden pausen.

Men en aften i Græsted Revyen er altså ikke kun selve revyen. Det er i høj grad også stemningen i den hyggelige skæve landsbykros lille, nyrenoverende teatersal, hvor vi sidder tæt ved langborde, og helt uprætentiøst hygger os med kroens specialitet; den langtidsstegte gris. I rigelige mængder!

Som det er tradition så mange andre revysteder, tager direktøren imod publikum, men her ikke i høj hat og pailletter, derimod i cowboyshorts og en t-shirt, der signalerer, at arbejdet som revyunderholdende krofatter har mange facetter. 

Det skødesløst afslappede afspejler sig også på scenen, hvor alting ikke nødvendigvis skal være perfekt timet ned til mindste detalje. Man sidder med en klar fornemmelse af at revyen først for alvor finder sig selv og sin rytme i samspillet med sit publikum. 

Derfor er en premiereaften, som i aftes, ikke nødvendigvis den aften man oplever Græsted Revyen når den fungerer bedst. 

Hvor maden - fik jeg nævnt den langtidsstegte gris? - er fremragende, så er det materiale de fire skuespillere har fået og givet sig selv at arbejde med nærmest det modsatte. Et er at man på denne adresse bevidst og sikkert klogt vægter det brede grin frem for den sofistikerede satire, men en gennemgående tendens er, at numrene er for lange og når at gå i tomgang inden pointerne. Det gælder både de musikalske numre, og især de mange og meget fjollede sketches, hvor der tærskes langhalm på figur- og situationskomik.

Det bliver heldigvis en hel del bedre efter pausen. Her ligger revyens bedste numre. René Richardt indleder fint som en nedskæringsramt tv-avis vært, der må klare alle opgaver selv, og Carl-Erik Sørensen har leveret en skarp vise med veloplagte rim til Anne Karin Broberg om  overklassens lammende logik i forhold til udlændinge og fattige, et nummer, der viser sig at være aftenens bedste. Christine Exner imponerer i en ekvilibristisk Leif Fabricius-tekst om at tænke tanker og John Batz leverer hulemandskomik på højt niveau i denne revys bud på et nummer om #MeToo. Endelig kunne jeg ikke rigtigt stå for Anne Karin og René Richardts forældrepar, der skændes henover vuggen på melodien til "Elefantens vuggevise".

De slider hårdt for det på scenen, med en energisk entusiasme og smittende spilleglæde, der trods det til tider lovligt tvivlsomme materiale gør det til en hyggelig revyaften på kroen.

HOT: Selve revyen er til tre stjerner, men man kan sagtens lægge en ekstra oveni for den strålende buffet.

NOT: Langt de fleste af revyens numre kunne med fordel strammes til og kortes ned.

Græsted Revyen 2018 - Undskyld vi spøger. Tekst og musik: Dan Schlosser, Henrik Schrøder, Andreas Hermansen, Morten Holm Nielsen, Niels Olsen, Kasper Gattrup, Christine Exner, John Kofoed Larsen, John Batz, Rasmus Krogsgaard, Ib Christoffersen, Anne Karin Broberg, René Richardt, Leif Maibom, Carl-Erik Sørensen, Thomas Pakula, Gunvor Reynberg, Leif Fabricius, Lars Bisgaard & Peter Eichler og Vase & Fuglsang.

Instruktion: Dan Schlosser. Scenografi: Vibe Pock-Steen, Koreografi: Michael Olesen. Kapelmester: Henrik Schrøder.

Medvirkende: Anne Karin Broberg, Christine Exner, John Batz og René Richard.

Spiller på Græsted Kro til 7. juli og fra 2. august til 29. september.

Anmeldt 22. juni (premiere)

Foto: Peter Søndergaard.

 

18-06-2018

Man bliver godt underholdt med den lille hyggelige krorevy i Ganløse.

* * * *

Kontrasten er enorm. Fra Vendsyssels funklende nye, multifunktionelle teaterhus i Hjørring til den gamle landevejskro i sjællandske Ganløse. Fra sofistikerede småretter på buffet serveret a la tapas, til tre retter med rigelige mængder af lokalt opdrættet oksekød med nye kartofler og rødvinssovs serveret på den gammeldags facon fra fad. Fra en konceptrevy i storstilet scenografi til en gammeldaws lagkagerevy, reelt uden scenografiske virkemidler.

Man kan næsten ikke komme længere ud i hjørnerne af hvad dansk revy er - og kan. Kan man sammenligne sådanne to størrelser? Nej, umuligt. Det vil aldrig give mening. 

Lørdag var der premiere i Hjørring (se anmeldelsen nedenfor), søndag i Ganløse. Der er gennem de senere år blevet opbygget en fin tradition på kroen, hvor mulighederne er stærkt begrænsede. Stilen er alt andet end sofistikeret. I stedet lægges der vægt på gemytlig hygge og et godt grin.

Og begge dele får man i årets revy, der ganske vist svinger gevaldigt i kvalitet hen over aftenen, men som så afgjort alligevel lander på benene. 

Skuespillerholdet føres an af elskelige, joviale Liselotte Krogager, der er rigtigt god til at tegne nogle enkle, fine karakterer. Det er ikke tilfældigt, at hun jævnligt optræder med programmer med Liva Weel og Lily Broberg-repertoire. Martin Knudsen er sanger og entertainer med et hjerte for revyen, og er nok for mange et ubeskrevet blad. Og endelig er der Camille Rommedahl, der fik en godkendt revydebut sidste sommer i Rottefælden, men som ellers mest gør sig i musicalgenren. 

Sammen med musikeren Søren Sebber og i Michel Castenholts kvikke instruktion serverer de 24 numre fra den lillebitte tribunescene, og der er altså ind i mellem nogle ret fine ting. Før pausen tager Krogager kegler som pensionist, der kigger med over skulderen når alle omkring hende er online på deres mobiler i det offentlige rum. Teksten af Karen-Marie Lillelund er godt strikket sammen. Knudsen leverer opskriften på den ægte dansker, hvor det vigtigste er, at man ligner Kristian Thulesen Dahl, og så får konceptudviklerne på TV og selvpromoverende tv-værter også lige et par ord med på vejen.

Efter pausen leverer Krogager og Knudsen aftenens højdepunkt. De er et pensionistpar, der er kommet med den forkerte bus fra Valby, og ender på druktur med 3 G til Prag. Sune Æbelø har skrevet en meget morsom ny tekst på den klassiske 'Pensionistvisen'/'Livets gang', og det er aftenens i særklasse morsomste indslag. Der er op til flere forvekslingssketches, som desværre forklares inden de går i gang, hvilket i mine øjne er at tale ned til publikum. Den sjoveste handler om vinsmagning og speeddating. Camille Rommedahl er bedst i et pudsigt nummer om navneopråb inden børnehavens skovtur, og så synger synger hun jo rigtigt godt, men jeg savner altså noget udstråling.

Aftenen slutter med et forrygende festligt hyldetspotpourri til hele Danmarks Birthe Kjær, der for alvor får stemningen op på kogepunktet, og på den måde ender årets Ganløse Revy med både at blive en positiv overraskelse og en positiv oplevelse.

HOT: Hele stemningen omkring revyen på kroen er glad og positiv.

NOT: Det er en uskik at forklare pointen i forvekslingssketches inden nummeret; publikum er jo ikke idioter.

Ganløse Revyen 2018. Tekst og musik: Peter Oliver Hansen, Søren Sebber, Jantzen & Aagaard, Leif Maibom, Kenneth Sichlau, Pippi O'Hara, Karen-Marie Lillelund, Rasmus Søndergaard & Kasper Le Fevre, Carl-Erik Sørensen, Henrik Krogsgaard, Jens Krøyer, Casper Sloth, Sune Æbelø, Otto Francker, Nis Vinten, Søren Anker Madsen, Mickey Pless, Kasper Gattrup og Thomas Pakula.

Instruktion: Michel Castenholt. Koreografi: Elise Ruusunen. Kapelmester: Søren Sebber.

Medvirkende: Liselotte Krogager, Camille Rommedahl og Martin Knudsen.

Spiller på Ganløse Kro til 31. august.

Anmeldt 17. juni (premiere)

Foto: Niels-Steen Andersen.

 

17-06-2018

Hjørring Revyen vil mere end den kan. Det er ikke rigtigt dårligt, og ikke rigtigt godt. 

ANMELDELSEN BRINGES OGSÅ I EKSTRA BLADET

* * *

Hjørring Revyen insisterer stædigt og med løftet pande på at være anderledes og ikke ligne nogen anden revy i det danske sommerland. Der investeres modigt med et samlende koncept, en gennemført musikalitet og en überlækker scenografi, og udflytningen fra det gamle Vendelbohus til det spritnye, supermoderne Vendsyssel Teater har givet Hjørring Revyen – med undertitlen ”Det er fand’me uhyggeligt – Uhh” - de bedste og flotteste rammer af samtlige danske revyer.

Tom Jensen, der for tredje år i træk står både for instruktionen og på scenen, lader modigt revyen veksle mellem rendyrket vanvidshumor, fjollet fuldemandskomik og numre, der gerne vil ridse i den velpolerede facade. Som når et egocentreret forældrepar harcelerer over en pige på skolens dårlige opførsel, uden at lade sig påvirke af hendes dystre og dybt tragiske baggrund, eller når Jensen selv foredrager en vise om en fed piges livshistorie i en rå og alt andet end ’nu-skal-vi-til-revy-og-more-os-hyggelig’ tekst.

I disse glimt er revyen skarpest og mest uhyggelig, fordi den tvinger os til at se indad, og herinde under huden er der mere dystert og mørkt, end rosenrødt.

Som modvægt er der finurlig politisk satire, når Jacob Morilds ’Onkel Anders’ forklarer ultraliberal skattelogik for lille ’Simon Emil’ ved hjælp af legoklodser og legetøj, eller når samme Morild i en velkendt konsulentfigur, vender op og ned på Danmarkskortet, for at få udflytningskabalen til at gå op. Og der er det rene pjat, når Morild igen, assisteret af Merete Mærkedahl, præsenterer en sjofel skillingsvise, hvor halvdelen af ordene forsvinder når hun spiller sav! Revydebutanten Merete Mærkedahl viser her og blandt andet i en skæv og pudsig hyldest til TV2 Vejret, at hun har et stort talent og potentiale også indenfor denne genre.

Christian Mosbæk og Pernille Sørensen gør det bestemt fint, men står med revyens svageste materiale. Teksterne er i det hele taget denne Hjørring Revys problem. Uden at være decideret dårlige, er de samlet set bare ikke gode, skarpe, præcise eller for den sags skyld morsomme nok.

Hjørring Revyen har aldrig været præsenteret i flottere og bedre rammer, og har sjældent været mere ambitiøs, men alle gode intentioner til trods, så fremstår årets revy som en af de svagere i de seneste mange år.

HOT: Flytningen til Vendsyssel Teater ligner en succes. Fantastiske rammer, delikat mad og uanede muligheder.

NOT: Der mangler et eller to topnumre, der løfter det hele.

”Hjørring Revyen – Det er fand’me uhyggeligt, Uhh”. Tekst og musik: Jacob Morild, Henrik Baloo Andersen, Tom Jensen, Karina Jensen & Jacob Thrane, Pernille Sørensen, Christian Mosbæk, Gunvor Reynberg, C.E.F. Weise, Janus Kim Elsig, Christian Gade Bjerrum, Kjeld Torbjørn, Professor Tribini, Jacob Weble, Flemming Jensen, Ann Mariager og Troels II Munk.

Instruktion: Tom Jensen. Scenografi & kostumer: Kirsten Brink. Koreografi: Peter Friis. Kapelmester: Henrik Baloo Andersen.

Medvirkende: Merete Mærkedahl, Pernille Sørensen, Tom Jensen, Jacob Morild og Christian Mosbæk.

Spiller på Vendsyssel Teater til 27. juli.

Anmeldt 16. juni (premiere).

Forestillingsfoto: Axel Søgaard.

15-06-2018

En stærk anden afdeling sikrer succesen i Flemming Krølls afsked med revyscenen.

ANMELDELSEN BRINGES OGSÅ I EKSTRA BLADET.

 

* * * * 

Når et lys slukkes, tændes der et nyt.

Nykøbing F. Revyens mangeårige direktør Flemming Krøll siger farvel til scenen, og det kan ellers nok være, at det markeres. En lille håndfuld numre handler om det, og det er nok lige i overkanten af hvad citronen kan tåle at blive presset.

Til gengæld er det en oplevelse at følge Rasmus Krogsgaards fortsatte udvikling som revykunstner. Alt hvad han rører ved i årets revy lykkes i store træk, og især må man bare klappe anerkendende, når han siddende på scenen midt i Pernille Schrøders og Julie Steinckes fyrige jazzmedley, skriver en hel revytekst baseret på input han har fået fra publikum minutter forinden. Hold da op!

Mange af revyens numre, især i første akt, bærer desværre lidt præg af samme hastværk. Jo, det er hyggeligt og underholdende nok, men helt blottet for to af revygenrens vigtigste ingredienser; biddet og viddet. Det er for tamt, ganske enkelt.

Krogsgaard og Steincke er ellers yndige i deres poetiske Iphone-flirt, der minder lidt om den ikoniske spaghetti-scene i Lady og Vagabonden, men den blot 45 minutters kvikt og elegant afviklede første akt er som en sæbeboble; køn, men skrøbelig og forglemmelig.

Instruktøren Joy-Maria Frederiksen har gemt godterne til efter pausen; her får vi Pernille Schrøder som Kim Jong-Un for fuld udblæsning a la hendes egen Lars Løkke-parodi samme sted sidste år, vi får en sjov kommentar til Sugerdating-fænomenet, det efterhånden obligatoriske opgør med hykleriet efter Prins Henriks død, her serveret af Krøll som Sct. Peter, og Gordon Kennedy i en spøjs leg med dialekter og arketyper i et nummer om de statslige udflytninger.

Gravide Julie Steincke afslører i en kras parodi, at det er ’en statsminister’ hun som Sofie Løhde ’har i maven’ og så toppes forestillingen af hele ensemblet som skiftende rock- og popikoner i et forrygende hvirvelvinds medley om #MeToo, bl.a. med Steincke som Medina på omkvædet ’bli’ væk fra min vagina’.

Rasmus Krogsgaard og Gordon Kennedy battler på at lave de bedste parodier; Krogsgaard er bedst, men det er også hele den sjove idé med nummeret. Til sidst tager Flemming Krøll så – igen – afsked med sit publikum, i skikkelse af PR-troldmanden Henning, med hjernelamme slogans og flade vitser, der går rent ind hos målgruppen. Anden afdeling er så markant bedre end første, at det udløser den fjerde stjerne, men det gjorde ikke noget, hvis man turde lidt mere fra den flotte scene.

HOT: Det er en meget musikalsk forestilling, styret sikkert i land af Mickey Pless og hans dygtige musikere.

NOT: Satiren lader vente på sig, og brænder ikke for alvor igennem. Bid nu bare, vi kan godt tåle det!

Nykøbing F. Revyen. Tekst og musik af: Rasmus Krogsgaard, Mickey Pless, Niels Olsen, Søren Anker Madsen, Staffan Bjerstedt, Flemming Krøll, Adde Malmberg, Peter Oliver Hansen, Jan Svarrer, Vase & Fuglsang, Carl-Erik Sørensen, Morten Holm-Nielsen, Leif Maibom og Gordon Kennedy.

Instruktion & koreografi: Joy-Maria Frederiksen. Scenografi: Anders D. Jensen. Kostumer: Henrik Børgesen. Kapelmester: Mickey Pless.

Medvirkende: Julie Steincke, Pernille Schrøder, Rasmus Krogsgaard, Gordon Kennedy og Flemming Krøll.

Spiller på Nykøbing F. Teater til 25. august.

Anmeldt 14. juni (premiere).

Foto: Flemming K. Karlsen.

 

 

01-06-2018

Solid og seværdig Rottefælde-revy, hvor det er nye kræfter, der trækker det største læs.

ANMELDELSEN KAN OGSÅ LÆSES I EKSTRA BLADET.

* * * *

Jan Schou har været en fast del af Rottefælde-revyen i Svendborg i 20 år, og plejer ikke at holde sig tilbage, når det gælder om at tage scenen i landets ældste revy. I år lader han dog klædeligt revyens øvrige solister komme til orde.

Det er godt for revyen. For selvom Jan er sjov, og publikum i det sydfynske elsker ham, så er årets revy mere harmonisk end længe. Alsidige Kim Brandt, talentfulde Christine Astrid Nielsen og elskelige Anne Herdorf får alle lov at sætte præg på forestillingen. Det er et velsyngende, morsomt og kompetent hold, der leverer en solid og seværdig sommerrevy.

Flere numre kredser om de fremmede i en tone, så man godt kan blive lidt bekymret, men der er hold i pointerne, for der peges mest indad. Det gælder Anne Herdorfs snaldrede kvinde med dansk kultur i glasset, Schous danske grønthandler i forklædning, og hans og Brandts fynske bønder, der vil have dem sendt hjem – københavnerne!

Christine Astrid leverer en skarp parodi på Caroline Wozniacki, der synger pivende falsk på de danske fædrelandssange, mens hun nyder livet i Monacos mondæne skattely. Sammen med Kim Brandt leverer hun revyens morsomste indslag med hende som en tør kiks af en foredragsholder, og ham som urkomisk døvetolk.

Kim Brandt er også glimrende i en tankevækkende vise om karrieremanden, der nok skal få tid i næste uge; til sønnen, forældrene, venner og konen, men ender med at stå ensom tilbage. Anne Herdorf giver en herlig musikalsk opskrift på Brunsviger, og skaber mange søde og sjove figurer.

Hvad så med Schou selv? Jo, jo han laver sin folkekære Dronning Margrethe, og har en fin Leif Maibom-vise om hegn mod verden. Og så indgår han forbilledligt i de mange ensemble- og fællesnumre, uden at suge al fokus.

Instruktøren Carsten Friis har formået at gøre Rottefælden til en kvikkere revy. Der er større fokus på eftertanke og satiren fremstår skarpere end vanligt på denne adresse. Det er ikke det samme som, at det ikke er morsomt. Nej, det ville ikke være en Rottefælde-revy uden et hav af fladpandede vittigheder, og ganske groft tegnede parodier, blandt andet i et festligt Dansktop-potpourri.

Musikalsk er revyen igen i år i de mest kompetente hænder hos Jens Krøyers velspillende trio, og så har kapelmesteren tilmed selv skrevet en del tekster, som den herligt selvironiske ”Min sang”, hvor alle fire argumenterer for hvorfor netop de skal have revyens sidste sang.

Fælden klapper – og det gør publikum også. Taktfast.

HOT: Der findes ikke hyggeligere revyteater i Danmark.

NOT: Fire revyplatter på et bord på størrelse med en gammeldags LP-plade er ikke optimalt.

”Rottefælden 2018”. Tekst og musik af: Jan Schou, Jens Krøyer, Kim Brandt, Jannie Brinch Holdt, Leif Maibom, Søren Anker Madsen, Peter Oliver, Ib Christoffersen, Christine Astrid, Mikkel Schrøder, Jean Jacques, Kenneth Sichlau m.fl.

Instruktion: Carsten Friis. Scenografi: Pia Ullehus & Henning Pedersen. Koreografi: Christine Astrid Nielsen. Kostumer: Hanne Mørup. Kapelmester: Jens Krøyer.

Medvirkende: Anne Herdorf, Christine Astrid Nielsen, Kim Brandt og Jan Schou.

Spiller i Rottefælden, Svendborg til 25. august.

Anmeldt 31. maj (premiere)

Foto: Skovdal & Skovdal.