26-05-2018

Festligt, folkeligt og fornøjeligt. Bakkens Hvile er i år præcis som Bakkens Hvile skal være.

* * * *

Det er hverken nyt eller overraskende, men det er festligt og underholdende. Bakkens Hvile åbnede torsdag sin 141. sæson i sangerindepavillonen og årets show går den sikre vej. Ikke så mange overraskelser, ikke rigtigt nogle nyheder. Man har valgt at gå old school, med de go'e gamle, frække, søde og sjove sange, som stampublikummet elsker.

Der er dog én stamkunde mindre i år; Prins Henrik, der døde i februar i år, elskede at komme i Hvilen og slå sig løs, fri af hoffets trange bånd og stramme etikette. Han bliver hyldet efter pausen af Dot Wessman og Tina Grunwald i et nummer, som i al sin enkelthed bliver et meget rørende højdepunkt midt i alle de løsslupne, frivole løjer. 

Holdet består i denne sæson af de samme som de senere år. Direktøren for det hele Dot Wessman, Tina Grunwald, 'Frække' Lone Jensen og Sara Gadborg. Desuden kan man også opleve Ann Farholt, men da jeg var forhindret på premieren og først så forestillingen dagen efter, gik jeg glip af hende. 

Desuden må man bestemt ikke glemme Hvilens 'musikdirektør' Kenneth Sichlau, der med sit klaverspil er en vigtig motor for det gnidningsløse, velkomponerede og alligevel spontane show. Han kan, som kvinderne på scenen, repertoiret på fingerspidserne, og i det hele taget er spilleglæden en meget stor del af fornøjelsen. Man fornemmer virkelig en smittende glæde ved at formidle en underholdningsgenre, som nøgternt set burde været gået i glemmebogen for årtier siden, men som takket være entusiasmen, professionalismen og et eminent godt humør, er gået hen og er blevet en slags kult.

Der var faktisk overordentligt glædeligt at opleve, at publikum i Bakkens Hvide sådan en almindelig fredag aften, netop ikke var i plejehjemsalderen, men spændte vidt over primært grupper af mænd og kvinder fra 30-årsalderen på hyggetur i den grønne skov, ægtepar, vennepar, bøssepar, og et par familier eller tre. Næste år må jeg sørge for at få den yngre generation med mig i Hvilen; jeg tror faktisk de vil kunne lide det.

De senere år har Bakkens Hvile bevæget sig en smule i forhold til repertoiret. Der har været flere aktuelle revynumre i blandet de gamle frækkerter, men det er stærkt begrænset i år, hvor man er gået tilbage til en slags Bakkens Hvile Classic. Vi får både "Køb blomster, køb blomster", "Gå med i Lunden" og "Jeg har elsket dig så længe". Vi får et genhør med et stort, fyrigt Bakke-medley, der er de gamle sjoferter "Knud og Ebbe", "Så stritter den", "Sommernatten" og "Gummidragten" og nogle lidt nyere, og knapt så frække: "Mine mange mænd" og "Hævnens tango". Altsammen serveret med overskud og charme fra den lille scene.

Hver især spiller solisterne deres egen lille rolle i spillet, og den løfter de som de skal. Sara Gadborg har i nogle sæsoner nu været en gevinst for holdet, fordi hun med sin musicalskolede stemme løfter det vokale niveau, og så er 'frække' Lone Jensen bare ikke til at stå for. Dot Wessman og Tina Grunwald er måske ikke 30 år længere, men i de storslåede kjoler ligner de alligevel 'en million' - hver! - og så forstår de at servere repertoiret med tilbagelænet sikkerhed. Og så kan man altså, hvis man er heldig, også møde Ann Farholt, der er en skøn jazzsangerinde og som kan spille basun!

Bakkens Hvile er præcis som Bakkens Hvile skal være. Festlig, folkelig og meget underholdende.

"Bakkens Hvile 2018". Tekst og musik af: Kenneth Sichlau, Karen-Marie Lillelund, Mickey Pless, Bent Zinglersen, Robert Arnold, Frank Leon, Eric Christiansen, Børge & Arvid Müller, Kai Normann Andersen, Engelshardt & Mattray, Sigurd Barrett, Mogens Dam, Louiguy & Marguerite Monnot, Gideon Wahlberg, Poul Sørensen, Amdi Riis, Sune Gylling Æbelø og trad.

Instruktion & koreografi: Susanne Breuning. Pianist: Kenneth Sichlau.

Medvirkende: Dot Wessman, Tina Grunwald, Sara Gadborg, Lone Jensen og Ann Farholt.

Spiller udvalgte aftener og matinéer frem til 1. september i sangerindepavillonen Bakkens Hvile på Dyrehavsbakken.

Anmeldt 25. maj.

25-05-2018

Vikingedramaet om Røde Orm er blevet bedre af skiftet til Ulvedalene.

* * * *

Det er præcis ét år siden, at jeg så "Røde Orm" til urpremieren på Moesgaard i Aarhus, og den gang var jeg ærligt talt ikke overvældende begejstret. Anmeldelsen kan læses via linket nedenfor:

http://www.mortenbuckhoj.dk/431845861/4836314/posting/r%C3%B8de-orm

Nu har det stort opsatte vikingedrama holdt flyttedag til Ulvedalene i Dyrehaven, og det klæder forestillingen. Der er blevet strammet op på stykket og skruet ned for udtrykket. Det pynter. Særligt nærværende teater bliver det jo aldrig, når man skal spille foran et flere tusinde mennesker stort publikum i en stadion-opstilling i skoven, og det lille delay og ekko der f.eks. er i lyden skal man lige vænne sig til. Det gør ikke de mere intime spillescener gavn, men det generer ikke i de store optrin, og dem er der heldigvis mange af.

Måske endda ikke nok. Især inden pausen udnytter man ikke i tilstrækkelig grad omgivelsernes gave til scenografien og de muligheder naturen giver. En enkelt hest med kongedatteren Ylva stolt ridende er vist det hele. Efter pausen, når mørket sænker sig over det smukke sceneri og Eilev Skinnarmos imponerende scenografi, kommer både det og Thorstan Dahns lysdesign bedre til sin ret, og der kommer mere af den ramasjang og tju-hej over forestillingen, som store dele af første akt savner.

Henrik Szklanys manuskript, Frede Gulbrandsens håndfaste instruktion og ikke mindst Maria Gyldenhoffs særdeles fantasifulde og farverige kostumer skaber et nærmest tegneserieagtigt univers. Karaktererne er stærkt karikerede, som det var tilfældet i Aarhus, men det klæder forestillingen, at udtrykket helt klart er blevet dæmpet. Ikke mindst Lars Lohmanns korpulente Kong Harald har stor gavn af det nye lidt mere afdæmpede udtryk.

Der er skiftet ud på flere centrale roller, således spilles Broder Willibald nu af en veloplagt Henrik Koefoed og den stolte vikingehøvding Thorkild Høje af Kasper Leisner, der alene i kraft af sin fysik bliver den klippe af en mand, han skal være. Det er fortsat Andreas Jebro, der har hovedrollen som Røde Orm, med flere lag i spillet og god energi. Jens Andersen er igen den intrigante munk Broder Mathias, Martin Hestbæk den engelske jarl og Joen Højerslev både den forelskede viking Toke og den overdrevent stærkt karikerede ærkebiskop. Thomas Jacob Clausen giver atter fuld gas til den barnlige engelske kong Ethelred og under normale omstændigheder gentager Christine Gjerulff sin rolle som no-nonsense valkyrien af en kongedatter, Ylva, der fordrejer hovedet på Røde Orm og slår en særdeles proper næve. I aftes blev rollen i midlertid spillet af Stine Prætorius, der gjorde en glimrende figur.

90.000 mennesker så forestillingen på Moesgaard, og mere end 60.000 har foreløbigt købt billet til Ulvedalene. De får en forestilling at se, som især efter pausen folder sig ud og bliver ganske underholdende. Det er Det kongelige Teater, der producerer, men stor kongelig teaterkunst er der ikke meget af, selv om der naturligvis i de bærende roller spilles langt bedre komedie end i for eksempel Vikingespillet i Frederikssund. De to vikingeforestillinger overlapper kun hinanden med en uges tid, så publikum kan nå dem begge. Det er i hvert fald en opfordring, jeg gerne giver videre.

PS/ Husk praktisk tøj og et varmt tæppe. Selv efter en varm sommerdag, bliver der koldt ud på aftenen.

"Røde Orm". Af Henrik Szklany baseret på Frans G. Bengtssons bøger.

Instruktion: Frede Gulbrandsen. Scenografi: Eilev Skinnarmo. Kostumer: Maria Gyllenhoff. Lysdesign: Thorsten Dahn. Musik: Hedningarna. Koreografi: Tine Salling og stuntkoordinator: Søren Poppel.

Medvirkende: Andreas Jebro, Joen Højerslev, Martin Hestbæk, Stine Prætorius/Christine Gjerulff, Henrik Koefoed, Lars Lohmann, Kasper Leisner, Steffen Eriksen, Ane Helene Hovby, Thomas Jacob Clausen m.fl.

Producent: Det kongelige Teater. Spiller i Ulvedalene i Dyrehaven til 30. juni.

Anmeldt 24. maj.

Forestillingsfoto: Miklos Szabo.

24-05-2018

Tivolis 175-års jubilæumsforestilling i Glassalen rammer helt ved siden af skiven. I perioder er det tåkrummende pinligt.

* *

Tivoli har i anledning af sit 175-års jubilæum valgt at udskifte de seneste tre års revyer med - en revy! De kalder det bare noget andet; nemlig et absurd og overrumplende show.

I sin indledning i det lille omdelte program, skriver den ansvarlige, Tivolis underdirektør Nikolaj Koppel, at publikum ikke nødvendigvis skal tro på alt, hvad de ser og hører undervejs. Det er i hvert fald rigtigt; jeg troede til sidst hverken mine øjne eller ører!

Kan det virkeligt passe, at en af landets mest ærværdige underholdningsinstitutioner lader et så markant jubilæum fejre med et show af denne kaliber?

Kan det virkeligt passe at fire i øvrigt dygtige og morsomme skuespillere kan få lov at free wheele så meget indenfor deres egen indforstående 'vi har fået for meget hvidvin i haven'-humor, at al faglig stolthed fordamper?

Kan det virkeligt passe, at en begavet instruktør som Niclas Bendixen, har vendt det blinde øje til og ladet løjerne løbe løbsk så det i perioder bliver direkte tåkrummende pinligt? 

Man tror ganske enkelt ikke sine egne ører og øjne, når Kirsten Lehfeldt som ballonmanden Frede og Mia Lyhne som tissekonen Jytte, to ellers sjovt pusseløjerlige figurer, slutter et nummer af med at rode et lommetørklæde og nogle lakridser op af lokummet - inden der er trukket ud. Det er hverken absurd eller morsomt. Det er ulækkert. Og nummeret fremstår som et muligt lavpunkt i Tivolis 175-årige historie.

Der er ellers både i det nummer, og mange af de andre, optræk til noget meget morsomt. Peter Frödin, Anders W. Berthelsen, Kirsten Lehfeldt og Mia Lyhne har skrevet alt materialet selv med Line Knutzon som 'redaktør', og på det idéplan, hvor figurerne er blevet skabt, har de absolut fundet noget. To fjollede Regensen-studenter med ungdommen struttende i bukserne, Lehfeldt og Lyhnes to vandkæmmede 1950'erne-drenge i Argyle-tern og shorts, de fire abonniner med hver deres lidt tragiske historie foran den en-armede tyveknægt og Frödins fyrværker-søn, der aldrig har udviklet et sprog, fordi fyrværkeriet har gjort ham døv fra barnsben. 

Eller allerbedst, de fire børn i anden akts åbningsnummer, der synger en grotesk tekst om Dorte, der blev borte. Det er morsomme figurer, og indtil numrene, nærmest et efter et, lige får lov at kamme over, er det bestemt ikke umorsomt. Desværre magter holdet på scenen og holdet bag, ikke at holde disciplinen og stoppe mens legen er god.

Man skal ikke være bonert eller særligt sart, hvis man skal have fornøjelse af "Mor og far sidder i Grøften". Peter Frödin leverer aftenens bedste nummer, når han med smægtende skønsang fortæller historien om den halvfulde Pjerrot, der aften efter aften går ud i buskene bag Søcaféen, trækker bukserne ned og 'får en finger'. Det er i sandhed grove løjer, men leveret med en uskyldighed, der gør det morsomt, og så hjælper det nok også, at det falder på et så tidligt tidspunkt i forestillingen, at man endnu ikke har fået for meget af numse, bæ, pis og papir...

Jeppe Kaas' orkester leverer et mere end godkendt stykke arbejde, der sørger for, at forestillingen rent musikalsk går hjem, og de sikrer den ene stjerne. Den anden går til de skæve figur-skitser, der kunne være blevet til noget rigtigt godt.

I nogle meget morsomme SoMe reklamevideoer har Tivolis Nikolaj Koppel 'truet' med at fyre de fire solister i deres forskellige Tivoli-figurer - man sidder tilbage med en lumsk og ærgerlig fornemmelse af, at det måske ikke havde været en helt forkert beslutning.

HOT: Indpakningen, både scenografisk og musikalsk, er flot og indbydende.

NOT: De ansvarliges manglende dømmekraft i de afgørende øjeblikke.

 

"Mor og far sidder i Grøften". Redaktør: Line Knutzon.

Instruktion: Niclas bendixen. Scenografi: Karin Betz. Kapelmester: Jeppe Kaas.

Medvirkende: Mia Lyhne, Kirsten Lehfeldt, Anders W. Berthelsen og Peter Frödin.

Spiller i Tivoli til 22. juli

Forestillingsfoto: Miklos Szabo.

18-05-2018

Årets Cirkusrevy sidder lige øjet! Der både grin, gok-gok og gode tekster, og solisterne leverer på højeste niveau.

ANMELDELSEN BRINGES OGSÅ I EKSTRABLADET.

* * * * *

Alder er blot et tal. Ulf Pilgaard er 77 år, men sprudler som en forårskåd Bambi i Dyrehavens grønne skov. Amalie Dollerup er 32 og revydebutant, men fører sig frem på landets største revyscene med største selvfølgelighed.

Og så der er Lisbet Dahl, Niels Ellegaard og Henrik Lykkegaard; top-rutinerede, men ikke det mindst metaltrætte. I år har alle tilmed fået materiale at arbejde med, der er deres talent værdigt. Læg dertil James Prices - old-stars - revyorkester, og René Vinthers knalddygtige dansere, så har man opskriften på endnu en succes i det store telt.

En succes er det næsten altid, men nogle år er der flere knaster end andre. I år, er knasterne meget få, og selv revyens tre-fire svagere numre glider fint igennem.

Carl-Erik Sørensen har skrevet flere numre end længe, og er helt på toppen denne sommer. Hans mesterlige leg med rim og ordspil er en fryd, men så sandelig også hans øje og øre for, hvad der rører sig i tiden. Han står for forestillingens åbning og finale, der vanvittig elegant binder det hele sammen med den smukkeste sløjfe; det handler om mobil- og onlineafhængighed.

Ulf Pilgaard er fænomenal. Der er lige rejst en statue af Dirch Passer på Frederiksberg, Ulf fortjener en på Bakken – når tid er. Han er skøn som gammel 68’er, der er så henrykt over at få medicinsk cannabis i pilleform, at han er flere år forud i medicineringen. Og han udleverer skarpt overklassens parallelsamfund – med udsigt over Øresund. En mester inden for sit felt.

Amalie Dollerup leverer den mest isnende parodi på Sophie Løhde; læspende led og påtaget kælen. En stærk debut. Hun er også strålende som overforkælet curlingbarn, og fungerer upåklageligt i sketches og ensemblenumre.

Lisbet Dahl har et forrygende Lars Løkke-nummer. Jo, den figur er set før, men når teksten (Carl-Erik Sørensen) om regeringens manglende resultater, er så skarp, så tager vi gerne et gensyn. Henrik Lykkegaard er både Putin, Trump og valsekongen André Rieu. Kirurgisk præcis i sine parodier, og så topper han al aktualitet som gokkende Grand Prix-vinder. Endelig er der Niels Ellegaard, som så ofte har stået med de svageste numre i teltet. I år får han hvad han fortjener; revyens næstsidste nummer som Peter Aalbæk Jensen, Zentropa-bossen. Det er skideskægt!

Der sluttes af med et helt forrygende tempofyldt potpourri over Dansktoppens 50 års jubilæum. En værdig afslutning på en fornem Cirkusrevy.

HOT: Tempoet, timingen og den konstante underholdningsværdi. Man griner meget – og højt.

NOT: Niels Sechers scenografi med LED-skærme er visuelt imponerende, men også kold og distancerende. Der er gået lidt for meget high-tech i den del af showet.

Cirkusrevyen. Tekst og musik af: Carl-Erik Sørensen, James Price, Vase & Fuglsang, Henrik Lykkegaard, Leif Maibom, Peter Düring, Søren Anker Madsen og Niels Olsen.

Instruktion: Lisbet Dahl. Scenografi: Niels Secher. Koreografi: René Vinther. Kostumer: Michael Nøhr. Kapelmester: James Price.

Medvirkende: Ulf Pilgaard, Lisbet Dahl, Amalie Dollerup, Niels Ellegaard og Henrik Lykkegaard. Otte dansere.

Spiller på Bakken til 31. august.

Foto: Henrik Petit.

13-05-2018

Republique/Østerbro Teater genopsætter Katrine Wiedemanns succesfulde Shakespeare-drama "Et Vintereventyr" med nye skuespillere.

* * * * *

Sidste år fik Republique stor succes med "Et Vintereventyr", et af Shakespeares sidste værker, i Katrine Weidemanns instruktion. Forestillingen blev rost til skyerne af et samlet anmelderkorps, som ikke mindst var begejstrede for skuespillerpræstationerne.

Nu sætter teatret forestillingen op igen - med helt nye skuespillere! Scenografi og regi er den samme, men skuespillerne skiftet ud, kun én, Mikkel Arndt, går igen, men i en anden rolle. I 2017 spillede han Polixenes, kongen af Böhmen, i denne udgave er det ham, der er omdrejningspunktet som den skinsyge kong Leontes af Sicilien.

Jeg så IKKE forestillingen sidste år, så denne anmeldelse er ene og alene baseret på oplevelsen i aftes.

Det er lykkedes Katrine Wiedemann og dramaturgen Karen-Maria Bille at koge den oprindelige femakter ind til en kort, intens forestilling på 100 minutter. Persongalleriet begrænset til fire skuespillere og en statist. Samtidig har Maja Ravn skabt en fantastisk ramme om spillet, der foregår inde i en glasterning med publikum placeret på begge sider. Det giver en ekstrem intensitet og energi, der er ingen steder at gemme sig her. Det er 100 procent koncentreret nærvær. Flot.

Lyssætningen og  effekter som dalende sne, først uskyldshvid, siden sort som kong Leontes' martrede samvittighed, fungerer aldeles perfekt, og det er først til sidst, hvor glasvæggene fjernes, at maskineriet bliver lidt tungt, selvom Cyron Melville (kong Polixenes og hofmand) her udfylder rollen fint som fortæller, der inddrager publikum og løfter forestillingen, der indtil da har været tung tragedie, hen i mod den nærmest ulogiske og alligevel uundgåelige happy ending. 

Historien kort: Kong Leontes af Sicilien og hans smukke hustru dronning Hermione er værter for Polixenes, Böhmens konge og Leontes bedste ven. De tre unge mennesker leger muntert i den dalende sne; life is good! Leontes beder sin ven blive lidt længere, men han afslår, og først da Hermione bønfalder ham, accepterer han invitationen. Det får fatale konsekvenser. Leontes misforstår og overfortolker situationen, og tror fejlagtigt, at Hermione er ham utro med Polixenes. Skinsygen vokser til vanvid. Han forviser Polixenes og kaster Hermione i fængsel for at få hende dømt og brændt på bålet. I fangenskab føder hun en datter, som Leontes beder en adelsmand om at bortskaffe, da han tror, at det er Polixenes' barn. Hun lægges ude i sneen til den visse død. Under retssagen afviser oraklet i Delphos Leontes' anklager, men kongeparrets ældste søn dør af frygt for sin moders skæbne og den frikendte Hermione dør af sorg og chok over sin søns død. Nu rammes Leontes af anger og i 14 år martrer han sig selv for sin udåd. Først da den unge pige Perdita dukker op og viser sig at være den bortkastede datter, der har overlevet, vækkes kongens livslyst til live igen, og helt euforisk bliver han, da hofdamen Paulina kan afsløre, at Hermione slet ikke er død, men blot har skjult sig i de mange år. Selv venskabet med Polixenes genskabes og alting ender lykkeligt.

Alting er uhyre vellykket i Katrine Wiedemanns opsætning, således også spillet. Det må være vanskeligt, at træde ind i roller, hvor de oprindelige skuespillere er blevet rost så meget som her, men Mikkel Arndt er aldeles fortræffelig i rollen Leontes; både i sin frådende jalousi og når han, martret af selvforagt soner sin forbrydelse med selvpineri. Og så taler han smukt, lidt af en sjældenhed blandt unge danske skuespillere. Shakespeares ord ligger godt i munden på ham.

Det gør de til dels også hos Cyron Melville, der er Polixenes. Sidst jeg så ham var som en moderne Hamlet på Kronborg, hvor han var ganske glimrende. Hans præstation er for så vidt uangribelig, der er bestemt nerve, men det går ikke lige i maven.

Det gør Birgitte Hjort Sørensens Hermione; først ungdommeligt uskyldig i sin lykke, siden knuget af sorg og fornedrelse, knust over de falske anklager mod hende. Det er ganske gribende, og endelig har Christiane Gjellerup Koch en dejlig rå pondus i dobbeltrollen som adelsmanden Camillo og den trofaste hofdame Paulina, der ender med at være den, der trækker i alle de rigtige tråde.

"Et Vintereventyr" er en særdeles seværdig forestilling. Den spiller kun kort tid, til 9. juni.

"Et Vintereventyr". Af William Shakespeare. Oversat af Niels Brunse. Tekstbearbejdelse: Karen-Maria Bille.

Instruktion: Katrine Wiedemann. Scenografi: Maja Ravn. Lysdesign: Jonas Bøgh. Lyddesign: Janus Jensen.

Medvirkende: Mikkel Arndt, Birgitte Hjort Sørensen, Cyron Melville, Christiane Gjellerup Koch og Yuki Ravn/Andrea Wiedemann.

Spiller på Republique (Store Scene) til 9. juni.

Anmeldt 12. maj (re-premiere)

Foto: Per-Morten Abrahamsen.