03-07-2018

Smuk sommeraften i selskab med bagtalelser og fornærmelser på Grønnegårds Teatret.

* * * * 

Den står på bagtalelser og in your face-fornærmelser på Grønnegårds Teatret denne sommer, hvor Molières klassiker "Misantropen" er på plakaten. Stykket er skrevet i 1666, som en satirisk kommentar til det sociale hykleri omkring hoffet i Paris, men ser man bort fra de overdådige kostumer og versefødderne - komedien er skrevet på de såkaldte Alexandrinervers - fremstår det helt i tråd med tiden, hvor det i dag er de sociale medier, som har overtaget hoffets plads som overfladigskhedens højborg.

Alceste, der holder den moralske fane højt, som hader hykleri, smiger og bagvaskelse, fremstilles som lidt af en nar, fordi han, trods sin moralske vedholdenhed, ikke kan lade være at være dybt forelsket i den smukke, men intrigante og grundlæggende dybt usympatiske Célimène. Det er Alceste, der trods sin stivnakkethed har vores sympati, og det er måske meget godt for begge parter, at Alceste, uanset hvor meget han går på kompromis for kærligheden,  ikke kan få sin elskede, der vejer sin personlige frihed tungere.

Omkring deres umulige kærlighedshistorie kredser et herligt persongalleri af diverse wannebees, bejlere til den skønne Célimènes gunst, tilsat et par fornuftige stemmer, som heldigvis får hinanden til slut, så det hele ikke ender i den rene tragedie.

På Grønnegårds Teatret spilles denne klassiker med fynd og klem i en visuelt prægtig ramme. Manfred Blaimauer har klædt skuespillerne aldeles overdådigt på, og lader spillet foregå på en slags social trappe midt i Designmuseum Danmarks smukke have. En enkel og effektiv ramme, der ikke kommer i vejen for ord og skuespillere, i Madeleine Røn Juuls rene og ukomplicerede instruktion. Jesper Kjær har gendigtet Molières skarpe tekst, så den flugter med tiden, men har bevaret versene, så "Misantropen" her både fremstår klassisk og moderne; glimrende.

Der spilles også strålende i alle roller. Naturligvis med Nicolas Bro og Sonja Richter i forgrunden som Alceste og Célimène, men bestemt også af Charlotte Fich, Laura Bro, Mads Wille, Patrick Baurichter, Jens Sætter-Lassen, Nicolai Jørgensen og teaterchefen Steen Stig Lommer selv i flere små, komiske figurer. 

Sonja Richter er så spinkel, sart og skrøbelig som en kinesisk porcelænsvase, men spiller måske ikke sin  Célimène så koket som rollen tidligere er blevet spillet. Her skinner den mere moderne kvinde igennem. Nicolas Bros korpulente Alceste står også fysisk som hendes diametrale modsætning, og så er hans sprog og replikbehandling i øvrigt en nydelse.

En nydelse er også selve haven. Inde midt i byen, findes denne vidunderlige, lille oase, der siden 1982 har dannet rammen om Grønnegårds Teatret. Man kan nyde mad og drikke inden forestillingen, eller bare en kop kaffe og et stykke god kage, og bør faktisk gøre sig selv den tjeneste. 

OBS! Selv på en lun og skøn sommeraften, som vi indtil videre er blevet velsignet med, og som vi inderligt må håbe fortsætter de næste par måneder, så bliver det lidt køligt hen på aftenen. Så tag en sweater med og et tæppe, at sidde på. 

"Misantropen". Af Molière. Dansk gendigtning af Jesper Kjær.

Instruktion: Madeleine Røn Juul. Scenografi & kostumer: Manfred Blaimauer. Koreografi: Peter Friis.

Medvirkende: Sonja Richter, Nicolas Bro, Mads Wille, Laura Bro, Charlotte Fich, Patrick Baurichter, Jens Sætter-Lassen, Nicolai Jørgensen og Steen Stig Lommer.

Spiller i Designmuseum Danmarks smukke have i Bredgade til 25. august.

Anmeldt 2. juli.

Foto: Bjarne Stæhr

 

30-06-2018

DragsholmRevyen lever op til forventningerne om at være anderledes og skæv, men kunne godt have strammet op på tekstmaterialet.

* * * *

De dyrker det anderledes og det skæve i DragsholmRevyen. Sådan har det altid været, og sådan er det bestemt også i år, hvor vi for fjerde år i træk får lov at opleve Bente Eskesen og Susanne Breuning sammen på slap line, i år i endnu højere grad end tidligere suppleret af Søren Graversen, der får lov at være langt, langt mere end 'bare' revyens pianist.

I de senere år har Plattforms sjove Jakob Fauerby leveret en del tekster til revyen, det har han også i år, hvor han tillige har taget imod tilbuddet om at instruere. Han og Søren Graversen har tilsammen leveret 17 af revyens 28 numre, eller skal vi kalde dem 'indgange', for ofte glider det ene over i det andet, nogle gange mere elegant end andre. Der er ideer og ironisk snert i det meste, men der kunne godt være strammet mere op.

DragsholmRevyen Holder Vand har de valgt at kalde årets forestilling, og gør den så det?

Ja, både og. Men ikke helt. De kommer vidt omkring; fra den særdeles lovende antistart hvor 'privat Bente' tager sig friheder som 'professionelle Bente' naturligvis tager afstand fra - et knivskarpt satirisk svirp - til de to sludrende mødre til 12-tals piger på selvmordets og selvdestruktionens rand, over MeToo, grænsehegn og forbrugerundersøgelser fra helvede. Vi møder Mette Frederiksens gamle børnehavepædagog, får et nummer om kønsneutralitet og kommer med ned i nærområdet, hvor flygtningene kan spille banko om asylansøgninger. Det sidste er årets skarpeste indslag om flygtninge; fuldkommen nådesløst. Sådan kan revyen også være. 

Det hele slutter med to af DragsholmRevyens efterhånden faste figurer; Rikke og Kirsten i fuldekvinde-sketchen "Drikke med Rikke", og det er faktisk først her at latteren for alvor får lov at få frit løb. Og når vi griner så meget af fjollerierne er det måske fordi vi har siddet og savnet det lidt indtil da.

Der bydes nemlig på mere kluklatter end på det store skrald. Der siges meget mellem linjerne, antydes og markeres. Lidt for mange numre har en skidt tendens til at smuldre og det er som om de ikke rigtigt bliver færdige, og så er det lidt problematisk for forestillingens flow, at pianisten selv medvirker i  adskillige numre, så han derfor af gode grunde ikke kan skabe den ud-eller overgang, som jo også er kapelmesterens vigtige funktion.

Søren Graversen har både monologer, sange og et temmeligt sjovt mimisk nummer som dirigent til et pivhamrende falsk orkester. Det bliver til lidt for meget, for han er altså en bedre musiker end skuespiller/sanger.

Susanne Breuning og Bente Eskesen leverer varen med alt hvad de har af talent og professionalisme. Der er scenisk nærver, autoritet og spilleglæde til overflod, og det redder faktisk nogle af de numre, der i hænderne på mindre talentfulde aktører kunne være endt ganske pinagtigt. Det sker ikke her. Vi føler os i særdeles godt selskab og revyen er ikke slut, når vi går ud i sommernatten. Der leveres stof til eftertanke. Og det er bestemt også en stor kvalitet ved en sommerrevy.

HOT: Den gennemførte og vellykkede scenografi pakker den lille forestilling smukt ind.

NOT: Markedsføringmateriale, program- og plakatbilleder signalerer et helt andet tema for forestillingen end den leverer.

DragsholmRevyen 2018 Holder Vand. Tekst og musik: Esben Kjær, Jakob Fauerby, Søren Graversen, Sven Gyldmark, Søren Dürr, Bent Fabricius-Bjerre, Dan Ejlersen, Aagaard/Jantzen, Sune Krintel, Jenny Højlund, Susanne Breuning og Bente Eskesen.

Instruktion: Jakob Fauerby. Scenografi: Effektfabrikken (Lone Pedersen og Ferdinand Fleischer). Koreografi: Susanne Breuning, Bente Eskesen og Steffen Hulehøj Frederiksen.

Medvirkende: Susanne Breuning, Bente Eskesen og Søren Graversen (også pianist).

Spiller på Odsherred Teater, Nykøbing Sj. til 21. juli. Og på Strandlyst Restaurant & Cafe, Vig, fra 26. juli til 10. august.

Anmeldt 29. juni (premiere).

Forestillingsfoto: Niels-Steen Andersen.

29-06-2018

Gillelejerevyen har strålende mad, en vidunderlig udsigt og en hyggelig revy på landets mindste scene.

* * *

Der er én væsentlig opgradering af Gillelejerevyen i forhold til sidste år; pianisten med meget mere Mads Strandgaard er ny på holdet i landets mindste revy, og han er en gevinst. Både fordi han spiller godt klaver, men også fordi han inddrages morsomt og musikalsk i flere numre.

I et par sæsoner var han med i Dragsholmrevyen, nu har han heldigvis fået tid til at hygge sig med Gillelejerevyens faste hold. Det består af primus motor og komisk frontfigur Jesper Søgaard, drevne og effektive Ulla Jessen, der på næsten magisk vis har en evne til at få selv de mest umulige numre til alligevel at gå an og Peter Holst-Beck, som desværre ikke har samme evne, og derfor lidt for ofte ender med at stå på herrens mark heroppe i det skønne Nordsjælland.

Den time og tre kvarter selve revyen varer er kun en del af oplevelsen. Mit råd til publikum, der ikke har været på Fyrkroen før, lyder, at man ankommer i god tid og tager en drink på terrassen, hvorfra man har den mest mageløse udsigt over vandet. På en smuk, varm sommeraften er dette sted det mest ideelle til at falde helt til ro. 

Fyrkroens nye ejere serverer en glimrende sommermenu på tre retter fredag/lørdag - bemærk, at torsdage normalt er stegt flæsk - denne premiereaften bestod den af store pil-selv-rejer, mørt og velstegt kalvesteg og en krudttønde af en chokoladedessert. Mums!

Helt lige så delikat er revyen ikke. Men det er slet ikke dårligt. Allerede i de indledende numre bliver der stukket til tidens emner; persondataregistrering og politisk korrekthed. Ulla Jessen forsøger sig med et potpourri over klassiske sange, men afbrydes hver gang af Mads Strandgaards politiske korrektioner. 

Jesper Søgaard er både flabet bugtalerdukke og resultatet af en vild nat i selskab med al for meget snacks og chokolade, og sammen med Ulla Jessen afslører han sølvbrudeparrets grelle hemmeligheder for hinanden med en sjov og overraskende pointe. Senere oplever vi ham som alt fra frimodig fisker til polsk blokvognsartist og en af Simon Spies' aflagte morgenbolledamer i selskab med Peter Holst-Beck, det er er syn for Guder!

Ulla Jessen synger fint om livets små og store aha-oplevelser, og giver den komisk gas som bl.a. liderlig kromutter, og i en monolog om reality ex-millionøsen Anne Mette Beckman, der længes efter the good life i Portugal, nu hvor de daglige ture til strandbaren er afløst af daglige ture til Borgerservice.

Peter Holst-Beck oplever vi bl.a. som skolelærer, der er gået fra tørre tæsk til tørre test, og i et nummer som ulvejæger, der hører til de mere bizarre optrædender i årets revyer. Endelig er hele ensemblet ganske morsomme som et aldeles humørforladt humørkor.

En hel del af revyens 21 numre lider under at være for lange eller at mangle en slagkraftig pointe, men man morer sig alligevel over de mange skæve figurer, og hygger sig i den gammeldags fjællebod, hvor alting bestemt ikke er så strømlinet og tjekket som i verden udenfor.

HOT: Stedet, udsigten og maden er i top.

NOT: De har lavet det hele selv; et par kritiske øjne udefra i de sidste prøvedage kunne have gjort nytte.

Gillelejerevyen - Costa del Gilleleje. Tekst og musik: Ulla Jessen, Mads Strandgaard, Martin Ahlehuus, Ib Christoffersen, Peter Holst-Beck, Vase & Fuglsang, Per Dahl, Johan Strauss, Jesper Søgaard, Erik Bo Bruhn, Lars Kanit og Fini Høstrup m.fl.

Instruktion: Jesper Søgaard. Kostumer: Lasse Kümler. Musikalsk arrangement: Mads Strandgaard.

Medvirkende: Ulla Jessen, Peter Holst-Beck, Mads Strandgaard og Jesper Søgaard.

Spiller på Fyrkroen v/ Gilleleje til 30. juni, og igen fra 2.-18. august.

Anmeldt 28. juni (premiere).

25-06-2018

Pudsigt stumfilmsteater i Kongens Have.

* * * *


Teatret Brændende Kærlighed er et lille teater, der har specialiseret sig i non-verbalt gadeteater, og som gennem en årrække har spillet deres forestillinger under åben himmel i Kongens Have og på turneer.

Det er første gang jeg stifter bekendtskab med den lille trup, men forhåbentlig ikke sidste, for deres forestilling denne sommer, "Forever Young", er en pudsig og munter lille sag, der fremkalder mere end bare smil på læben.

Det handler om Brdr. Young, der sælger mirakelmedicin på ægte kvaksalvermanér og som i deres søgen efter noget, der virkelig batter, opfinder en udødelighedsmikstur. Den viser sig at have ganske ubehagelige bivirkninger, og selvom brødrene higer efter hurtige penge og ikke nødvendigvis har de store skrupler over at narre de mindre kloge, så vinder moralen alligevel til sidst.

Altså en opbyggelig lille historie, serveret som stumfilmsteater a la både Chaplin og Gøg & Gokke med svingdørs slapstick og mange morsomme situationer i løbet af den time forestillingen varer.

De tre medvirkende Jens Kløft, Søren Møller Pedersen og Glenn Ziqver Xavier har alle et herligt kropssprog, der bærer den praktisk talt ordløse forestilling, så både voksne og børn, danskere og udenlandske turister kan følge med og hygge sig. Man kan måske nok mene at historien kunne være fortalt på 30 eller 45 minutter uden at det havde gjort noget, men hvad pokker, solen skinnede og vi hyggede os i den grønne oase midt i storbyen. Tak til kunststøtteordningen i Københavns kommune for, at man kan give folk sådan en fin lille forestilling kvit og frit.

"Forever Young". Af Jens Kløft og Annegrete Kraul.

Instruktion: Bodil El Jørgensen. Scenografi: Henriette Drejer Lubanski.

Medvirkende Jens Kløft, Søren Møller Pedersen og Glenn Ziqver Xavier.

Produceret af Teatret Brændende Kærlighed. Spiller i Kongens Have, København til 22. juli. Turné i august.

Anmeldt 24. juni (premiere)

Foto: Gorm Valentin 

25-06-2018

Endnu en herlig og perlende omgang revyperler i Rødvig.

* * * * *

De har gjort det igen!

En af landets absolut mindste revyer har skiftet navn til Rødvig Revyen - Revyperler, men både stil og kvalitet er den samme, som vi har oplevet den de seneste par sæsoner.

Ja, det er faktisk lige før, at årets revyperler er endnu bedre i år end i 2016 og 2017, hvor det ellers var en ren fornøjelse.

Fra først til sidst er Rødvig Revyen et perlende let, sjovt og musikalsk tilbageblik og gensyn med ældre og nyere numre fra nær og fjern; ét nummer så vi få, der er rejsende land og rige rundt i hælene på dansk revy, så sent som for en ugens tid siden i Hjørring, andre har de færreste alderen til at have oplevet på scenen, før de nu bliver bragt til live igen; i nogle tilfælde fornyet, i andre tilfælde står de bare helt rent.

Det bedste eksempel er Arvid Müller og Aage Stentofts "Jacobsen", som her leveres fuldkommen rentonet klart af Rikke Buch Bendtsen. Den blev først lanceret af Erica Voigt i Dagmar-Revyen 1948 og handler om kvinden, der kommer galt af sted da hun i bussen møder den charmerende Jacobsen, som tager sig friheder og løber fra ansvaret. I dag 70 år efter behøver den vise ikke én omskrevet linje for at være et skarpt indlæg i #MeToo debatten.

Rikke Buch Bendtsen er sammen med unge Charlotte Amalie Kehlet revyens nye damer. Sidstnævnte tilmed en regulær revydebutant, som med charme og en skøn udstråling blandt andet serverer "Mariehønen" fra 1954 (fra inden Cirkusrevyen hed Cirkusrevyen), som en moderne storbypige, der mister både tid og sted, i mødet med den lille poetiske, flyvende vejrmeldingsbille... Charlotte Amalie har mange talenter at spille på, et af dem er violin, som hun håndterer elegant i et forrygende musikalsk Svend Asmussen og Swe-Danes nummer, der indleder anden akt. Lad os endelig få mere at se til hende i fremtiden!

Herrerne er gengangere fra de sidste henholdsvis otte og fire år i revyen. Max Hansen, som igen har instrueret med lidt hjælp på sidelinjen fra Martin Miehe-Renard, og elegante og energiske Kasper D. Gattrup, der boltrer sig som en ål i mudder i både nyere, ældre, musikalske og morsomme numre. Max Hansen har pondus på den lille scene, hvadenten han fjoller som kæmpebaby - nej ikke Dirchs - eller dejligt neddæmpet fortolker Osvald Helmuths hjertevarme "Den sidste bon". Og Gattrup har sådan en 'Preben Uglebjergsk' dygtighed, både i sin egen herlige bedemandsmonolog, i fjollevisen "Der er meget langt til Rungsted" (Apollo Revyen 1944), et nummer, der får lov at fremstå i sin rene, gammeldags form, og i Rasmus Krogsgaards sødt poetiske "En lækker lille skattesag", der første gang blev præsenteret i Sønderborg for bare to år siden. Dér, som her, med Rikke Buch Bendtsen som 'skattesagen'. Hun tager også kegler som sexolog med speciale i noget så umoderne som 'helt almindelig sex' og sammen med Gattrup i en klassisk forviklingssketch om cougar-dating.

Sådan er Revyperler. Der er gammelt og knapt så gammelt materiale. Det er en balancegang at få det hele til at samle sig til en revy, der både morer og vækker minder om en svunden tid, og i den proces behøver man også numre, der er endog meget langt fra 'klassiker niveau'. Dem tager vi gladeligt med, og det skal siges, at de er ganske få i årets særdeles vellykkede revyperle-samling.

Med små midler er både scenografi og kostumer elegante og lækre og hvor er det skønt, at der igen i år er blevet råd til en velspillende trio under Stuart Goodsteins kyndige ledelse. Det klæder forestillingens gnistrende musikalitet. 

Min ledsager - årgang 1936 - nød hvert sekund, men jeg er temmelig sikker på, at også et langt yngre publikum vil slubre revyperlerne i sig - igen i år.

HOT: Uden ildsjæle ingen Rødvig revy. Det er skønt at Jeanette og Michael Larsen vil det her så meget, at Rødvig Revyen Revyperler nu kan fejre 10 års jubilæum.

NOT: Det er ærgerligt, at det ikke anføres i det trykte program, hvor og hvornår de forskellige numre blev lanceret.

"Rødvig Revyen - Revyperler". Tekst og musik: Kasper D. Gattrup, Stuart Goodstein, Kent Bovin, Adam & James Price, Vase & Fuglsang, Rasmus Krogsgaard, Niels Olsen, Finn Martin, Svend Gyldmark, Jan Svarrer & Christian Bjerrum, Arvid Müller, Aage Stentoft, Svend Asmussen, Osvald Helmuth & Henry Carlsen, Kjeld Nørregaard, Janus Elsig, Søren Anker Madsen, Robert Arnold, Kjeld Bonfils, Søren Pilmark, Bennie Benjamin & Geirge Davis Weiss, Epe og Poul Erik Sørensen m.fl.

Instruktion: Max Hansen (med hjælp fra Martin Miehe-Renard). Scenografi: Jan Hansen. Koreografi: Rikke Buch Bendtsen. Kostumer: Tina Grunwald. Kapelmester: Stuart Goodstein.

Medvirkende: Rikke Buch Bendtsen, Charlotte Amalie Kehlet, Kasper D. Gattrup og Max Hansen.

Spiller på Kulturhuset Harmonien i Rødvig til 4. august.

Anmeldt 24. juni (premiere)

Foto: lånt fra facebook.