Teater & revy

24-11-2017

Pelle Emil Hebsgaards forrygende præstation er hele aftenen værd i Tivolis barnlige, men underholdende julemusical. ANMELDELSEN BRINGES OGSÅ PÅ BT.DK.

* * * * *

Alle sejl er sat til i Tivolis store julemusical-satsning ”ELF – The Musical”. Musicalen er baseret på en fjollefilm fra 2003 med Will Ferrell i hovedrollen, og så vil man allerede ane hvor det bærer hen. Vi er i afdelingen for overgearet spøg og skæmt, og der er udsalg på alle hylder. Filmen blev en stor publikumssucces, og i 2010 fik smarte teaterfolk med næse for hvad der sælger billetter, så den idé at omsætte filmen til en Broadwaymusical, og man satte nogle af teaterbyens velrenommerede folk på opgaven.

Resultatet er en af den slags konceptmusicals, som næppe klarer et dybdegående kvalitetstjek, men i det ydre fungerer aldeles upåklageligt, med swingende jazzede melodier, flotte showoptrin, et handlingsforløb som enhver fra tre år og opefter kan forstå; og en hovedrolle, der giver den rigtige skuespiller muligheden for at tage alle stik hjem.

”ELF – The Musical” står og falder altså, trods mylderet af personer på scenen, med én person; menneske-alfen Buddy. Det er meget enkelt. Ingen Buddy. Ingen succes.

I Tivoli hviler dette åg på skuldrene af Pelle Emil Hebsgaard. Og hurra! Han lykkes!

Pelle Emil Hebsgaards præstation er intet mindre end forrygende. En mesterlig tour de force af sang, dans og tindrende komik, tilsat lige præcis den knivspids sødme og charme, der får os til at knuselske denne voksenbaby på vildspor i et hektisk og hjerteløst juleræs. I Pelle Emil Hebsgaards skikkelse redder alfen Buddy ikke bare julen; han redder også showet og sikrer en femstjernet succes.

Historien i ”ELF – The musical” er meget amerikansk. Som spæd forvilder drengen Buddy – i Trine Dansgaards ret vellykkede fordanskning, hvor handlingen er henlagt til København, hedder han Brormand – sig ned i julemandens sæk og kommer med til julemandens værksted i Grønland, hvor han vokser op sammen med julemandens alfer, der sørger for julegaver til alverdens børn. 30 år senere er alferne godt klar over, at Brormand ikke er alf, men menneske, og julemanden beslutter at sende ham til København, for at genskabe den julestemning, som driver en moderne julemandskane, og genforene ham med den far, der ikke aner at han har en søn, resultatet af en affære i studietiden med en kvinde, der senere er død. Faderen er forlagsdirektør på et kriseramt børnebogsforlag, meget stresset og har hverken tid til Brormand eller til sin nye kone og lille søn. Brormand forstår mildt sagt heller ikke at gebærde sig blandt mennesker og hans umiddelbare og barnlige naivitet bringer ham i alverdens ulykker, men han møder også den smukke Julie, som han forelsker sig hovedkulds i. En stribe festlige shownumre senere lykkes missionen for Brormand, der både redder julen, får den far, han aldrig har haft og bliver gift med den smukke pige. Den happy ending havde vi jo nok gættet inden, så den vover jeg at afsløre.

”ELF – The Musical” er en rigtig familieforestilling, og bortset fra at Tommy Kenter i rollen som julemanden, ikke kan dy sig for at lade der gå en lille smule Billy Bob ’Bad Santa’ Thornton i den, så vil selv ganske små børn have en fest, når Pelle Emil Hebsgaard folder fjollerierne ud i fuldt flor i det ene imponerende showoptrin efter det andet. Os voksne vil nok forholde os noget mere skeptiske til den mildt sagt naive handling, og de mindste vil muligvis føle at to timer og halvtreds minutter inklusiv pause er lige lovlig lang tid at ’sidde stille’, men man er ikke desto mindre særdeles godt underholdt.

Det er 100 procent Brormands show, men heldigvis er der også andre, der byder ind. Camille Bendix er hysterisk morsom som ungarsk sekretær på faderens forlag, Niels Ellegaard spiller den pressede far lige præcis som den rolle skal spilles; først sur og tvær, til sidst varm og hyggelig. Musicalstjernen Julie Steincke synger smukt i duetterne med Brormands søde lillebror og Christiane Schaumburg-Müller er både yndig og kær, som pigen, Brormand forelsker sig i. Endelig leverer Tommy Kenter sit eget lille show-i-showet som både julemanden og ond direktør, og det er faktisk ret morsomt.

Peter Jensens 12 mands band sørger for at musikken swinger upåklageligt, og man kan kun rose instruktøren Mads M. Nielsen for at få hele det velsmurte maskineri til at glide til noget nær perfektion.

Men aftenens altoverskyggende stjerne er og bliver Pelle Emil Hebsgaard. Det hele hviler på hans skuldre, og han bærer showet smukt i hus, og sørger for at det nok skal blive en glædelig jul.

”ELF - The Musical”. Manuskript: Thomas Meehan og Bob Martin. Musik: Matthew Sklar. Sangtekster: Chad Beguelin. Dansk oversættelse og bearbejdelse: Trine Dansgaard.

Instruktion: Mads M. Nielsen. Scenografi og kostumer: Astrid Lynge Ottosen. Koreografi: Lee Proud. Kapelmester og arrangør: Peter Jensen.

Medvirkende: Pelle Emil Hebsgaard, Tommy Kenter, Niels Ellegaard, Christiane Schaumburg-Müller, Julie Steincke, Camilla Bendix m.m.fl.

Spiller i Tivolis Koncertsal til 26. december.

Anmeldt 23. november (premiere)

Foto: Miklos Szabo.

23-11-2017

Ellen Hillingsø imponerer i Folketeatrets kabaretforestilling om Liva Weel, selvom hun hverken af ydre eller i sin stil ligner 30’ernes og 40’ernes store revystjerne. ANMELDELSEN BRINGES OGSÅ PÅ BT.DK

* * * *

Ellen Hillingsø som Liva Weel? Hvem har egentlig fået den idé?

Hverken af ydre eller i stil og udtryk er der meget Liva over Ellen. Hun er langt mere diva end Liva, og udstråler slet ikke den djærve folkelighed, der var så karakteristisk ved Vesterbro-pigen, som sprang fra et kontorjob til en karriere på scenen. Ellen Hillingsø har en helt anderledes cool elegance, og hendes portræt af en stjerne, der slides op og brænder ud, kunne lige så godt være et rammende og stærkt portræt af en Hollywood-diva fra 30’erne og 40’erne end af Danmarks største revystjerne nogensinde, som revyhistorikeren Erik Hvidt kalder Liva i DR’s programserie om ”Store danskere”.

Det helt store spørgsmål er jo så, om det gør noget? Og svaret svæver i luften som et lidt flagrende ’både og’. Dramatikeren Vivian Nielsen og instruktøren Rolf Heim har med ”Liva – en kabaret om frihed” bestemt taget højde for, at hovedaktricen og hovedpersonen ikke nødvendigvis har samme kunstneriske og sociale DNA. Det er i lige så høj grad, hvis ikke mere, en forestilling om frihedstrang og kvindefrigørelse, om kulturradikalisme og om kunsten som politisk instrument, og persongalleriet kunne ligeså godt have været fiktive karakterer inspireret af Liva, af Poul Henningsen og så videre. Det er det så ikke, og så må man leve med, at der sættes spørgsmålstegn ved opsætningen.

På mange måder er Ellen Hillingsøs portræt af stjernen, der lever livet fuldt ud, sætter karrieren over mand og barn, slider sig selv op, og ender med skære båndene til selv sine mest trofaste støtter og dør ensom, både stærkt og gribende. Hun er en sensuel kvinde, der æder mændene råt og smider dem ud, når det hele bliver for konformt og pænt. Hun brænder for kunsten; i dette tilfælde revyen, men det kunne vel i virkeligheden have været hvilket som helst kunstnerisk udtryk. Og hun brænder ud. Præstationen er ganske imponerende, hvad enten hun så ligner Liva eller ej.

Nok er det Ellen Hillingsø, der er forestillingens centrale midtpunkt, men omkring hende står Birgitte Raaberg, Karsten Jansfort og især Henrik Koefoed stærkt i rollerne som menneskene i Livas liv. Veninden, den elskede bedstemor med de okkulte evner, revydirektøren Frede Skaarup, den forsømte ægtemand Arne Weel og ikke mindst Poul Henningsen, PH, der her portrætteres aldeles vidunderligt af Henrik Koefoed, bærende på en lille skrivepult, behørigt udstyret med en PH-lampe. Alle tre tegner de meget fine, klart definerede karakterer.

Og så er der jo sangene. Dem må vi sandelig ikke glemme. 16 af de bedste. Hver for sig og sammen noget af det bedste, der er skrevet til den danske revyscene nogensinde. De bliver her ikke kun sunget af Liva, men som i en teaterkoncert, fortolket af hele det lille ensemble og sandelig også som fællessang, når publikum inddrages i den helt centrale ”Man binder os på mund og hånd”, og derved meget effektfuldt beskriver den fællesskabsånd, sangen skabte under krigen. Jens Krøyer bag klaveret leverer musikken som den tavse akkompagnatør og Sisse Gerd Jørgensen har skabt en meget enkel, men ikke desto mindre virkningsfuld scenografi, hvor det meste klares med to bevægelige døre, tre stole, en divan og flere lag af lange, hvide, florlette gardiner.

”Liva – en kabaret om frihed” er både et alvorsfuldt drama og en basalt underholdende kabaret, godt skruet sammen, velspillet og charmerende. Men Liva, hende savner vi stadig.

”Liva – en kabaret om frihed”.

Af Vivian Nielsen med sangtekster og musik af Poul Henningsen, Børge og Arvid Müller, Kai Normann Andersen, Alfred Kjærulff, Billy Morris, Holger Bech, Henri Lemarchand, Jo Boullion, Aage Steffensen, Lauritz Howalt, Bernhard Christensen, Axel Thingsted, Dan Folke, Jean Lenoir og Henry Willum.

Instruktion: Rolf Heim. Scenografi: Sisse Gerd Jørgensen. Koreografi: Peter Friis.

Medvirkende: Ellen Hillingsø, Karsten Jansfort, Henrik Koefoed, Birgitte Raaberg og pianisten Jens Krøyer.

Spiller på Folketeatret (Hippodromen) til 22. december. Landsdækkende turné fra 20. februar til 11. maj.

Anmeldt 22. november (premiere).

Foto: Thomas Petri

 

20-11-2017

Der er her i november udkommet ikke færre end tre biografier om/af kendte danske skuespillere, der alle har det til fælles, at de primært gør sig indenfor underholdningens verden. Samtidig overlapper historierne i de tre bøger i et vist omfang hinanden, da Lisbet Dahls, Klaus Paghs og Per Pallesens veje i den grad har krydsedes gennem årene.

Den bedste af de tre er så afgjort ”Lisbet Dahl – Undskyld, jeg blander mig”, der er skrevet af de to erfarne teaterjournalister Rikke Rottensten og Jacob Steen Olsen. Det lykkedes dem at fange revydronningen fra Bakken lige på kornet, og bogen fortæller let og perlende om et langt liv på teatret. Nu kan man sige, at Lisbet Dahl måske ikke er den sværeste at få til at tale åbent og ærligt om livets lys- og skyggesider. Alligevel synes jeg, at det er lykkedes at tegne et ærligt portræt, der stikker væsentligt dybere end blot et åbenhjertigt ugebladsinterview, som Lisbet har lavet så mange af. Især de kapitler, der handler om hendes arbejdsmetode som revy- og teaterinstruktør er spændende, fordi vi her bliver taget med ind i maskinrummet bag den vel nok største succes i underholdningsteatret, Cirkusrevyen. Et emne, som sjældent afdækkes i de interviews, som Lisbet har givet så mange af, at de anekdotiske, private og personlige fortællinger næsten alle sammen synes at være nogle man har hørt før.

Jo, Lisbet Dahl fortæller også om sine mænd i bogen, og om alle sine børn, men aldrig udleverende og hele tiden med kærlighed. Også, når kærligheden pludselig ikke er så kærlig mere. Bliver det en lille smule overfladisk, når der fortælles om, hvad der for de fleste ville være en alvorlig livskrise, og det rundes af med et ’men sådan er det’ ? Det kan man godt sige, men det fortælles faktisk meget direkte i indledningen, at Lisbet Dahl er et menneske, der ikke dvæler for længe ved det negative, men fremhæver det positive og går videre i livet derfra, en erfaring eller to rigere. Det er interessant at læse om hendes fascination af det overnaturlige, hendes opfattelse af sig selv som synsk, og hendes erfaringer med det okkulte. Jeg mindes faktisk engang, hvor premieren på en Cirkusrevy var sat til et sent, skævt tidspunkt på grund af et eller andet overtroisk hos Lisbet, men lige den historie får vi nu ikke. Der må også have været mange at vælge imellem, og det må have været en stor opgave at sortere. En opgave, de to forfattere synes at have løst aldeles fortræffeligt.

Man kan roligt købe ”Lisbet Dahl – Undskyld, jeg blander mig” og lægge under juletræet i pænt papir. Det er ikke en bytter.

Lisbet Dahl: ”Lisbet Dahl – Undskyld, jeg blander mig” fortalt til Jacob Steen Olsen og Rikke Rottensten. Berlingske/People’sPress. 313 sider. 300 kr. *****

 

Også Per Pallesen bliver portrætteret i en stor og omfattende biografi, skrevet af Anne-Sofie Storm Wesche, der er erfaren i den slags. 

Ligesom det er tilfældet i Lisbet Dahl-bogen, er der også her fokus på det gode i livet. Ganske vist kommer Per Pallesen også kortvarigt ind på alvorlige emner som skilsmisse og depression, men det bliver aldrig for alvor reflekterende, højst konstaterende. Og så kan det undre, at hans mellemste ægteskab fuldstændigt forbigås og ikke nævnes med ét eneste ord. Det kan der selvfølgelig være alle mulige årsager og gode grunde til, men jeg synes, at når man skriver sin biografi, så må man nødvendigvis fortælle hele historien.

Per Pallesen bruger uendeligt mange sider på at remse op af roller han har spillet, og kolleger han har spillet sammen med, uden nogen egentlig dybere mening. Vi får at vide, at forestillinger var ’gode’ og ’succeser’, eller ’ikke lykkedes’ og ’blev fiaskoer’, men nærmest ikke hvorfor netop den ene forestilling lykkedes, og den anden ikke gjorde. Det gør desværre lange passager i bogen noget kedsommelige og bliver nogle, man nærmest skøjter igennem. Der er også passager, hvor man fornemmer, at det er gået lige lovligt stærkt med at få fortalt og skrevet, så stærkt, at grundig korrektur er gået fløjten.

Titlen ”Eventyret venter om det næste hjørne” virker måske ikke helt i sync med bogens generelle indhold og sproglige tone, selvom det skrives i indledningen, at det ligger i Per Pallesens lyse livssyn. Og i forlængelse af dette kan det godt ærgre mig lidt, at Pallesen ikke går mere i dybden med for eksempel de store økonomiske udfordringer han havde som direktør for Lorry, hvor restauratørerne vist nok snød ham så vandet drev, eller om sine dybere tanker omkring den for mange uforståelige ’fyring’ (reelt en kontrakt, der ikke blev forlænget) fra Nørrebro Teater. Man kan også mene, at de mange år med Hjørring Revyen omtales for overfladisk, ikke mindst hvorfor han til sidst valgte at rejse. Deri må ligge stærke følelsesmæssige overvejelser, som havde været langt mere interessant læsning end endeløse opremsninger af forestillinger.

Er man vild med Per Pallesen, så skal man selvfølgelig læse bogen, også selvom man måske ikke bliver så meget klogere på mennesket bag Mathiessen.

Per Pallesen: ”Eventyret venter om det næste hjørne” fortalt til Anne-Sofie Storm Wesche. People’sPress. 351 sider. 300 kr. ***

Den tredje biografi er Klaus Paghs ”Et liv blandt komikere og skønne kvinder”, fortalt til den tidligere BT-journalist Bodil Cath. Pagh er både kendt som en succesfuld teater- og filmmand, ikke mindst for sin tid i spidsen for ABC-Teatret og Aveny på Frederiksberg og for en lang, succesrig årrække som direktør for Tivolirevyen, og som ikke så lidt af en libertiner, med en aldrig svækket forkærlighed for unge, smukke kvinder. Han har oplevet meget i sit liv, det fornemmer man. Men sjældent har man oplevet et spændende livsforløb beskrevet så overfladisk, forvirret og ligegyldigt som her.

Forlaget Bianco Luno, der har udgivet bogen, har åbenlyst ikke haft en grundig redaktør inde over, og med al respekt for Bodil Caths journalistiske tæft (vi var i adskillige år kolleger på BT’s underholdningsredaktion), så er hun bedre til at opsnuse nyheder og få folk til at fortælle, end hun er til at formidle historierne videre.

Blandt andet derfor bliver denne biografi fra start til slut en omgang forvirret rod, hvor der springes rundt mellem anekdoterne uden mål og med. At der så tilmed har sneget sig et hav af sjuskefejl ind, må forlaget nok tage på sin kappe. Det er for eksempel direkte pinligt, at Klaus Paghs gode ven, entertaineren Anders Bircows navn konsekvent staves forkert.

Der er periodisk anslag til noget, der kunne være interessant; som for eksempel, at Klaus Pagh følte sig blacklistet af en socialdemokratisk konspiration i kulturlivet, men man har intet gjort for at forfølge denne påstand, som derfor kommer til at fremstå både uimodsagt og udokumenteret.

Klaus Pagh: ”Et liv blandt komikere og skønne kvinder” fortalt til Bodil Cath. Forlaget Bianco Luno. 270 sider. 299 kr. **

18-11-2017

Revysæsonen lukker med en plat og uelegant julefrokostrevy i Aalborg

* * 

Når man tager fire dygtige og normalt helt  driftssikre revysolister, en af landets bedste kapelmestre, benytter primært velprøvede numre, der er gået hjem andre steder, og tilsætter det hele en ferm artist og fire kønne lårsvingere, så burde det ikke kunne gå galt.

Det gør det så mærkværdigvis i Aalborg Vinterrevy, der lukker og slukker revysæsonen 2017. En god revysæson, som desværre ikke slutter på den store klinge.

Ernst Trillingsgaard har forladt Aalborg Kongres & Kulturcenter for at gå på pension, men ikke mere end at han stadig fungerer i rollen som 'kunstnerisk konsulent' på revyen, som han har været det i 28 år, og som han også i samme periode har været i Cirkusrevyen. Han har normalt en formidabel 'næse' for hvad der virker på en revyscene, men i dette tilfælde har næsen drillet.

Der er sluppet numre med i forestillingen, der ville være blevet strøget inden premieren  i en en hvilken som helst forsamlingshusrevy. Ét, der figurerer i det trykte program, er fjernet; jeg kan næsten ikke forestille mig hvor slemt det har været.

Det er Rasmus Krogsgaard, der for andet år i træk har instrueret  og selv medvirker på scenen. Han er afgjort et af dansk revys mest talentfulde hoveder, men her har dømmekraften svigtet. Sorry to say. Men det er ikke hans skyld alene. Pernille Schrøder, Vicki Berlin og Thomas Mørk har jeg aldrig set sådan her; de plejer altid at levere varen. Ikke denne gang. De er skingre, overspiller og forekommer helt ude af sync. Er det fordi denne fredag aftens publikum er temmeligt gumpetunge, og slet ikke reagerer på løjerne?  Eller udebliver publikums reaktioner fordi de ikke synes, at det de ser er spor morsomt? Det er nok en kombination. Samspillet mellem scene og sal er essentielt i revyens svære kunst. Preben Kaas sagde altid, at hvis man ikke fanger publikum i løbet af ti sekender, så fanger man dem aldrig. Denne revy beviser teorien fuldt ud. Meget, meget få numre 'går hjem' på denne aften.

Der er ellers lagt op til løjer. Inden revyen spiser man et kæmpe, traditionelt julebord. Ganske udmærket, uden at være prangende. Der er øl og snaps på bordene og der lægges op til at der skyldes grundigt igennem. Efter det følger så revyen. Det siger sig selv, at man ikke i et sådant forum skal arbejde med revykunstens fineste og mest sårbare nuancer. Den skal have én over nakken, ska' den, og det får den så også.

Skal man rose denne revy for noget, så er det dens tempo. Det går derudaf for fuld pedal. To timer varer den, inklusive tyve minutters pause, så tjenerne kan få solgt nogle flere bajere. Det er effektivt.

Indledningen er hvad man tror er årets mest platte sketch om en firmajulefrokost. Fem minutter efter, at publikum har spist den sidste skål ris a' la mande, brækker Thomas Mørk sig på scenen som patstiv direktør med et godt øje til sekretæren Jytte, der får en baghyler over kopimaskinen. 

Vi får et gensyn med Pernille Schrøders Thyra Frank-parodi, der er mere ondskabsfuld end morsom, vi får Vicki Berlin, Krogsgaard og Mørk som rockere i et nummer fra en Cirkusrevy for nogle år siden og en ganske sjov historie om en helt almindelig hændelse, der bliver fortalt videre fra nabo til nabo indtil den selvfølgelig slet ikke ligner sig selv, og Krogsgaard giver sin ramsaltede Bertel Haarder-parodi, der væltede publikum ned af stolene af grin i Sønderborg. Her slår den ikke i gennem på samme måde, hvilket i øvrigt også er tilfældet med hans eminente "Give me a break", hvor han rytmisk kommenterer verdenssituationen med et imaginært trommesæts lyde og toner. Nummeret er et af årets bedste revynumre, og også denne forestillings egentlige højdepunkt.

Pernille Schrøders bluessyngende Lars Løkke har været set bedre før, og det samme gælder Vicki Berlins faste figur, teenagepigen Camilla, der  overspilles grelt i håbet om at grimasserne kan fremtvinge den latter, som ordene åbenbart ikke kan.

Uvist af hvilke årsager har Thomas Mørk valgt at tage en håbløst plat monolog fra Odense med, hvor han som issælger råber peeenis, og fortæller sjoferter, der ikke engang ville være sjove på pissoiret på Aalborg Stadion i pausen i en 0-0 kamp mod Hobro.

Bedst som man tror, at det ikke kan blive mere lummert, slutter revyen af med en nytårsaftensketch, hvor lorten bliver smidt på bordet i en plat selskabsleg. Det  er det værste nummer ikke bare i denne revy, men i hele revysæsonen - tro mig, jeg har set dem alle - og komplet ubegribeligt hvordan det har kunne passere gennem nåleøjet hos ellers kompetente og erfarne revyfolk som Rasmus Krogsgaard og emeritus Trillingsgaard.

Artisten Alexander Arli medvirker både i sangnumre og sketches, og har to artistnumre, som bestemt ikke er fra øverste hylde, og de fire unge, kønne dansepiger er søde og dygtige. 

Samme skuespillerhold er allerede valgt til næste års vinterrevy. Jeg glæder mig. Det kan nemlig kun blive bedre.

Aalborg Vinterrevy.

Tekst og musik: Simon Nøiers, Rasmus Krogsgaard, Morten Wedendahl, Rasmus Søndergaard, Carl-Erik Sørensen, Mickey Pless, Henrik Lykkegaard, Peter Spies,Kenneth Sichlau, Staffan Bjergstedt, Pernille Schrøder, Søren Anker Madsen, Niels Olsen, Leif Maibom, Jens Krøyer, Thomas Mørk, Mikael Neumann, Vase & Fuglsang, Vicki Berlin, Jacob Weble og div. komponister.

Instruktion: Rasmus Krogsgaard. Koreografi: Kathrine Lundorff. Kapelmester: Morten Wedendahl.

Medvirkende: Pernille Schrøder, Vicki Berlin, Thomas Mørk, Rasmus Krogsgaard, Alexander Arli og House of Dance-balletten.

Spiller i Aalborg Kongres & Kulturcenter til 9. december (fredag-lørdage).

Anmeldt 17. november. 

 

16-11-2017

Platt-forms nye show er absolut fremragende satirisk underholdning. Se det!

* * * * * 

Kære læser. Hvis du skal se ét show i København denne vinter, så lad det være trioen Platt-forms fuldkommen mesterlige og vidunderligt morsomme musikalske show, der spiller på Betty Nansen Teatrets annexscene Edison!

Showet, der har undertitlen "En smule i overkanten", får fem funklende stjerner her, men det er måske en smule i underkanten for der er knapt nok en finger at sætte noget som helst. Det er musikalsk, begavet og meningsfuld underholdning, serveret til noget nær perfektion af trioen Mille Lehfeldt, Laus Høybye og Jakob Fauerby. De har selv skrevet det hele. De har tilmed instrueret sig selv. Den slags kan ofte være farligt, men ikke her. Balancen mellem sjov og alvor, underfundighed og frækhed, små og grove virkemidler bliver ramt lige på sømmet. Strålende.

Er der overhovedet et dødt øjeblik i det lige knapt to timer lange show (inkl. pause), så er det måske lige efter pausen, hvor det er som om showet lige skal tilbage i de omdrejninger, man sluttede på i første halvdel. Men det er sandelig kortvarigt. 

Det er Platt-forms andet show, og jeg ærgrer mig blåviolet over at have misset det første. Trioen kendes også fra radiosatire, hvor jeg må erkende at jeg ikke altid er helt begejstret, men det er altså også på scenen, at talentet foldes fuldt ud. Samspillet mellem tre venner, der tydeligvis både kender hinanden til bunds og holder af at optræde sammen, deres mimik, selvironi og smittende musikalitet fungerer perfekt. Og så har de altså noget på hjerte.

Platt-form er nok morsomme, meget morsomme, men der er holdninger bag hvert et ord. Satiren er knivskarp. Når de optræder som vrede sortklædte, tyske kulturaktivister, synger smukt om adfærden på de Sociale Medier eller optræder som virtuost, musikalsk talekor, der kommenterer på tidens varme emner, er det begavet humor på højt plan.

Latteren får frit løb i en fuldkommen vidunderlig 'improvisation' over Syndefaldet, hvor vi lige får at vide, at det altså er forskel på Skam og eksistentiel skam.

I en sang om ytringsfrihed lyder én af linjerne, at det er vores ret at tale frit, og krænke andre rigtig tit.... og en sang om retfærdighed og ligeret har et omkvæd med bittesmå, sure sko... Det hele pakket ind i swingende musikalitet.

Selv når trioen mod slutningen serverer et godt, gammeldags medley blottet for holdning og relevans, bliver det faktisk nærmest det modsatte. Det er saftsuseme godt lavet.

Der er reelt kun en eneste negativ ting at skrive om Platt-forms show; de spiller kun til 9. december! Skynd Jer at få købt billet. Der bliver hurtigt udsolgt!

"Platt-form - En smule i overkanten". Af og med Mille Lehfeldt, Laus Høybye og Jakob Fauerby.

Instruktion: Platt-form. Koreografi: Steffen Hulehøj Frederiksen. Musikalsk arrangør: Denise Stockmann. Kostumer: Nicholas Nybro.

Spiller på Edison til 9. december.

Anmeldt 15. november.

Forestillingsfoto: Natascha Thiara Rydvald.