Teater & revy

27-09-2017

Meget morsomt kig ind bag magtens tykke mure, med embedsmanden, der blev komiker.

* * * *

Jeg bliver nødt til at indlede med en indrømmelse. Jeg har ikke set Per Helge Sørensens to første stand-up shows DJØF med løgn I og II. Mødet med embedsmanden, der forlod statsadministrationen for at blive komiker, i aftes i Tivolis Koncertsal, var første gang jeg oplevede ham. Og det var en rigtigt positiv oplevelse.

Stand-up comedy på dansk er normalt ikke lige min kop te. Med ganske, ganske få undtagelser, synes jeg simpelthen ikke vores stand-up'ere er dygtige nok til at stå alene på en scene i to timer og fortælle vittigheder. Per Helge hører undtagelserne. Ikke fordi han som sådan er dygtigere end de fleste andre, men fordi hans baggrund for at lave sin politiske satire er en anden. Han har selv været der, midt i magtens centrum, i statsadministrationen på Slotsholmen.

På mange måder er Per Helge i 'familie' med andre, dygtige politiske satirikere som f.eks. Flemming Jensen, Michael Schøt og Jacob Morild, som gennem årene har beskæftiget - og beskæftiger - sig en del med politisk spin på det humoristiske plan. 

Forskellen på ham og dem er blot, at hvor de står udefra og kigger ind i embedsværket, så står Per Helge inde i embedsværket og kigger endnu dybere ind. Og det er sjovt.

I dette show tager han udgangspunkt i et ikke nærmere bestemt ministerium - Beskæftigelsesministeriet - og to sager; Vejlemodellen og Velfærdskommisionen! Desuden kigger han tilbage på de unge år, hvor han arbejdede som medhjælper i en børnehave, og der, såede de første frø til en glorværdig karriere som DJØF'er i Statsadministrationen.

At Per Helge har fundet en niche og et publikum er der ikke tvivl om, når man ser på turnéprogrammet, der inkluderer ikke færre end 10 (ti!) shows i Tivolis Koncertsal inden det går løs med en lang turné rundt til de store musik- og kulturhuse efter nytår, en turné, der lige p.t. slutter midt i marts. Der var ikke helt udsolgt i aftes i Koncertsalen, men den er også stor, og når man så sig omkring i salen med alle sine forudindtagede fordomme, så vil jeg vove den påstand, at 90 procent af publikum var offentligt ansatte. Det er dem, primært, der i det daglige er mest udsat for djøficeringen af samfundet, og de kunne virkelig genkende nogle af de situationer, der blev lavet sjov med. Virkeligheden er ofte meget sjovere end fiktionen - desværre!

Politikerne får en på hatten. De ved praktisk talt intet om det de taler om! Og opdager så derfor ikke, at den beskæftigelsesmodel, de vil rulle ud (dejligt DJØF-ord) i hele landet, allerede er rullet ud af den forrige regering, som til gengæld nu, hvor de er i opposition, tordner mod den. Kommissioner og styrelser, udvalg og den slags er stort set kun nedsat for at trække ubehageligheder i langdrag, og trivselsrummet i ministeriet benyttes til at opmagasinere de 100.000 pjecer, der var resultatet af den forrige kommissions langvarige arbejde, og som for himlens skyld ikke må komme videre....

Der skal noget til at stå helt alene på en stor scene, uden nogen form for rekvisitter, i godt to stive timer (plus pause) og joke med embedsværkets fortrædeligheder. Den første afdeling var klart den sjoveste, mens showet efter pausen kom til at løbe lidt i tomgang og mistede noget af energien. Ikke fordi, det ikke var morsomt, men mest fordi man måske sad med følelsen af, at det har vi hørt. Anden afdeling kunne altså med gavn godt strammes op,men det er også den eneste anke.

En aften med Per Helge og hans inside Borgen comedy er næsten som at se et par afsnit af "Javel, Hr. Minister" bare uden ministeren. Og det er altså meget morsomt.

"DJØF med løgn III - Borgen". Satirisk af og med Per Helge Sørensen.

Spiller i tivolis Koncertsal til og med 6. oktober. Danmarksturné fra 20. februar til midt i marts.

Anmeldet 26. september i Tivolis Koncertsal.

24-09-2017

Peter Langdals forsøg på at overføre Susanne Biers ”Efter Brylluppet” til en musical for scenen er en kikser af de helt store. ANMELDELSEN BRINGES OGSÅ PÅ BT.DK.

*

Det er en katastrofe. Intet mindre. Peter Langdals forsøg på at skabe en musical på baggrund af Susanne Biers Oscar-nominerede film ”Efter Brylluppet” mislykkes i en sjælden grad. Den tre timer lange forestilling, der lørdag havde urpremiere i Musikhuset Aarhus, som andet ben i et spændende trilogi-projekt, der også har omfattet filmen ”Brødre” opført som opera, og afsluttes med filmen ”Elsker dig for evigt” som moderne ballet senere på året, er en frygtelig rodebutik, der aldrig på noget tidspunkt kommer til at fungere som et selvstændigt værk.

Ideen med at få en stribe af dansk pop og rockmusiks største navne til at komponere og skrive sangteksterne, således at hver af historiens fem hovedkarakterer har sin ’egen’ komponist, er på papiret både interessant og nyskabende, men eksperimentet lykkes af flere årsager slet ikke.

Komponisterne er ellers stærke og dygtige folk som Anne Linnet, Mads Langer, Tim Christensen, Peter Sommer, Sys Bjerre og Peter A.G. Nielsen suppleret af forestillingens kapelmester Joakim Pedersen. Flere af de ikke færre end 35 musiknumre i forestillingen har bestemt kvaliteter som selvstændige popsange, men fungerer med meget få undtagelser slet ikke i den dramaturgiske sammenhæng. Musikken stikker ud i alle mulige retninger, uden en rød tråd til at binde handlingen og historien sammen.

Handlingen er der som sådan heller intet i vejen med. En historie om en halvgammel hippie på et indisk børnehjem, der lokkes til Danmark under påskud af at rigmand vil donere penge til børnehjemmet, men reelt fordi han er far til rigmandens kones datter, der skal giftes, og fordi manden selv er dødssyg af kræft.

En far møder den datter, han ikke anede han havde. Datteren mister en far, men får en anden. Og kvinden i midten genforenes med sit livs store kærlighed, der svigtede hende 23 år tidligere i en rus af sprut og stoffer. Der kom der en glimrende film ud af. En på mange måder gribende film. På scenen bliver det hele til en diffus rodebutik, hvor selv de dybeste spillescener afvikles i løb rundt på den store scene, så enhver form for sjæl og nerve kvæles. Ikke en eneste gang i løbet af de nærmest pinefuldt lange tre timer bliver det nærværende. Det er simpelthen grusomt, og er reelt en mishandling af Susanne Biers fine film.

Peter Langdal har både dramatiseret og instrueret. Instruktøren Langdal har ikke magtet at skære fra og stramme op på dramatikeren Langdals alt for omstændelige manuskript, og der har åbenlyst ikke været nogen til at holde instruktøren Langdal i ørerne. Processen er løbet helt løbsk med skuespillerne og sangerne som sagesløse gidsler.

Der er kvaliteter i holdet på scenen; skuespillerne Cecilie Stenspil og Kasper Leisner som ægteparret Helene og Jørgen, sangeren Erann DD som Jacob fra Indien, Hanne Uldal som bl.a. den demente farmor, popstjernen Barbara Moleko som datteren Anne, og den talentfulde Lea Thiim Harder, rapperen Al Agami og skuespilleren Anna Stokholm, sangeren Andy Roda og et kært børnekor. Men de kæmper en forgæves kamp. Helt skævt er det, at især Erann DD og Barbara Moleko i deres sange udstyres med håndmikrofoner, og derfor ryger ud af deres karakter og ind i vante roller som popsangere. De er dæleme også udfordret i dialogerne, hvor de ganske naturligt er på udebane, og absolut ingen hjælp får af instruktionen. Der synges generelt godt, men sangenes kvalitet er svingende; fra det nærmest komisk banale til det næsten overdrevent svulstige.

”Efter Brylluppet” er en enorm skuffelse som musical. Og det er utroligt ærgerligt, for alle de gode kræfter, der er involveret i projektet, burde kunne skabe noget langt, langt bedre.

”Efter Brylluppet”. Musical baseret på Susanne Bier film med manuskript af Anders Thomas Jensen. Dramatiseret af Peter Langdal. Musik og sangtekster: Anne Linnet, Peter A.G. Nielsen, Mads Langer, Sys Bjerre, Tim Christensen og Peter Sommer, Joakim Pedersen, Erann DD og Peter Langdal.

Instruktion: Peter Langdal. Scenografi og kostumer: Camilla Bjørnvad. Koreografi: Peter Friis. Kapelmester og musikalsk arrangør: Joakim Pedersen.

Medvirkende: Cecilie Stenspil, Erann DD, Kasper Leisner, Barbara Moleko, Andy Roda, Anna Stokholm, Hanne Uldal, Lea Thiim Harder og Al Agami og et stort børnekor.

Spiller i Musikhuset Aarhus til 14. oktober. Derefter på Betty Nansen Teatret i København fra 21. oktober til 3. december.

Anmeldt 23. september (premiere)

Foto: Natascha Thiara Rydvald

 

23-09-2017

Nørrebro Teaters fortolkning af Chaplins geniale film ”Diktatoren” er ganske enkelt fremragende. ANMELDELSEN BRINGES OGSÅ PÅ BT.DK

* * * * *

Linjen mellem at begå helligbrøde og skabe et stykke fremragende teater er nærmest papirstynd, så både dramatiker/instruktøren Nikolaj Cederholm og skuespilleren Olaf Johannessen må utvivlsomt have følt et vist pres under arbejdet med ”Diktatoren”.

De kan roligt ånde lettet op. Projektet lykkes til fulde. ”Diktatoren”, baseret på Charlie Chaplins mesterlige film fra 1940, altså inden 2. verdenskrig for alvor brød løs, og i øvrigt Chaplins første talefilm, er blevet til en ligeså mesterlig, vedkommende, knusende aktuel alvorskomedie på Nørrebro Teater.

Olaf Johannessen leverer en eminent præstation i dobbeltrollen som den fattige jødiske barber og den livsfarlige Hitler-figur, diktatoren Hynkel. Han har fanget Chaplins bevægelser og mimik på en prik og giver dem sin egen stemme. Det er ikke Chaplin, men det er tæt på at være lige så godt. Man kunne have ladet skuespilleren anno 2017 give sit helt eget bud på dobbeltrollen, men det fungerer helt perfekt, at det både er et knivskart portræt af Chaplin og et sylespids portræt af en moderne despot.

Nikolaj Cederholm har benyttet alle stumfilmens tricks, tilsat en vidunderlig lydside, der bliver skabt af pianisten og lydeffektmanden Olivier Antunes – med bidrag af skiftende skuespillere – ude i siden af scenen. Det er brillant slapstick-humor, fyldt med klassiske gags; meget, meget morsomt hele vejen igennem, men naturligvis også med fokus på den dybe alvor, der ligger som en klangbund i Chaplins komedier.

For det er alvorligt. Da Chaplin skrev manuskriptet og lavede filmen i 1940 havde han ingen anelse om, hvad denne Hitler i Tyskland ville udvikle sig til. Han syntes bare at han var en komisk figur, et oplagt offer for spiddende satire. Chaplin har senere sagt, at havde han vidst hvad 2. verdenskrig ville bringe; at seks millioner jøder ville miste livet i Hitlers koncentrationslejre, så var ”Diktatoren” aldrig blevet til noget. Af samme årsag gik der mange år før filmen nåede til Europa. Den blev først frigivet i Tyskland i 1958, og først i 1975 i Spanien efter Francos regime faldt.

Historien er i dag præcis lige så aktuel, som dengang den blev skabt. Retorikken i Hynkels taler til folket er ikke så anderledes end retorikken man hører fra magtmennesker som Assad, Putin og Trump. Nogle sætninger er nærmest ordret, hvad der også kommer ud af munden på politikere fra Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige i dag. Skift ’jøderne’ ud med ’muslimerne’ og Hynkels store tale til folket kunne være et afskrift fra Thulesen Dahl på et DF landsmøde. Det er mere skræmmende, end man sådan lige går og tænker i hverdagen.

”Diktatoren” fortæller historien om den jødiske barber, som under krigstjeneste i 1. verdenskrig redder soldaten Schultz’ liv, men selv slår hovedet og mister hukommelsen. Mens han ligger på sygehuset, udvikler nazismen sig i Tomanien og folkeforføreren Hynkel kommer til magten, assisteret af sine håndlangere Heering (Göring) og Garbage (Goebbels). Han skyder skylden for Tomaniens ulykke på jøderne og sender sine soldater ud for at hærge de jødiske kvarterer. Her har jøden Jaeckel lejet barberens salon ud til den kønne Hannah, og hun har mandsmod nok til at slå fra sig imod bøllerne, og får hjælp af barberen, der vender tilbage uden nogen som helst anelse om hvad der er sket siden han slog hovedet under 1. verdenskrig. Barberen forelsker sig i Hannah og da det ser sortest ud for dem, kommer Schultz dem til hjælp. Han er nu en højtstående nazist, og genkender barberen som ham, der reddede hans liv. Schultz forsvarer jøderne overfor Hynkel, der anklager ham for landsforræderi og han må flygte og søge tilflugt på Jaeckels loft, hvor han planlægger et attentat mod Hynkel. Nazisterne opsporer ham dog, og Jaeckel og Hannah sendes i koncentrationslejr. Schultz og barberen, der har en umiskendelig lighed med Hynkel, har held til at tage flugten og iført naziuniformer søger de mod Østerlich, som Hynkel har planer om at invadere. Inden invasionen tager Hynkel på fisketur ved floden, forveksles med den eftersøgte barber og anholdes, Barberen, derimod, forveksles med Hynkel og ankommer således til Østerlich som triumferende diktator. Stykket slutter med, at barberen holder sin store tale til folket. En tale, der hvis det var gået ligesådan i virkeligheden havde fået verden vi kender i dag til at se helt anderledes ud.

Han taler for en fri verden uden nationer, om at vi skal acceptere og inkludere, om tyranner, der har tiltusket sig magten, men lyver og ikke holder deres løfter. Om at starte et uvejr så stort, at hele verden vil ryste.

Tænk, at Chaplin skrev sådan i 1940!

Det er Olaf Johannessen, der bærer forestillingen med sin mesterlige præstation, men hele ensemblet er fremragende. Jesper Hyldegaard med Gokke-gestik er skøn som Jaeckel og flere andre karakterer, Julie Agnete Vang er rørende som den modige Hannah og Søren Pilmark kommer ind efter pausen og leverer sit helt eget show-i-showet som diktatorkollegaen Napolini fra Spagetti. Kim Witzels store åbne scenografi omkring den enkle drejescene fungerer perfekt.

”Diktatoren” er en intet mindre end en mesterlig fortolkning af en helt vidunderlig og verdensberømt film. Ser man ligefrem et eksportpotentiale i Nikolaj Cederholms og Nørrebro Teaters forestilling? Det er i hvert fald en fuldendt teateroplevelse.

”Diktatoren”. Manuskript: Charlie Chaplin. Bearbejdet af Nikolaj Cederholm.

Instruktion: Nikolaj Cederholm. Scenografi: Kim Witzen. Kostumedesign: Line Bech. Koreograf: Anja Gaardbo. Slapstickkonsulent: Kasper ravnhøj.

Medvirkende: Olaf Johannessen, Jesper Hyldegaard, Julie Agnete Vang, Asbjørn Krogh Nissen, Peter Gantzler, Søren Pilmark, Nicolai Dahl Hamilton, Peter Zandersen, Jimmy Jørgensen og Olivier Antunes (pianist og lydeffekter).

Spiller på Nørrebro Teater til 29. oktober.

Anmeldt 22. september

Foto: Büro Jantzen.

22-09-2017

Det Ny Teater leverer traditionen tro et sprudlende og flot musicalshow. ”Annie Get Your Gun” er både meget god og meget gammeldags. ANMELDELSEN BRINGES OGSÅ PÅ BT.DK

* * * *

Hvordan får jeg ram på en mand, spørger Annie Oakley sig selv i en af de ikoniske evergreens, som Irving Berlin har forgyldt musicalen ”Annie Get Your Gun” med. Hun kan skyde brodden af en bi med sin riffel, men det med at få ram på mændene, kniber det med. For Annie er en drengepige, beskidt både i kæften og i tøjet, og selvom hun udadtil har styr på skidtet; både sit skydevåben og sine fire søde, små søskende, står ’en mand’ højest på listen over ting hun ønsker sig. Handlingen udspiller sig i 1860’erne, dengang skulle en kvinde have en mand for at kunne klare sig. Sådan var det bare.

Manden i Annies liv viser sig at være den feterede og selvglade skarpskytte Frank Butler, der optræder i Buffalo Bills omrejsende Wild West Show, som også hyrer Annie med de unikke skydefærdigheder. Annie forelsker sig hovedkulds, og er parat til at ofre næsten alt for at få ham, men hendes stolthed går hun ikke på kompromis med. Han er lige så stejl. For han er stjernen, hun er kun en kvinde. Så er situationen ligesom låst grundigt fast, og kærligheden har snart lige så trange kår, som det økonomisk trængte cirkus.

”Annie Get Your Gun” handler altså om noget så eviggyldigt som kønsroller. Det forelskede pars rivalisering og faglige jalousi er flere gange lige ved at spænde ben for kærligheden, men naturligvis ender det hele lykkeligt til sidst.

På Det Ny Teater sker det naturligvis i en deluxe udgave, der i den grad forkæler både ører og øjne. Det er en djævelsk flot opsætning, som Daniel Bohr har lavet, og han er så heldig at have noget nær det ideelle par til rådighed til hovedrollerne som de forelskede rivaler Annie Oakley og Frank Butler. Maria Lucia Heiberg Rosenberg og Carsten Svendsen kunne næsten ikke være bedre. Søde, charmerende og selvfølgeligt smukt syngende. Hun især understreger sin position, som dansk musicals ukronede dronning i disse år, men hun får sandelig kamp til stregen i den afsluttede ”Hvad som helst du ka’ gør’”, hvor samspillet og -sangen mellem hende og Carsten Svendsen går op i en højere enhed.

Omkring hovedrolleparret folder et spraglet og farverigt persongalleri sig ud med blandt andre Asger Reher som den stovte, livskloge høvding Sitting Bull; en varm og sød præstation, og Flemming Krøll og Kim Hammelsvang som cirkusfolkene, der øjner en økonomisk gevinst i den kønne mesterskytte. Der leveres fine større biroller af Anne Suppli, Mikkel Moltke Hvilsom og debuterende Maria Corydon.

Det er alt sammen meget godt, og man kan jo ikke sige andet om musikken, der for en håndfuld af sangenes vedkommende har fået og fortjent fastholdt evergreen-status. Det er gode, langtidsholdbare sange, men det kan ikke nægtes, at de altså har omkring 70 år på bagen, og uanset hvor godt hele det ydre maskineri fungerer, så sidder man alligevel tilbage med tanken, at det også er en lidt vel støvet forestilling.

Der er lidt spræl i scenografien med blandt andet nogle herlige dukker med store hoveder, men ellers spilles forestillingen meget for pålydende.

I de seneste par årtier har Det Ny Teaters status som førende herhjemme indenfor musicalgenren slet ikke været til diskussionen, men på det seneste har andre meldt sig på banen, ikke mindst de dygtige folk fra Fredericia Teater, der umiddelbart er mere nyskabende end Det Ny Teater.

Som privatejet underholdningsteater uden offentlig støtte, skal Det Ny Teater hele tiden finde den rette balance mellem at levere det højeste kunstneriske niveau og samtidig præsentere opsætninger, der kan trække tilstrækkeligt mange mennesker i teatret. Til næste år præsenterer man en af tidens mest roste og nyskabende musicals ”Book of Mormon”, så i forhold til den, repræsenterer ”Annie Get Your Gun” det såkaldt sikre repertoire.

”Annie Get Your Gun”. Musik og sangtekster af Irving Berlin. Originalt manuskript: Herbert og Dorothy Fields. Revideret manuskript: Peter Stone. Oversættelse: Christian Lange (dialog) og Karen Hoffmann (sangtekster).

Instruktion: Daniel Bohr. Scenografi: Paul Farnsworth. Musikalsk indstudering: Per Engström. Koreografi: Hayley Franks Høier.

Medvirkende: Maria Lucia Heiberg Rosenberg, Carsten Svendsen, Asger Reher, Flemming Krøll, Kim Hammelsvang, Anne Suppli, Mikkel Moltke Hvilsom, Maria Corydon, Carl Christian Rasmussen og Maryin Loft, samt yderligere 14 sangere og dansere.

Spiller på Det Ny Teater.

Anmeldt 21. september (premiere)

Foto: Miklos Szabo

 

21-09-2017

Kært og næsten rørende gensyn med artisten Benny Schumann i Cirkusbygningen, hvor Wallmans byder på et energisk, flot og lidt overfladisk popshow med glimrende mad.

* * * *

Siden 2004 har den svenske underholdningskoncern Wallmans drevet den historiske Cirkusbygningen i København med sit faste koncept med Dinner & Show, hvor de unge artister ikke alene synger og danser, men også mellem shownumrene render rundt i salen og serverer mad og drikke for publikum. Det er utvivlsomt et hårdt arbejde, men de går til opgaven med smil, overskud og en imponerede energi. Tjener-entertaineren ved vores bord ved premieren på sæsonens nye show "Entourage" var en høj, langhåret svensker, Robin Blomgren, med en rå rockstemme og et smittende smil. En 'hunk' kalder man vist hans type på ny-dansk.

Han og kollegerne, i alt seks sangere og fem dansere, slider forbilledligt i det hele aftenen, der består af fire serveringer, seks shownumre og tre artistentréer. 

Særligt én artist går rent hjem.72-årige Benny Schumann er nærmest vokset op i Cirkusbygningen, som var vinterhovedkvarter for den nu hedengangne Cirkus Schumann i mere end 20 år tilbage i 50'erne og 60'erne. I 1967 skabte Benny Schumann sit tallerkenjonglørnummer, hvor han styrer 12 roterende tallerkner på én gang, og det har han optrådt med siden overalt i verden fra berømte cirkus og variéteer til butikscentre og markedspladser. Nummeret har 50 års jubilæum i år, Schumann selv har optrådt i 67 år - og kan stadig gå i spagat samtidig med at han snurrer en tallerken på en lang pind - og han har selv skrevet til Wallmans og tilbudt sig. Selvfølgelig tog de i mod tilbuddet! Hans nummer, der ligger tidligt i showet, er et næsten rørende gensyn med en skøn gammel artist, og reelt også aftenens eneste indslag, der byder på mere end blot glat, overfladisk, men bestemt også lækker og veludført underholdning.

Wallmans er mere end et show; det er en helhedsoplevelse. En aften, der kan strække sig fra kl. 18 til langt ud på natten, afhængigt af om man orker at fyre den af på dansegulvet når artisterne er færdige. Der serveres en fire-retters menu, som i hvert fald på premiereaftenen var glimrende; en stærkt krydret suppe med chili, tre små, delikate spanske tapas, den klassiske hovedret Beef Wellington (indbagt oksemørbrad) med rødvinssauce og kartoffelpuré samt en gedigen dessertkage på hindbær. Serveringen fungerede med militærisk akkuratesse.

Der er show mens man spiser; to dygtige polske akrobater byder tyngdeloven trods i et reb, der hænger ned fra kuplen midt i salen, en noget fersk finsk linedanser, der var havnet i desserten på bord 5, hvis hun ikke havde haft redningsline på, ovennævnte Benny Schumann og så altså aftenens egentlige hovedpersoner; sangerne og danserne. 

Det er unge musicalperformere, de fleste fra Sverige, og de er dygtige. Som nævnt er de energiske, men de kan også synge; især synes jeg mændene var gode. Danserne bevæger sig lækkert, selvom det ikke er verdens mest spændende koreografi, og så er indpakningen uhyre flot; tre scener og et podie midt i salen. Flot scenografi baseret på videografik og lys, elegante kostumer.

Der er kun sparet ét sted; på musikken. Allerede i aftenens første nummer "Rockstar" var det mærkbart, at den indspillede musik slet, slet ikke kan det samme som et levende orkester. Det blev kun tydeligere som aftenen skred frem. Ja, nærmest et irritationsmoment for undertegnende. Uanset hvor dygtigt der synges, så bliver det med båndmusik ikke til meget mere end blot en dygtig omgang karaoke. Ingen nerve, ingen sjæl. Kun kold, overfladisk professionalisme. Godt, at sangerne er så gode som de er, for ellers havde det været pinefuldt. 

Til trods for at de 11 unge mennesker er både smukke og lækre, så er showet bemærkelsesværdigt usexet. Det nærmeste man kommer noget 'sexet' er når showets to mandlige dansere i et af shownumrene kun er iført 'penispung' og fjerboa, og det lykkes faktisk at fremføre såvel Marilyn Monroes 'Diamonds are a girl's best friend" og Madonnas 'Like a Virgin', og et helt nummer inspireret af Baz Luhrman-filmen "Moulin Rouge" uden den mindste snert af sex og erotik. Det er i sig selv en præstation.

Dette til trods er der gang i gaden, knald på festen og showet er et visuelt festfyrværkeri. Man keder sig bestemt ikke. Den del af Walmanns konceptet lykkes til perfektion.

"Entourage", Dinner & Show på Wallmans i Cirkusbygningen.

Instruktion og produktionsdesign: Johan Espeland. Musikalsk instruktør: Figge von Wachenfeldt. Koreografer: P. M. Andersson, Linus Svenheimer, Therese Carlsson og Andrea Ulvenstål. Kostumedesign: Karen Christoffersen. Lysdesign: Mikael Kratt. Film & Animation: Peter Andrén Production. Scenografi: Ljus & Dekor i Halmstad. Backtrack produktion: Johan Röhr, Dan Bornemark, Per Björling, Martin Landström og Mikko Paavola.

Medvirkende: Sangere: Anniela Andersson, Elin Öhgren, Jessica Berge, Robin Blomgren. Jean Michel Bay Helgason og Robert Lukian. Dansere: Andrea Ulvenstål, Hannah Ohlsson, Rebecka Eklund, Magnus Emanuelson og Jacob Wiboltt Sibirzeff. Artister: Benny Schumann, Zbigniew Sobierajski, Michal Nowosadko og Veera Kaijanen.

Spiller i Cirkusbygninge, København.

Anmeldt 20. september (premiere).