10-11-2017

Linie 3's juleshow med Trine Gadeberg

Linie 3 er tilbage med musikalsk juleshow og en rigtig julegodte. ANMELDELSEN BRINGES OGSÅ PÅ BT.DK

* * * *

De er unægteligt blevet ældre og fylder noget mere i landskabet, end da de brød igennem i ”TV i Teltet”, men Linie 3 kan stadig deres shit, som man siger nu om dage.

Og deres ’shit’ turnerer de med i deres første julekoncert nogensinde. Der var premiere i aftes i Odenses nye, flotte musikhus Odeon.

Musikaliteten er uforandret og det samme gælder rollefordelingen.  Som i alle de mange, mange forudgående shows er Preben Kristensen trioens hvide klovn; den kloge, lederen. Anders Bircow og Thomas Eje er de to dumme, men musikalske klovne. Sådan har det altid været, og der er ingen grund til at ændre på en succesfuld recept.

Og dog. Så alligevel. Til julekoncertturnéen har Linie 3 nemlig valgt at inkludere sangerinden og revypigen Trine Gadeberg, og det skal vise sig at blive et gevinstlod af de bedre.

Ikke alene er Trine Gadeberg sjov; det helt store publikum kender hende som primus motor i pigekvartetten CitySingler, revyfolket fra bl.a. de senere års succesfulde Kerteminderevyer, hun kan også synge. Det sjove er det nu så som så med her, men som sangsolist får hun lov til at folde sig ud i fuldt flor. Fra den undersmukke ”Pie Jesu” af Andrew Lloyd Webber, via en håndfuld danske julekalenderklassikere og tilsvarende fra Disneys juleshows til gospelhymnen ”Operator”.

Der er krummer i den pige, og det er godt set af Linie 3, at invitere hende med til julefesten. Hun er showets søde julegodte.

Det er nu ikke fordi Linie 3’erne selv ikke kan levere varen. Det kan de bestemt, selv om det ikke kan nægtes, at det føles som der køres lige lovlig meget på rutinen. Der er lidt for lange, vrøvledialoger, og der mangler, især inden pausen, noget gnist. Thomas Eje står i perioder og virker helt fjern; også mere ’fjern’ end konceptet foreskriver.

Så helt så morsomme som i de go’e gamle dage, er Linie 3 anno 2017 bestemt ikke. Man fornemmer, at ’sidste salgsdag’ nærmer sig, men vi er dog ikke nået dertil endnu.

Heldigvis er dette en koncert mere end det er et show, og den musikalske side fungerer upåklageligt, mesterligt ledet af Jan Glæsel og hans fem ’pakkenisser’ i orkestret. De får lov at slå sig løs for fuldt drøn i Harry James’ trumpetkoncert. Det er lækkert.

Efter pausen bliver vi præsenteret for en helt ny, sjov julesang skrevet af Morten Holm Nielsen og Ebbe Ravn. ”Juleterapi” hedder den og er indspillet og udgivet, så den skal nok blive et af julens musikalske hits på P4.

Der bliver sluttet flot af med et potpourri over Disneys juleshowsange, efterfulgt af Preben Kristensen solo i Genie’s store sang fra ”Aladdin”, som har 25 års jubilæum i år. Thomas Ejes musikalitet kommer til sin fulde ret når han brillerer virtuost på Ukulele og Anders Bircow swinger sig elegant gennem ”Merry Christmas Everyone” mens snefnuggene vælter ned over ham.

Det hele slutter med en smuk ”Glade jul” og både lidt gospel og en skud John Lennon til at gå hjem på.

Linie 3’s Juleshow m/ Trine Gadeberg.

Af og med Preben Kristensen, Anders Bircow, Thomas Eje og Trine Gadeberg. Tekst og musik af bl.a. Morten Holm Nielsen, Ebbe Ravn, Anne Linnet, Johannes Møllehave, Andrew Lloyd Webber m.m.fl.

Kapelmester: Jan Glæsel.

Turné til 22. december.

Anmeldt 9. november i Odeon, Odense (premiere)

Forestillingsfoto: Hans Kristian Hannibal-Bach.