Teater & revy

19-10-2017

Politisk-satirisk farce om skattesagen mod Helle Thorning Schmidts mand har fokus på politisk råddenskab og manglende moral.

* * * * *

Man skal virkelig spidse ører.

For selvom "Skattesagens helte" er politisk slapstick komedie, så handler den sandelig om noget. Om politisk råddenskab og manglende moral, og om noget så kompliceret som SKATs tilflytterregler og fraflytterregler. Jo tak, 'vi' bliver skam 'hørt i dem', således at alle fra starten har forstået præmissen. Eller har vi nu også det?

For handler det i grunden ikke om, at vi aldrig rigtigt kommer til bunds i den slags sager; at der altid er nogen, der flyder ovenpå, kryber udenom?

Kristian Halken har skrevet teksten, der meget langt hen af vejen er taget direkte ud af virkeligheden, fra Skattekommissions digre 1700-sider lange rapport om skattesagen mod Helle Thorning Schmidt og hendes mand, Stephen Kinnock. Han har haft politisk sparring med journalisten og forfatteren Marie Louise Toksvig, og de har været grundige. Det må have været et kæmpe arbejde, at grave sig så langt til bunds i kompliceret stof, at man efterfølgende kan benytte det til at skabe morsom, politisk satire.

Resultatet er blevet en godt to timer lang, til tider nærmest hæsblæsende forestilling. En tour de force for tre skuespillere, to musikere og en stum scenemester, der indgår i persongalleriet af diskrete embedsmænd i jakkesæt og neutrale, gule slips.

Ina-Miriam Rosenbaum, Andreas Jebro og Søren Bang Jensen spiller alle roller - på kryds og tværs, for at få kabalen til at gå op - i det omfattende persongalleri, hvor vi faktisk slet ikke møder den det hele handler om, Stephen Kinnock, og kun ganske kort Helle Thorning Schmidt. Forestillingens virkelige hovedpersoner er det embedsmandsværk, anført af Departementschef Peter Loft, der begynder med at trille en lille bold i sneen, som til sidst ender som en lavine og en af nyere tids største, politiske skandaler.

De er flittige på scenen, og morsomme, når parykkerne flyver fra hoved til hoved og handlingen eskalerer til et rablende crescendo. Selvfølgelig kan man ikke dy sig for at spille det fysiske kort; at Ina-Miriam Rosenbaum kun er omtrent halvt så høj som sine to langlemmede medspillere. Er det ikke også sådan, vi engang i mellem oplever 'systemet'? Som et uoverskueligt bjerg, der tårner sig op omkring os og lukker os inde?

Jens Korse fra DRs Selvsving har skrevet forestillingens indlagte sange, som vi vel ret beset godt kunne have undværet, men som omvendt giver et lille pusterum midt i virvaret. Bliver der brugt lige lovlig meget energi på, at råbe ud til publikum, at 'Stephen Kinnock er bøsse!'. Ja, det gør der nok, men rygterne, og sladderen, der i følge Halken/Toksvig starter hos Kinnocks egen revisor, og ender på den nærmest ekstatisk henrykte ministers bord - Andreas Jebro er aldeles herlig som Troels Lund Poulsen - er netop med til at understrege det groteske i hele sagen. Er det relevant? Ikke et sekund, men fjerner det fokus fra det, som det virkelig handler om? Ja, det gør det!

"Skattesagens helte" peger nok fingeren mod en sammenspist statsadministration, rådne politikere og kyniske spindoktorer, men her er ingen 'helte'. I sidste ende, går alle fri. Selv ministeren, der nærmest er på selvmordets rand, kan nøjes med en kort orlov fra Folketinget, så er alting glemt igen. Direktøren i SKAT, de juridiske konsulenter, spindoktorerne, departementschefen og skatteålene ender nok med ridser i lakken, men slipper for straf. Som Troels Lund Poulsen så rammende forsvarer sig i slutscenen, helliger målet midlet. Det er legitimint at tilsidesætte al moral, så længe man gør det for at fremme en større sag, noget man tror på. Det er politik!

"Skattesagens helte" er første del af projektet Glemmebogen, der tager udgangspunkt i politiske sager, der er gået i glemmebogen. Næste forestilling handler om Bjarne Corydon og salget af DONG. På baggrund af denne forestilling, så glæder vi os til næste kapitel.

"Skattesagens Helte". af Kristian Halken. Sangtekster: Jens Korse. Journalistisk konsulent: Marie Louise Toksvig. Musik og musikalsk ledsagelse: Anders Birk og Michael Andersen.

Instruktion: Anne Zacho Søgaard. Scenegraf: David Gehrt. Koreografi: Rebekka Lund.

Medvirkende: Ina-Miriam Rosenbaum, Andreas Jebro og Søren Bang Jensen.

Producent: Off-Off/Produktion v/Ina-Miriam Rosenbaum.

Forestillingen turnerer rundt i Danmark, og spiller på Teater Grob til 2. november.

Anmeldt 18. oktober (Københavnerpremiere).

Forestillingsfoto: Andres Hjerming.

14-10-2017

Nyskrevet dansk musical på Det ny Teater om venskab og kærlighed er både rørende og velspillet.

* * * *

Det Ny Teater i København er først og fremmest kendt for sine ekstravagante musicalforestillinger, og har for tiden stor succes med den helt store, kulørte billedbog ”Annie Get Your Gun”. Man forbinder normalt teatret med alt andet end underground, men nede i kælderen under teatret ligger, ud over teatrets restaurant, også Sceneriet, hvor man de senere år har givet mulighed for at opsætte mindre forestillinger.

”(B)romance” er en lillebitte forestilling med tre medvirkende, der er den diametrale modsætning til det store wild west show ovenpå. Det er en helt ny, dansk skrevet og komponeret musikdramatisk forestilling af Christian Berg og Mikkel Petterson med dialog af dramatikeren Andreas Garfield.

Rammerne er spartanske til denne forestilling på blot en time og tyve minutter i en helt enkel scenografi. Kontrasten er slående. Det er bogstaveligt talt underground.

”(B)romance” er en scenisk novelle bygget op med sange om to barndomsvenner og den kvinde, der kommer mellem dem. Mændene synger – flot. Kvinden danser – smukt. De tre er Morten Hemmingsen, bedst kendt fra TV2’s store succes ”Badehotellet”, Johannes Nymark, dygtig musicalperformer og i den brede offentlighed kendt som en tredjedel af den Grand Prix vindende trio Lighthouse X og fra ”Vild med Dans”, og den meget anerkendte spansk-danske flamengo-danserinde og koreograf Selene Muñoz.

Historien handler kort fortalt om barndomsvennerne William og Frederik. Den ene boglig og stille, den anden frisk og udfarende. De er uadskillelige op gennem teenageårene lige indtil den tilbageholdende William forelsker sig i en af Frederiks utallige erobringer. Kvinden i midten, den smukke Ellen, gifter sig med William, men får barn med Frederik, og det betyder enden på et ellers ubrydeligt venskab. Som tudsegamle krydses William og Frederiks veje igen, på plejehjemmet, hvor de først ikke genkender hinanden, men den fikse sygeplejerske vækker minderne frem og de genforenes i alderdommen.

Det er en lille, men absolut sød og rørende historie om venskab, kærlighed og jalousi. Titlen skal ses som en sammentrækning af ordene ’broderskab’ og ’romance’. Musikalsk skiftes der mellem det old school poppede og jazzede og begge mændene synger strålende. Kvinden i midten er tavs som den grav, hun alt for tidligt ender i, men Selene Muñoz danser både sensuelt og udtryksfuldt, og binder de små sløjfer, der fører historien videre. Det fremgår ikke af produktionsnoterne, men jeg antager, at Selene Muñoz selv har koreograferet sin dans, der helt i flamencoens ånd udtrykker store og stærke følelser. Man sidder dog ind i mellem og savner ord fra hendes karakter. Ikke nødvendigvis sang, det klarer mændene fint, men hun er altså påfaldende stum.

Så vidt jeg lige kunne se er orkestret på fem musikere; flot de beskedne rammer taget i betragtning, og forestillingen er bestemt både rørende og velspillet, af såvel musikere som skuespillere. Det er Morten Hemmingsens Frederik, der er den mest interessante karakter, og således også ham, der tiltrækker sig den største opmærksomhed.

”(B)romance” er en fin, lille enakter, som måske kunne fremstå endnu stærkere hvis den blev opført sammen med endnu en enakter omhandlende de samme emner med et andet udtryk.

”(B)romance”. Komponist & forfatter: Christian Berg og Mikkel Petterson. Dialog: Andreas Garfield.

Instruktion: Mads M. Nielsen. Scenografi: Benjamin La Cour.Lysdesign: Kasper Beknes. Kostumer til Selene Muñoz: By Luna.

Medvirkende: Morten Hemmingsen, Johannes Nymark og Selene Muñoz.

Spiller på Det Ny Teaters Sceneriet til 28. oktober.

Anmeldt 14. oktober (premiere).

Foto: Det Ny Teater

13-10-2017

Folketeatrets nyfortolkning af "Peter Pan" er eventyrlig og legende, men også dyster og lidt langtrukken.

* * * *

Fra i dag er det efterårsferie og det betyder traditionen tro, at teatrene målretter repertoiret efter familier med børn. I Tivoli kan man opleve både Eventyrteatret og Mastodonternes "Skatteøen" (som jeg desværre ikke når at få set i denne omgang) og på Folketeatret huserer en anden grum pirat, den ærkeondskabsfulde Kaptajn Klo i Lars Boms groteske skikkelse.

Det er selvfølgelig i J.M. Barries legendariske "Peter Pan". Historien om drengen, der ikke vil være voksen, om hans venskab med pigen Wendy fra den virkelige verden, deres eventyrlige rejse til Ønskeøen i Evighedslandet, hvor Peter Pan bor med de andre 'glemte børn', og udkæmper det godes kamp mod det onde, personificeret ved Kaptajn Klo. De fleste af os, også børn i dag, kender bedst historien fra Disneys animerede film fra 1953. 

Den historie, Folketeatret har valgt at fortælle, er nok Barries, men bestemt ikke i Disneys udgave. Denne fortælling er langt mere dyster og grotesk. Figurerne omkring Wendy og Peter er svært - og sært - karikerede; ægteparret Darling og deres tre børn iklædt hvidt fra paryk til sko, de glemte børn i grønne kostskoleuniformer, tre havfruer som Barbieficerede reality-duller,Tiger Lilly som hardcore amazone og så videre. Mens Smisk ligner Ozzy Osborne - hård udenpå, silkeblød indvendig - er Kapkajn Klo klædt ud som en mellemting mellem Frankenfurter fra kultmusicalen "Rocky Horror Show" og Jokeren i en femte generations Batman-film. For meget? Ja, lidt.

Klo hader børn. De skal dø, skal de. Og med sin klo, der faktisk er en grab, samler han bamser op af en tivolipark-montre og flår hovederne af dem. Uha. Farlig karl. "Du er så ond," siger Smisk på et tidspunkt. "Nej, jeg er ked af det," svarer Klo. Lige der, i en kort scene, får vi en bid af forklaringen bag Klos had til børnene, men instruktør og dramatiker Moqi Simon Trolin får ikke rigtigt holdt fast i den del af historien. Hvorfor er Klo så ond?

Trolins "Peter Pan" har mange kvaliteter og en del mangler. Jeg savnede ikke mindst poesi og varme. Til gengæld får man masser af eventyrlig ramasjang og herligt gøgleri. Det sidste ikke mindst leveret af artisten Christel Stjernebjerg som den svævende fe, Klokkeblomst. Hun er ganske enkelt forrygende, og imponerende nok, leger DR-Ramasjangs Mille Gori, flot med i akrobatikken i den bærende rolle som Wendy. Hun har tilbragt det meste af sommeren med Cirkus Arena, og man fornemmer, at hun har brugt dagene på at øve sig flittigt. Det er indlysende, at hendes popularitet fra TV skal bidrage til at fylde salen med forventningsfulde børn for hvem den berømte og gode historie om "Peter Pan" ikke er nok. Hun spiller rollen pænt og nydeligt, og måske lidt ferskt.

Michael Slebager er en meget fin Peter Pan. Han har faktisk meget af den poesi i sit spil, som resten af forestillingen savner, og så er Ene Øster Bendtsen, Stina Mølgaard og Hanne Gjerstad Henrichsen både sjove og søde som både de glemte børn og Wendys brødre og deres franske barnepige/hund. Lars Boms Kaptajn Klo bliver i min optik for endimensionel, mens Ole Boisens Smisk er mere hygge- end drabelig, og sådan skal det jo være. Kristian Boland og Anne Vester Høyer som ægteparret Darling og krigerne på Ønskeøen får det bedste ud af ganske lidt.

Når "Peter Pan" har spillet på Folketeatret skal den ud på turné, så børnefamilier i hele landet får glæde af eventyret. Det sætter naturligvis sit præg på Julian Toldam Juhlins fantasifulde scenografi, hvor lys og røg spiller en vigtigt rolle. Den fungerer absolut upåklægeligt, men hvorfor Dødens ø er en overdimensioneret bamse står lidt hen i det uvisse - og jeg savnede også krokodillen.

Jeg sad undervejs i den lige lovligt lange forestilling og spekulerede over om denne opsætning nu også vil kunne fascinere og fastholde børn ned til de seks år som teatret anbefaler den til. Børnene omkring mig - en hel busfuld - på premieren sad noget uroligt i sæderne, men det virkede faktisk som om de stille og roligt gled ind i teatrets magiske univers og lod sig føre med ud til Ønskeøen og tilbage igen, og de var oprigtigt begejstrede, da Peter Pan bad om deres hjælp til at vække den forgiftede Klokkeblomst til live igen til sidst. 

Trods en lige lovlig dyster og mørk tone i forestillingen, flyver "Peter Pan" afsted med en pæn succes.

"Peter Pan". Af J.M. Barrie. Dramatiseret af Moqi Simon Trolin.

Instruktion: Moqi Simon Trolin. Komponist og kapelmester: Anders Ortmann. Scenografi: Julian Toldam Juhlin. Koreografi: Esa Alanne. Musiker: Tine Vitkov. 

Medvirkende: Michael Slebsager, Mille Gori, Lars Bom, Ole Boisen, Christel Stjernebjerg, Anne Vester Høyer, Kristian Boland, Stina Mølgaard, Ene Øster Bendtsen og Hanne Gjerstad Henrichsen.

Spiller på Folketeatrets Store Scene til 3. december. Fra 1. februar til 11. april på landsdækkende turné.

Anmeldt 12. oktober (premiere)

 

30-09-2017

Trods dramaturgiske mangler hitter musicalen ”Seebach” stort på Fredericia Teater. ANMELDELSEN BRINGES OGSÅ PÅ BT.DK

* * * * *

Man kunne godt på forhånd være skeptisk overfor det fremstormende Fredericia Teaters idé om at skabe en musical på baggrund af familien Seebachs musikalske univers; far Tommys storhed og fald fra Grand Prix-poppens tinde, og sønnen Rasmus’ indtil videre blot støt stigende succeskurve.

Rasmus befinder sig måske netop nu på toppen af sin musikalske karriere, og bortset fra den spinkle historie om de to Seebach sønner, der havde svært ved at slippe gennem musikindustriens nåleøje, netop fordi Seebach-navnet spøgte og stod i vejen, er hans historie langt fra spændende nok til lige nu at kunne bære en musical. Derfor har dramatikerne Mads Æbelø, Thomas Agerholm (som også har instrueret) og teaterchef Søren Møller da også klogelig valgt at holde forestillingens grundhandling omkring Tommy Seebachs på mange måder tragiske liv, og fokusere på hans indflydelse på børnenes liv og karriere.

Det valg viser sig at være klogt, og enhver skepsis forstummer ganske hurtigt i den lange, men flot afviklede musical, der endnu engang beviser, at Fredericia Teater lige nu står for det bedste af det bedste på den danske musicalscene.

”Seebach” hitter stort som et musikalsk og visuelt overflødighedshorn. Det er et smart træk, at lade Tommys og Rasmus’ sange flette ind i handlingen, på tværs af tid og sted. Nogle af Rasmus’ sange synges af Tommy, nogle af Tommys synges af Rasmus, og hans søskende, Nicolai og Marie. I første akt springer man meget i tid og sted, til tider lige lovligt meget. Det bliver periodisk kaotisk, ja, nærmest rodet, men det lykkes hele tiden at bringe historien tilbage på sporet; om ikke med andet, så med en sang. Dem er der mange af, 35 sangnumre i alt, de sidste syv er overflødige, men det vender jeg tilbage til.

Helt centralt i handlingen står de to stjerner; 80’ernes Grand Prix konge og 10’ernes popidol. Det mere end antydes, at Rasmus’ succes står på skuldrene af faderens naturlige poptalent, og at inderligheden og ærligheden, der er kernen i Rasmus Seebachs sangskrivning i dag, i høj grad hænger sammen med de svigt, Rasmus og hans søskende var udsat for i takt med, at den hjertelige, stolte og gode far, forsumpede mere og mere i alkoholens tåger, der ikke bare smadrede hans karriere og familieliv, men også som en uundgåelig konsekvens kostede ham livet.

Dramaturgisk lykkes ”Seebach” ikke fuldt ud, historien fortælles på skift af børnene, og det bliver periodisk både stift og lidt omstændeligt, men det opvejes tifold af den musikalske fest, det lykkes hele holdet at skabe på scenen. Sangnumrene fungerer virkelig godt, og der synges og spilles fremragende i de bærende roller. Joakim Lind Tranberg er både rørende og hudløs i sit portræt af Rasmus Seebach, og han synger aldeles fremragende, og Pelle Emil Hebsgaard er tilsvarende glimrende som Tommy, ikke mindst i showstopperen ”Disco Tango”, hvor han i stemme, mimik og gestik rammer karakteren spot on. Men han giver også rollen tilpas smerte og hjerte i de scener efter pausen, hvor popstjernen går i opløsning for øjnene af venner, familie og hele Danmark.

Man kan sagtens mene, at hverken Tommy eller Rasmus Seebach musikalsk kan bære en hel musical, men det går faktisk overraskende godt. Jo, jo, de fleste af Tommys sange er vel ret beset mere kitsch end kunst – især teksterne, og Rasmus gør jo ligefrem en dyd ud af at være banal, men som helhed fungerer de flot i sammenhængen, og forestillingen har en fin balance mellem at fortælle en grundlæggende tragisk livshistorie, en far-søn historie om musikalsk arv og dybe svigt, og skabe en musikalsk fest, og især det sidste lykkes i den grad.

De andre bærende roller spilles fint af Emil Birk Hartmann (storebror Nicolai) og Frederikke Maarup Viskum (lillesøster Marie), og som Tommys store kærlighed, Karen, leverer Nina Maria Schjødt Lybæk-Hansen en lydefri, men lidt tør præstation. Ensemblet ryger ind og ud af et hav af mindre roller, hvor især Jørgen de Mylius, Debbie Cameron og Tommys korsangere er meget sjovt ramt.

Scenografien er visuelt imponerende og flot, med flittig brug af drejescene, video og LED-skærme. Måske er der lidt for mange effekter for effekternes skyld, men flot er det.

Det imponerende show slutter med en alt for lang ’Rasmus Seebach koncert’, der selvfølgelig dramatisk skal illustrere, at Rasmus trods Seebach-navnets luvslidte renommé godt kan helt til tops, men som i mine øjne er unødvendigt effektjageri. Det er dog indiskutabelt et brag af en afslutning på festen, og et godt gæt er at publikum hver eneste aften vil danse ud af teatret efter en fest af de helt sjove.

Succesen er i hus.

”Seebach” musical af Mads Æbelø Nielsen, Thomas Agerholm og Søren Møller med tekst og musik af Rasmus Seebach, Nicolai Seebach, Tommy Seebach, Lars Ankerstjerne Christensen, Keld Heick, Daniel Heløy Davidsen, Poul Dehnhardt, Jeppe Federspiel, Niels Brinck Kristensen, Bjarne Lisby, Nan Pedersen, Jørgen Lundgreen og Torben Lundgreen. Inspireret af Peer Kaaes biografi ”Tommy”.

Instruktion: Thomas Agerholm. Koreografi: Kim Ace Nielsen. Visuelt og scenografisk koncept: Agerholm og La Cour. Kapelmester: Thomas Møller.

Medvirkende: Pelle Emil Hebsgaard, Joakim Lind Tranberg, Frederikke Maarup Viskum, Emil Birk Hartmann, Nina Maria Schjødt Lybæk-Hansen m.fl.

Produceret af Fredericia Teater.

Spiller til 10. december, senere i Aarhus og København.

Anmeldt 29. september (premiere)

 

29-09-2017

Rasmus Bjergs andet soloshow er både originalt og ambitiøst, men måske ikke helt sjovt nok.

* * * *

Skuespilleren Rasmus Bjerg er kendt og elsket af mange børn som cirkusdirektør i DR Ramasjangs "Cirkus Summarum", men hans solo-show, der i aftes havde premiere på Bremen i København og skal på en lang turné landet rundt er bestemt ikke for børn.

Det er et rigtigt 'voksenshow', hvor vi både oplever Bjerg få en tarmskylning og få grillet pikken, mens han fornøjer sig over den smækre nabokones fitness-øvelser på den anden side af hækken. Og hvor han filosoferer over miljøet, verdensfreden og Gud.

Nej, man kan bestemt ikke klandre Rasmus Bjerg for ikke at investere meget af sig selv i sit nye oneman show, som han med finurlig sans for leg med ordene har kaldt for "Vel-Bjerg'et".

Han giver den fuld gas. Og han sætter tempoet helt ned. Han svinger fra det rablende, råbende vanvid, til den dybe filosofiske eftertænksomhed. Han vil noget med sit show; fortælle en historie, der vel dybest set handler om, at vi allesammen godt kan blive et bedre menneske, og at det ikke nødvendigvis behøver at indebære, at vi ændrer vores liv og livsstil, for det nytter i sidste ende alligevel ikke en skid.

Skuespilleren Rasmus Bjerg fik stor succes med sit første show. Det så jeg desværre ikke, men så er det jo godt, at han lige benytter fem minutter på et lynresumé i begyndelsen af dette show, så har man ligesom et udgangspunkt. I samme ombæring får han også sendt en bredside afsted til den ene anmelder, der ikke kun havde forbeholden ros til overs for det show. Jo, skuespillere og stand-up'ere kan være følsomme folk, der tager kritik meget nært. Er det en anelse selvsmagende? Åh, jo, men måske ikke så underligt, for der investeres meget hjerteblod i sådan et show og så kan det være hårdt, hvis nogle ikke kan lide det. 

Jeg kan egentlig godt lide Rasmus Bjergs nye 'vel-bjergede show'. Det er originalt og ambitiøst. Mere originalt og ambitiøst end de fleste andre turnerende stand-up'ere, er det mit indtryk. Udgangspunktet er måske ikke så farligt anderledes: 'Mig selv'. Men formen og stilen bærer tydeligt præg af, at Rasmus Bjerg først og fremmest er skuespiller. Han er god til at skifte karakter, sindstemning. Fra den velbjærgede vinsnob, der nyder en Pinot Noir som 'ikke er andet end et hyggeglas for mig', til den selvfede stjerne i Danmarks Indsamlingens call-center, til den helt 'nøgne' Rasmus, der indser, at man altid kan blive et en lille smule bedre menneske. Altsammen pakket meget sjovt ind i en ramme, der handler om den 15-årige miljøfrelste datters konfirmation.

Rasmus Bjerg er en dygtig performer - han giver også prøver på at han synger glimrende - og i et par rablende amokløb, især i anden afdeling, bliver det nærmest virtuost. Men showet er også et udtryk for, at det er svært at forløse høje ambitioner for indholdet og samtidig være rigtigt morsom. Strukturen er ind i mellem for rodet, og selvom det er morsomt, når det skal være det, så er det ikke helt morsomt nok. Jeg tror, at det er Bjergs intention, at vi som publikum skal knække os af latter, for så pludselig, at indse hvor grotesk verden er og stoppe op og se indad. Men morsomt og dybsindigt er det heller ikke, og derfor falder lidt af pointen fra hinanden.

I perioder er Rasmus Bjerg ude på så dybt vand, at det er godt, at han har udstyret showet med en redningsvest. Han kommer fint i land med sit show, omend ikke helt tørskoet.

"Rasmus Bjerg: Vel-Bjerg'et". Af og med Rasmus Bjerg. Med tekstassistance fra Thor Bjørn Krebs og Anna Bro.

Instruktion: Moqi Trolin. Scenografi: Raphael Frisenvænge Solholm. Musik: Anders Øhrstrøm.

Turnerer til 7. februar landet rundt.

Anmeldt 28. september på Bremen Teater (premiere).