Teater & revy

02-07-2017

Græsted Revyen er simpelthen årets morsomste revy. En sandt festfyrværkeri af herlig, folkelig komik.

* * * * *

Nogle gange er det bare skønt at få lov at grine, grine og grine. Det gør man i årets Græsted Revy, der simpelthen er årets sjoveste, måske endda årets bedste revy.

Det er ikke fordi satiren er den skarpeste, og revyen på den lille nordsjællanske kro hører heller ikke til de mest raffinerede, men hold da op, hvor er det bare lykkedes at få alt det morsomme til at gå op i en højere enhed for instruktøren Gordon Kennedy og det suverænt veloplagte revyhold bestående af krofatter René Richardt selv, John Batz, Troels Malling og Christine Exner.

Meget, meget sjældent sidder man en hel aften og griner højt af stort set hvert eneste nummer, men det gør man her. Der er sjove ideer, skægge pointer og en gnistrende spilleglæde. Der er helt åbentlyst en god kemi mellem skuespillerne på scenen; en kemi, der fra første minut spreder sig til salen.

Det gør det takket være en højenergisk åbning til inciterende reggae-rytmer. Der er fuld knald på fra første strofe slås an, og tempoet og energien holder hele vejen. Der er en morsom sketch om gyldne håndtryk i erhvervslivet og et skørt mimisk nummer i to afdelinger med John Batz i centrum. Han er tilbage i Græsted Revyen efter nogle års fravær, og især samspillet med René Richardt glimrer. De er en klassisk komiker konstellation; den lille vævre, og den store dumme. Gøg og Gokke, Fy og Bi, Kjeld og Dirch - ok, måske ikke helt, men mindre kan sandelig også gøre det. 

Troels Malling er helt vidunderlig som lærer i en inklusionsklasse i Folkeskolen. Et job, der giver stor faglig stolthed - og en del knubs. Nummeret er skrevet af makkerparret Vase & Fuglsang, og bør sammen med alle de andre fine, fine karakterer han skaber hele revyen igennem give Malling en nominering til årets revykunstner når Revyernes Revy afvikles midt i august.

Christine Exner er ene kvinde i revyen, og gør det glimrende blandt andet i en sjov Ann Mariager-tekst om at være den sidste kvinde i verden, der er stolt af sin alder, og som Mette Frederiksen overfor John Batz' Kristian Thulesen Dahl i et medley af sange fra musicalen "Grease". Hun har selv skrevet teksten til en morsom sketch om hjemmerøveri, hvor hun spiller overfor en uimodståeligt sjov Malling, og hun er meget morsom, når hun efter pausen læser op af real-erotiske noveller.

Anden akt åbner med et gevaldigt orgelbrus, hvor revyens kapelmester Henrik Schrøder rigtigt er på hjemmebane; når han ikke spiller til revy i Græsted er han nemlig organist i Tikøb Kirke. René Richardt er præsten, der steder vores allesammen 'lille skat' til hvile, i virkeligheden en optakt til et sjovt, omend lidt for langt nummer om Skats genvordigheder.

Revyen har mange lidt anderledes og skæve indgangsvinkler til det satiriske stof. Inger Støjbergs kage, bliver her bedømt af to ikke specielt imponerede konditorer. Deres dom er klar; niveauet er lavt, alle regler og traditioner er tilsidesat. I et nummer stjæler de medvirkende hinandens identitet, meget originalt. Og tre af årets begivenheder; Morten Messersmiths EU-fup, Lars Løkkes kamp for at holde sig på taburetten og Englands farvel til EU serveres her til moderne Gulddreng-toner af Richardt, Exner og Malling. Igen et nummer af Vase & Fuglsang, og igen et højdepunkt i en revy, hvor selv de svageste numre generelt er meget morsomme.

Ligeså effektfuldt forestillingen skydes igang, lige så effektfuldt slutter den i et langt, flot Shu-Bi-Dua-potpourri. Festligere afslutning på en prægtig revyaften, kan man næsten ikke forestille sig.

Det bør desuden noteres, at maden, der serveres inden forestillingen, igen i år er landets bedste revymenu. Græsteds langtidsstegte gris er så god, at den formentlig vil kunne få en radikaliseret imam på andre tanker. At maden er landets bedste er ikke nyt, at revyen også er det, er bare en glædelig overraskelse.

Græsted Revyen 2017 - Hvor galt kan det gå?

Tekst og musik af: Carl-Erik Sørensen, Henrik Schrøder, Kjærby & Christoffersen, John Batz, Ann Mariager, Gordon Kennedy, Vase & Fuglsang, Gunvor Reynberg, Christine Exner, Rasmus Søndergaard, Martin Miehe-Renard, Malte Ebert, René Richardt og holdet.

Instruktion: Gordon Kennedy. Koreografi: Michael Olesen. Scenografi: Vibe Pock-Steen. Kostumer: Laila Drisgaard. Kapelmester: Henrik Schrøder.

Medvirkende: Christine Exner, Troels Malling, John Batz og René Richardt.

Spiller på Græsted Kro til 30. september.

Anmeldt 1. juli.

Foto: Peter Søndergaard.

01-07-2017

Dragsholmrevyen har altid haft sit eget skæve særpræg, men nærmer sig i år i perioder noget, der ligner mainstream.

* * * *

Det vidunderlige ved den danske revytradition er mangfoldigheden. Hver af de 17-18 sommerrevyer har deres egen måde at servere tingene på. Humoren og satiren har mange udtryk og der er tilsyneladende et publikum - større eller mindre - til det hele. 

I gennem de nu 11 år Bente Eskesen har stået bag Dragsholmrevyen i den nordvestlige krog af Sjælland, har revyen altid hørt til revygenrens mere særprægede - og det skal opfattes positivt. Hun har med skiftende kolleger dyrket den til tider absurde, næsten anarkistiske revy og har med stor dygtighed udviklet den på en måde, så den også har fundet sit publikum på trods af at revyen gennem årene har haft skiftende spillesteder. Fra laden på Dragsholm Slot, over golfhotellet i Fårevejle til i dag, hvor der spilles som en pop-up revy tre forskellige steder i landsdelen; i Rørvig Centret, på Restaurant Strandlyst i Vig og som noget nyt fra i år, på Odsherred Teater i Nykøbing Sj., hvor premieren på årets revy fandt sted i aftes.

Det er tre meget forskellige spillesteder, og det stiller krav til revyen om en form for elasticitet, naturligvis scenografisk, men også indholdmæssigt. Den skal være omstillingsparat, for nu at benytte en af tidens slidte fraser.

De seneste år har Bente Eskesen arbejdet sammen på scenen med Susanne Breuning, som det også er tilfældet i år, hvor musikeren/skuespilleren/tekstforfatteren Søren Graversen er ny på holdet. Susanne Breuning er rundet af den mere traditionelle revy, og netop makkerskabet mellem de to har rundet Dragsholmrevyen lidt af. Den er ikke længere helt så anderledes, som den var engang, selvom det er tydeligt, at de to veninder hygger sig med at give de skæve ideer los.

En af de skæve ideer, er at åbne ballet med en sketch, hvor de to damer er mændene Bo og Bent, der fra bordet i deres danske kolonihave, kommenterer på nogle af årets emner; blandt andet Trump og Støjberg. De skal til revy, skal de, men har egentlig ikke de store forventninger - for revyer må ikke gøre ondt og ingen må blive stødt på manchetterne. Vi kommer til at møde Bo og Bent igen senere i forestillingen, hvor de dels taler om flygtninge - de skal helst se lidt sølle ud - dels kommenterer den forestilling vi lige har siddet og set. En sjov idé, lidt a la de to gamle, vrede mænd i Muppet Show, bare uden vreden.

Emnemæssigt kommer revyen vidt omkring. Fra en morsom sketch om flyselskabernes mange og urimelige gebyrer, over den nordsjællandske overklassefrue, der føler sig marginaliseret fordi hun bor i Udkantsvedbæk på den forkerte side af Strandvejen til kvinden, der keder sig og drømmer om at rejse ud og tage på eventyr ligesom dem hun kender fra Tv; Kløvedal-familien, Bonderøven, ja selv Kongehuset. Hun kan bare ikke rigtigt få begyndt.  Alle tre numre er skrevet af revyens nye mand, Søren Graversen, som altså kan en hel del mere end 'blot' at slå i tangenterne på det opretstående. Vi får ham også at se som sanger, når han fortolker den poetiske "I skovens dybe stille ro", aldeles uforstyrret af prustende kondiløbere, råbende hundeluftere, skydegale jægere og en rytter, der søger sin hest. Efter pausen synger han, forklædt som cirkusdirektør, om de politiske rævekager på Christiansborg.

Det er som om årets forestilling efter pausen glider fra den skævere Dragsholm-stil over i noget lidt mere mainstream. Mens vi genfinder vores pladser causeres der muntert over hvorfor Dragsholmrevyen overhovedet hedder som den gør, når den nu slet ikke spilles i Dragsholm længere, og pludselig toner Susanne Breuning frem som Linse Kessler, der som talkshow-vært har Dronning Margrethe som gæst. Bente Eskesen rammer dronningen fint i sin parodi, men teksten er for svag og nummeret falder mærkeligt udenfor. Lidt det samme er tilfældet med "Børnefødselsdagen" med d'damer som aldeles overrislede foredragsholdere, der blander heftige drinks til børnene for at vænne dem til teenagelivet. Nummeret tager kegler fordi det lægger op til det uforpligtende grin, men passer det rigtigt ind her?

Inden da har Bente Eskesen fundet den ideelle måde at beskytte sig mod indbrud på, og hun har jongleret med ord, når hun som konsulent i ligebehandlingsnævnet skifter alle 'han'-ord ud med 'hun'-ord. Den idé er set før, men det er et morsomt og virtuost nummer.

Der er mange numre, som altså sagtens kunne have været med i andre, mere traditionelle revyer, men som naturligvis i Dragsholmrevyen serveres med den der helt særlige, skæve tone og udefinerbare underfundighed. 

Slutsangen er en af forestillingens bedste. Orkestreret med klaver, trommer og kontrabas synger trioen om Vestindien og Danmark som kolonimagt, en status, der i dag er forandret til at vi er en enorm kolossal kolonihave magt. En skarp kommentar til danskheden at gå hjem på og en lille hilsen til Bo og Bent.

"Fis i kasketten" - Dragsholmrevyen 2017.

Tekst og musik af: Søren Graversen, Jakob Fauerby, Kjeld Torbjørn, Fritz Andersen, Rasmus Krogsgaard, Erling Gjelstrup, Pernille Sørensen, Flemming Jensen, Christian Damsgaard, Peter Oliver Hansen, Kristoffer Møller Hansen, Leif Fabricius, Jan Svarrer, Bente Eskesen, Dan Ejlertsen og holdet.

Instruktion: Christina Breuning. Scenografi: Effektfabrikken v/Lone og Ferdinand Fleischer. Koreografer: Susanne Breuning og Bente Eskesen.

Medvirkende: Bente Eskesen, Susanne Breuning og Søren Graversen, som også er forestillingens kapelmester.

Spiller på Odsherrede Teater i Nykøbing Sj. til 14. juli, derefter i Rørvig Centret fra 27. juli til 5. august, og på Restaurant Strandlyst i Vig fra 7.-26. august.

Anmeldt 30. juni på Odsherred Teater (premiere)

Foto: Mie Neel.

 

25-06-2017

Veloplagt og morsom retro-revy med et stjernegodt skuespillerhold i Rødvig på Stevns.

* * * * *

Det kan nogle gange være lidt af en udfordring, at skulle sammenligne revyer og vægte dem og deres kvaliteter op i mod hinanden. Kan man for eksempel overhovedet med nogen som helst rimelighed sammenligne Cirkusrevyen med Revyperler i Rødvig? Danmarks største overfor en af de mindste revyer.

Nej, det kan man vel egentlig ikke, men så er det, at det er morsomt, når der til Revyperler er valgt numre, der tidligere har været med i Cirkusrevyen, og som - i hænderne på andre skuespillere, og i helt anderledes omgivelser faktisk fungerer endnu bedre end de gjorde oprindeligt.

Det er en af de - mange - kvaliteter som revykonceptet Revyperler har og lever højt på. Man skal bestemt ikke tro, at det er nemt at samle en revy som denne, selvom det måske ser sådan ud udefra; herregud, man tager vel bare de 20 bedste numre man kan finde, ryster posen og fordeler dem. Nej, så enkelt er det ikke. Numrene skal stadig være holdbare, de skal klæde skuespillerne, og så skal de fungere i en sammenhæng.

Den opgave har Max Hansen stået med ansvaret for de senere år, og det har han gjort godt. I år er ingen undtagelse. Revyperler 2017 er, som det var tilfældet i 2015 og '16, en lille perle af en revy. Gammeldags uden at være museumsteater, veloplagt, morsom og til tider overraskende fræk.

Er det at gå for vidt når Anne Karin Broberg i forestillingens sidste nummer som angstterapeuten Bente præsterer os for en 'gå væk muslim-spray' der skal sikre mod indbrud? Det er i hvert fald til kanten, men nummeret illusterer meget godt, at selvom man mest vil hygge og underholde, så er man ikke bleg for også at udfordre.

Det er samme revyhold som sidste og forrige år; Anne Karin Broberg og Max Hansen, de to erfarne rotter i faget - hun fejrer tilmed 30 års jubilæum i år - overfor Christine Gaski og Kasper D. Gattrup, de unge og energiske. Hele holdet sprudler af spillelyst så det er en fryd og deres spilleglæde forplanter sig til salen. Det er et stjernegodt revyhold.

Christine Gaski har en charmerende sødme og udstråling. Hun er djærv og dejlig i den gamle "En, sikken en" fra Helsingør Revyen i 1948, og i Knud Pheiffers "Det er så lige til (der må en pige til)" fra 1949, et nummer, der her lige får et ekstra højaktuelt twist i et nyt vers om asylstramninger og en vis pige og en kage.... Det gør der i flere af de ældste numre, teksterne er skrevet af Rasmus Krogsgaard.

Kasper D. Gattrup er super dygtig og meget morsom, når han synger pivende falsk som kikset scorekarl - et af de nyere perlenumre fra Nykøbing F. Revyen for bare tre år siden, eller når han fremfører gamle tekster i tidstypiske musikalske genrer i "Institut for teoretisk revy", eller rabler ord af sig i et gammelt Linje 3-nummer til musik af Chopin. 

Sammen med Max Hansen folder han sig ud som vagabond i "En gang i mellem", en Epe/Amdi Riis sag fra 1963, men nænsomt restaureret, som man vist kalder det.

Max Hansen, der også har instrueret, holder sig selv behørigt i baggrunden, men viser hvor fin en visefortolker han er i klassikeren "I dit korte liv", og er brandsjov som jysk nabo i forviklingssketchen "Med på en 4'er", som netop er ét af de numre der stammer fra en Cirkusrevy, men her, helt ærligt, er sjovere og bedre end orignalen. Hele holdet er charmerende og musikalske, når de hylder Otto Brandenburg er første akts finalepotpourri.

Det er en ensemblerevy, men alligevel ender Anne Karin Broberg med at stråle som aftenens stjerne. I første akt leverer hun stilsikkert og flot en moderne version af Osvald Helmuths "Brev til Bulganin", hvor hun som fortvivlet damefrisør skriver mail til Trump og beder ham om at slække lidt på mærkesagerne, så hun kan slippe af med sin svigermor. Efter pausen folder hun sig ud i den komiske afdeling, først som stangvissen udlandsdansker, der vender hjem til Danmark, blot for at blive skuffet over servicesektoren. Det er svært at nøj's med bingo og banko, når man er vant til Flamengo og tango!.

Derefter i et crazykomisk nummer med Christine Gaski i ført de mest absurde heldragter og til sidst som angstterapeut i et morsomt nummer af Carl-Erik Sørensen. Hun er, som resten af kvartetten, strålende.

Scenografien på den lille scene er spartansk, men der  er hverken sparet på kostumer eller lækkert lys, og Stuart Goldsteins lille trio  spiller flot op til de mange musikalske perler.

Revyperler kan igen på det varmeste anbefales, og husk, at der er mulighed for at spise godt inden forestillingen, enten på restaurant Harmonien, hvor revyen spiller, eller på den charmerende Rødvig Kro lige ovre på den anden side af gaden.

Rødvig Revyen - Revyperler 2017.

Tekst og musik af: Stuart Goodstein, Kent Bovin, Hans Jørgen Hansen, Anker Hansen, Morten Wedendahl, Carl-Erik Sørensen, James & Adam Price, Amdi Riis, Epe, Mickey Pless, Rasmus Krogsgaard, Kasper D. Gattrup, Thomas Pakula, Leif Maibom, Vase & Fuglsang, Chopin, Preben Kristensen, Henry Mayer, Susanne Palsbo, Kai Normann Andersen, Poul Henningsen, Martin Jantzen, Peter Spies, Endor, Aage Stentoft, Herman D. Koppel, Bernhard Kristensen, Mogens Dam, Sven Møller Kristensen, Anne Karin Broberg, Christine Gaski, Max Hansen, Knud Pheiffer, Aage Stentoft og Poul Erik Sørensen med flere.

Instruktion: Max Hansen. Koreografi: Jeff Schjerlund, Scenografi: Michael Møller Larsen, Kostumer: Tina Grunwald/Amorin. Kapelmester: Stuart Woodstein.

Medvirkende: Anne Karin Broberg, Christine Gaski, Kasper D. Gattrup og Max Hansen.

Spiller i Kulturhuset Harmonien i Rødvig, Stevns til 12. august.

Foto: Claus Wolsing

 

24-06-2017

Sommerens mest storslåede teateroplevelse leverer Fredericia Teater på Det kgl. Teaters Gamle Scene med den tre dobbelte Reumert prisvinder "Klokkeren fra Notre Dame", der her er endnu bedre end ved premieren i Fredericia i oktober.

* * * * * *

Værsgo' så er den den her. Den første 6-stjernede anmeldelse på dette site. De seks stjerner gives til Fredericia Teaters opsætning af Disneys "Klokkeren fra Notre Dame" med musik, sange og dialog af Alen Menken, Stephen Schwartz og Peter Parnell, fordi jeg simpelthen ikke kan forestille mig, at det kan gøres bedre end her; lige så godt måske, men ikke bedre.

Allerede ved premieren på Fredericia Teater var jeg - og alle andre anmeldere - begejstret. 25 af kollegerne svingede sig op på maksimum karakteren, jeg selv havde lidt forbehold og 'nøjedes' med fem stjerner - læs her: http://mortenbuckhoej.bloggersdelight.dk/helt-oppe-at-ringe/ 

Da jeg i aftes genså forestillingen, der spiller til 13. august på Det kgl. Teaters Gamle Scene, var den ganske enkelt endnu bedre end i Fredericia. Scenografien er ikke blevet mindre mageløs af at komme ind i det gamle, smukke teaterrum. Den er primært skabt af Benjamin La Cour med hjælp af dygtige folk til at lave et computerstyret univers, der som i en film tager os med på en tur tilbage til 1500-tallets Paris, op i Quasimodos klokketårn, ned i Notre Dames dybe kirkeskib, ud i Paris' gader blandt gøglere og sigøjnere. Blandt dem den underskønne Esmaralda, som aldeles fordrejer hovederne på såvel den tapre soldat Phoebus, som den vanskabte klokker og ikke mindst, hans ondskabsfulde fosterfar, den magtfulde ærkediakon Frollo. Han hader sigøjnere, men forblændes af Esmaraldas skønhed og væsen, og kan ikke acceptere, at en anden - soldaten - skal få hende.

Mads M. Nielsen er en djævelsk god Frollo, drevet ud i den sydende ondskab af sine indre dæmoner og med en scenisk pondus, der mere end ophæver, at han som den eneste i castet ikke har sangen som sin grunduddannelse. Han kontrollerer sin buldrende bas og kommer også sangligt i mål. En pragtpræstation.

Reumertvinderen Lars Mølsted har lagt nye lag på sin Quasimodo siden Fredericia-premieren i oktober. Dengang synes jeg ikke han var rørende, det er han nu. Han agerer og synger rollen fantastisk. Overfor ham står Bjørg Gamst som en ny Esmaralda. Hun giver Esmaralda langt mere karakter, end Vanessa Rodriguez Ibarra formåede i den originale opsætning; er en bedre skuespiller og sanger, men ret skal være ret, Ibarra var fysisk det ideelle valg til rollen.

Christian Lund er som Phoebus skal være; en rigtig heltetenor, og i det store og aldeles fremragende ensemble, træder Diluckshan Jeyaratnam i forgrunden som sigøjnerkongen Clopin.

"Klokkeren fra Notre Dame" er skabt efter Disney-koncernens skabelon for dens slags, og den virker. Jeg vil stadig mene at en musical som "Les Miserables" rummer større dybde end "Klokkeren fra Notre Dame" (begge er jo skabt over romaner af Victor Hugo), men her er der større folkelig appel, til en vis grad musikalsk, men i allerhøjeste grad i det visuelle udtryk og historiefortællingen.

Gør Jeres (større) børn en tjeneste og lad denne pragtopsætning af "Klokkeren fra Notre Dame" være deres introduktion til teatrets magiske verden. Men skynd Jer at få bestilt billetter. Der er allerede solgt over 40.000 og der kan hurtigt blive helt udsolgt.

"Klokkeren fra Notre Dame"

Musik af Alan Menken. Sangtekster: Stephen Schwartz. Dialog: Peter Parnell. Oversættelse: Mads Æbelø Nielsen og Thomas Bay. Sangtekster fra Disney-fimen: Iben Plesner.

Instruktion: Thomas Agerholm. Scenografi: Benjamin La Cour. Digital scenografi: Jacob Bønsdorff Eriksen og Thomas Agerholm. Kostumedesigner: Anna Juul Holm. Koregrafi: Lynne Kurdziel Formato. Kapelmester: Jørgen Lauridsen/Martin Bergman Konge.

Medvirkende: Lars Mølsted, Bjørg Gamst, Mads M. Nielsen, Christian Lund, Diluckshan Jeyaratnam, Linnea Stenbeck, Mads Æbelø Nielsen og mange, mange flere.

Producent: Fredericia Teater. Spiller på Det kgl. Teaters Gamle Scene til 13. august.

Anmeldt 23. juni (Københavnerpremiere). Anmeldt første gang 14. oktober 2016 (Skandinavienspremiere i Fredericia)

Forestillingsfoto: Søren Malmose.

22-06-2017

Lars Arvad, der er direktør for Odense Sommerrevy, var ved at revne af stolthed da jeg mødte ham i søndags til premieren på Ganløse Revyen. Han kunne fortælle, at han har hyret et veritabelt stjernehold til næste års revy i teltet på Engen i Odense.

I dag er det så blevet offentliggjort hvilke skuespillere, der skal stå på scenen i den tredje udgave af revyen; Bodil Jørgensen, Niels Olsen, Thomas Mørk, Vicki Berlin og Lars Arvad selv.

Et hold, der berettiger Arvads stolthed. Bodil Jørgensen er udover at være en af de morsomste kvinder på den danske teaterscene også en af de mest folkekære, så der må ligge et potentielt boom i billetsalget allerede her. Niels Olsen og Thomas Mørk har dannet makkerpar siden starten af 90'erne i Cirkus Montebello og Olsen har været stjerne både i Cirkusrevyen, Tam Tam i Tivoli og i Ørkenens Sønner. Mørk og Vicki Berlin har begge været med i begge de to første Odense Sommerrevyer sammen med revychef Lars Arvad, så de sikrer en kontuinitet i udviklingen af revyen.

De to første sommerrevyer i Odense har fået blandet modtagelse, men formkurven var i år markant opadgående, og potentialet til en solid revysucces næste år til maj når 'sommer'-revyen får premiere er i hvert fald i orden.