Teater & revy

10-06-2017

Søren Østergaard er helt på toppen igen i år i sit vanvidszirkus, der får en stadigt større 'menighed' af dedikerede fans.

* * * * *

Det bliver en kort anmeldelse af Zirkus Nemo anno 2017. Kort fordi ord reelt set ikke kan beskrive det, der sker i den lille manage i Søren Østergaards sort-røde telt, som netop  nu har lagt til på Tangkrogen i Aarhus, hvor det ligger indtil 1. juli.

Som komiker eller klovn, kald det hvad du vil, er Søren Østergaard uforlignelig. Hvad enten han optræder som målermanden Heine Heine Heinesen, som den elskede Bager-Jørgen eller rystende nervøs tjekkisk dukkespiller, så er han guddommelligt morsom.

Man kan mene, at figurerne på en  måde er skåret over den samme læst, at de er mere ens end du kunne og burde være, men kors i skuret, hvor er det morsomt når Østergaard folder sig ud. Fuldkommen afvæbnende i sit totale vanvid.

Jeg sad i aftes i teltet og tænkte på, hvad de indhyrede internationale artister egentlig tænker, når de opdager hvad det er de har sagt ja til? Taler man i  internationale artistkredse om 'ham den lange skøre oppe fra Danmark'? Er det attraktivt at optræde i Zirkus Nemo, udover at det er seks måneders løn for ikke så meget arbejde? 

Hvorom alting er; det lykkes hvert år Søren Østergaard at tiltrække fremragende artistnumre til Nemo.  I år er det søløvedomptøren Ingo Stiebner og hans ven Labby. Den ligner en 200 kilo tung dræbersnegl i charmerende udgave og holder man af dyrenumre er det topklasse. 

Den forrygende spanske jonglør Picaso Jr. spytter bordtennisbolde og smider med tallerkner så man taber både næse og mund, og endelig har de ukrainske akrobater Crazy Flight to numre, hvor især det sidste tager vejret fra én.

Som sædvanlig har Søren Østergaard en sidemand med i teltet. I år er det skuespilleren Michel Castenholt, der ser ud til at trives som en af Labbys præmiesild i en tønde vand. Han optræder selvfølgelig som sin fra børne-tv kendte figur Vera, der her rent faktisk leverer et rigtigt tryllenummer, og så er han helt perfekt sammen med Østergaard som Danmarks (vist nok) sidste siamesiske tvillinger. De lever som hund og kat, har vidt forskellige interesser og skændes som et guldbrudepar. Sikke et nummer!

Faktisk får vi allerede en lille perle i forestillingens indledning, hvor Søren Østergaard, båret på ryggen af ældgammel kvinde- skal ses, kan ikke lige beskrives - præsenterer dresserede rollatorer i manegen.

Zirkus Nemo er igen i år vildt og vanvittigt. Crazy komik fra absolut øverste hylde, tilsat en lille knivspids ægte cirkuspoesi. Det kunne tydeligt mærkes på  publikum på Tangkrogen, at de elsker Søren Østergaard og at han nærmest har skabt sig en menighed  af dedikerede fans, som vokser støt; dem der ser Zirkus Nemo for første gang i år må bestemt få lyst til at vende tilbage.

Zirkus Nemo - Zirkus for voksne.

Af og med: Søren Østergaard, Michel Castenholt, Laura Kvist Poulsen, Ingo Stiebner, Crazy Flight og Picaso Jr.

Zirkus Nemo har turneret siden 26. april, og ligger på Tangkrogen i Aarhus til 1. juli, derefter går turen til Middelfart, Svendborg, Odense, Nykøbing Sj., Sakskøbing og København (Charlottenlund Fort) frem til 16. september. Se turneplanen på zirkus-nemo.dk.

Anmeldt 9. juni i Aarhus.

Foto: Steen Brogaard

09-06-2017

Lækker indpakning og dygtige skuespillere kan ikke opveje manglen på gode tekster i Nykøbing Falster.

* * *

Alting er så lækkert; Niels Sechers smukke og enkle scenografi, Henrik Børgesens kostumer, lyden, lyset og Mickey Pless’ musik og orkester. Skuespillerne er strålende, det meste af tiden, og selv maden i Nykøbing Falsters Teatersal er ikke så ringe endda.

Susanne Breuning har instrueret med solid, professionel sans for tempo, kvik afvikling og en gennemført musikalitet. Jamen, hvad kan man så egentlig forlange mere? Nogle bedre tekster!

Teksterne er det helt store problem i årets Nykøbing F. revy. De er simpelthen ikke gode nok. Det er ikke ideerne, der mangler, og der er bestemt også meget at grine af, men det sidste lille snert, der løfter den enkelte tekst, det enkelte nummer, ja, hele revyen op over det middelmådige, den mangler.

I åbningsnummeret synger holdet om, at de ikke håne, hænge ud eller genere, for det er jo ikke Facebook. Der er nok af problemer i verden, men de vil tie dem ihjel. Fint nok, tænker man, men det ender med at blive præcis som de synger; for ufarligt. For spagt.

Parodier er der nok af; det er the usual suspects. Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl der bliver ’gift ved første blik. Lidt sjove rim. Han rimer Mette på ’tilsidesætte’, hun rimer Tulle på ’fortidskulde’. Lisbeth Kjærulff og Pelle Emil Hebsgaard er fine, nummeret er pudsigt, men lidt tamt.

Flemming Krøll optræder som murersvend, der synger om Trump. Han er ikke ’den frie verdens far, blot en reality star’. Det er en af de bedre, og pointen er ganske sjov. Men ellers halter pointerne. De er enten for forudsigelige eller simpelthen for fjollede.

Mod slutningen af første akt stiger niveauet. Pernille Schrøder synger med kolossalt vokalt overskud Carl-Erik Sørensens udmærkede tekst om Lars Løkke, der mere og mere desperat kæmper for at holde sig på magten, og hvis eneste trøst det er, at det er svært at vælte en, der allerede ligger ned.

Asger Reher, tilbage i revyen efter 12 års pause, serverer en ultrakort Thyra Frank parodi; ’Jeg er Thyra Frank og jeg er fuldkommen blank!’ I anden akt gentager han figuren, i endnu en kort vignet. Og for at det ikke skal være løgn, en tredje gang i et nummer, hvor kendte politikere synger danske pophits. Sjov idé, glimrende udført, men der mangler lige det sidste, der får taget til at løfte sig.

Lisbeth Kjærulff har første akts bedste nummer, om at englænderne efter Brexit har trukket alle de engelske låneord ud af det danske sprog. Vase & Fuglsang leger med ordene, og Lisbeth Kjærulff leger med teksten. Glimrende. Også første akts finale lover godt for fortsættelsen. Ensemblet vil peppe revymusikken op på hver deres måde; Pernille Schrøder med jazz, Lisbeth Kjærulff med opera – begge kan virkelig synge genren, det holder 100 % - Flemming Krøll vil croone som Sinatra, Asger Reher vil ikke ændre musikken, men i stedet gøre teksten vildt sjofel, og endelig runder Pelle Emil Hebsgaard, som revyens Benjamin af med at beatbox’e sig gennem Dirch Passers ”Sunny Boy”, mens de andre ’samples ind’. Det er en sjov idé, der udføres fremragende. Vi går til pause med forventningen om at revyen vil lette, men det sker desværre ikke.

Pelle Emil Hebsgaard har et nærmest utaknemmeligt job med at åbne 2. akt med en alt for lang monolog om en tøffelhelt, der er sendt på kursus i poledance af sin kone. Vi fornemmer, at der skal ske noget mere, og det gør der så sandelig også. Det er sjovt på den mest lavkomiske facon.

Det er også en morsom vise Pernille Schrøder har som bruden, der holder tale for sin luddovne mand, men den lange indledende monolog, kunne vi godt have undværet.

Asger Reher serverer en udmærket vise som havenisse, der kommenterer på verdens ulyksagligheder fra sit trygge bed, og Pelle Emil Hebsgaard leverer gedigen vanvidskomik som overbebyrdet læge i Udkantsdanmark i en sketch, der dog lige som for mange andre af revyens numre ikke rigtigt får bundet sløjfen.

Man kan undre sig over at en så stor revy som Nykøbing Falster ikke i højere grad formår at samle et bedre tekst materiale, når alt andet nu er så upåklageligt godt. De musikalske lækkerier, den scenografiske æstetik og et skuespillerhold, der i den grad leverer varen, men som ganske enkelt bliver ladt i stikken.

Er Nykøbing F. Revyen en dårlig forestilling? Bestemt ikke. Den er desværre bare heller ikke særligt god.

Nykøbing F. Revyen 2017.

Tekst og musik: Flemming Krøll, Søren Anker Madsen, Thorbjørn Egner, Carl-Erik Sørensen, Mickey Pless, Pernille Schrøder, Leif Fabricius, Mikael Neumann, Peter Sloth, Niels Olsen, Jan Svarrer, Vase & Fuglsang, Rasmus Krogsgaard, Aldgård & Schrøder, Bror Andersen, Annika Andersson, Palle Nielsen, Simon Nøiers og Asger Reher.

Instruktion og koreografi: Susanne Breuning. Scenografi: Niels Secher. Kostumer: Henrik Børgesen. Kapelmester: Mickey Pless.

Medvirkende: Pernille Schrøder, Lisbeth Kjærulff, Pelle Emil Hebsgaard, Asger Reher og Flemming Krøll.

Spiller på Nykøbing Falster Teater til 19. august.

Anmeldt 8. juni (premiere)

Forestillingsfoto: Flemming Keith Karlsen.

Anmeldelsen kan også læses på bt.dk og i BT.

05-06-2017

Det er crazy humor på højt niveau i Kerteminderevyen, og når den er bedst, lurer alvoren bag latteren og smilet.

* * * *

Det er muligt, at lave et revynummer om terror! Hvad der synes umuligt bliver muligt i Kerteminderevyen, hvor tidens alvorligste verdensproblem, bliver kommenteret uden at det på nogen måde virker søgt eller upassende. Kan man virkelig grine af syge mænd med bombebælter, der slår uskyldige ihjel? Jo, det kan man på forunderlig vis, når Farshad Kholghi og Mads Nørby illustrerer kampen mellem Demokrati og Terror, som en grotesk boksekamp, hvor kamplederen vender ryggen til og lader terroren bruge ufine metoder, lusk og snyd, mens demokratiet forsøger, at holde fanen højt og kæmpe efter reglerne med åbent sind og ønsket om dialog.

Nummeret ”Kampen” er et højdepunkt i årets Kerteminderevy. Et nummer, der bedst af alle understreger revyens position i kulturbilledet, når den står allerstærkest. Javist handler det om at underholde, men lige bag smilet og latteren lurer alvoren. Sommerrevyen er nok et fristed, hvor vi hygger os med mad og drikke, skæg og ballade, men den er også en kommentar til og et billede af det samfund vi er en del af.

I Kerteminderevyen har man helt sin egen, nærmest anarkistiske stil. Nogle steder stikker det helt af, og vanviddet og crazykomikken tangerer til tider det nærmest uforståelige, for så øjeblikket efter at spidde tidsånden lige midt i bulls eye. Sidste år lykkedes det nærmest til perfektion, og revyen blev kåret som årets bedste. Igen i år lykkes meget, men ikke alt.

Vi tager det bedste først: Kim Hammelsvang og Farshad Kholghi er fuldkommen tåretrillende morsomme, som rumænske sigøjnertiggere, der til tonerne af noget, der til forveksling ligner Kim Larsens ’Midt om natten’ (her må musikpolitiet på banen, for kapelmester Peter Bom og Trine Gadeberg står krediteret for musikken!), synger de refrænet ’foran Brugsen’, hvor de tigger og stjæler – undskyld, låner – tomme flasker. Det er politisk ukorrekt så det basker, men ih guder, hvor er det morsomt.

Trine Gadeberg er skinger og skøn som Pelle, der er multiallergiker og ikke kan tåle hverken det ene eller det andet, og efter pausen leverer hun sin egen fine, poetiske tekst om det Postvæsen, der var engang. Smukt og nostalgisk, suppleret af et komisk skyggespil i baggrunden.

Christiane Bjørg Nielsen er ny på revyholdet, og bidrager med både tekster, musik og harmonikaspil, det sidste i den grad besværliggjort af, at hun en uge inden premieren faldt og brækkede venstre arm og et par fingre. Hun spiller langt fra ’som en brækket arm’ som byvartegnet Amanda, der snart står under vand fordi vandet i verdenshavene stiger, eller når hun sammen med Trine Gadeberg synger festligt og tvetydigt, at HPV er noget vi giver hinanden! 

Kim Hammelsvang mangler måske lige nummeret der cementerer hvorfor han sidste år blev årets mandlige revyskuespiller ved Charlies Revygalla, men han leverer en præcis parodi på Ghita Nørby og er ret forrygende som den portugisiske vinder af melodi grand prixet. Desuden er han en vidunderlig magtbegærlig lokalpolitiker i et af revyens snart faste indslag om ’Kladdeminde byråd’.

Revyen kommer vidt omkring; med skarpe kommentarer til Esben Lunde Larsens klimapolitik, curlingmødre og den omsiggribende sundhedsbølge. Man får sandelig også hyldet hele Danmarks Mor Lise (Nørgaard) i et første akts finalenummer om den nært forestående 100 års fødselsdag, og man præsenterer Europas stærke kvinder; Angela Merkel, Theresa May og Marine Le Pen, suppleret af Farshad Kholghi som USA’s virkelige magthaver, præsidentdatteren Ivanka Trump, der vil giftes med Daddy, for Daddy er så great!

Når det i år ’kun’ bliver til fire stjerner herfra skyldes det primært, at revyen kommer skævt fra land. Hele holdet åbner i mol som selvmartrende middelaldermunke, slår over i dur, som Robin Hood og hans lystige svende, der stjæler fra de fattige og giver til de rige, fint nok, men det er mest plat og ikke særligt sjovt, når Dronning Margrethe og Prins Henrik sidder på lokum og planlægger guldbryllup, og lader Henrik skide fois gras’en ud – kære venner, det er et serveringsteater og vi har lige spist et kilo stegt flæsk! 

Kholghi har to mimiske numre om kiksede rendezvous’er, der morer, men er alt for lange, og Trine Gadebergs ligeledes mimiske tryllenummer med politikerhoveder er også alt for langt. Endelig kunne det, der helst skal være den store latterkulmination, en sketch om en brevkasse for impotente mænd, godt trænge til et ordentligt skud viagra. 

Det er helt typisk for revyen i Kerteminde, at man tænker og agerer anderledes end alle andre. At revyens finalenummer er en smuk, smuk firstemmig udgave af Leonard Cohens ikoniske ”Hallelujah”, et smukt farvel til en stor kunstner, siger det måske tydeligst af alt. 

Kerteminderevyen er stadig helt sig selv. Ganske uforlignelig.

Kerteminderevyen ’17.

Tekst og musik: Mads Keiser, Peter Bom, Farshad Kholghi, Kasper Le Fevre, Charlie Chaplin, Christiane Bjørg Nielsen, Aksel Schwanenflügel, Trine Gadeberg, Kim Hammelsvang, Vase og Fuglsang, Jan Svarrer, Søren Anker Madsen, Jacob Højlev Jørgensen, Rasmus Søndergaard, Ebb/Kander, Ely Buendia, Morten Holm-Nielsen, Aagaard og Jantzen og Leonard Cohen.

Instruktion: Geir Sveaas. Scenografi: Anders Vesterholm. Kostumer: Vibeke Valeur. Koreografi: Peter Friis. Kapelmester: Peter Bom. 

Medvirkende: Trine Gadeberg, Christiane Bjørg Nielsen, Farshad Kholghi, Kim Hammelsvang og Mads Nørby.

Spiller på Tornøes Hotel til 8. juli. 

Anmeldt 4. juni (premiere).

Forestillings foto: Emil Andresen.

Anmeldelsen vil også kunne læses på bt.dk og i BT.

04-06-2017

Leif Maiboms afsked med livsværket i Sønderborg slutter med en revy af de bedste.

* * * * *

’Når enden er god’ er undertitlen på årets Sønderborg Sommerrevy. En forestilling, der markerer afslutningen på en markant epoke i dansk revy. Revyen er Leif Maiboms 36. og sidste i Sønderborg som skuespiller. Et år endnu vil han være i direktionen og derefter overdrager han depechen til Jeanne Boel.

Den gæve sønderjyde kunne næsten ikke ønske sig en bedre finale. Årets revy er både morsom, musikalsk, elegant, fjollet og tilsat et par knivspidser af skarp satire. Kun på ét lille punkt holder forestillingen ikke hvad titlen lover; anden akt er ikke helt lige så god som første.  Til gengæld er de 12 numre inden pausen virkelig, virkelig gode. Det er topunderholdende.

Den kommende direktør, men lidt endnu ’kun’ skuespiller og instruktør, Jeanne Boel, formår inden pausen at blande kortene, så alle i ensemblet får mulighed for at træde i karakter med det bedste de kan.  Det åbner fremragende med Leif Maibom, der på bedste Trump-manér sælger sin revy med ’fake news’, en meget sjov idé, og der følges op med et morsomt ensemblenummer om sorte penge-økonomien, der trues af MobilePay.

Rasmus Krogsgaard serverer hvad der meget vel kan gå hen og blive både årets parodi og årets revynummer som en skumrasende Bertel Haarder. Ideen har han selv fået, men det er Maibom, der har skrevet den herlige tekst, der ligesom maskering og mimik rammer Haarder spot on. Det er fremragende.

Lige inden da har Leif Maibom selv væltet salen som Thyra Frank. En parodi af en helt anderledes karakter end Krogsgaards; langt mere karikeret og grovkornet, og med en til tider letkøbt, men voldsomt effektiv tekst. Den går rent hjem.

Jeanne Boel har ikke forkælet sig selv med de fedeste bidder, men laver en fin figur som kvindelig bedemand med sjove, fjollede slogans, og er sammen med Maibom sød og kær i en lille, fin duet om de bedste aldre i vore livsforløb. Her får tempoet lige lov at falde for en stund og det klæder forestillingen.

Jacob Morild er revyens skarpe satiriker. Han har sjovt nok kun selv skrevet to numre, men leverer en syrlig, velskrevet parodi på Kristian Thulesen Dahl i første akt, og er herlig i sin egen ”Disruption”, som kursusleder på et kursus for udflyttede offentligt ansatte i anden akt.

Tekstmæssigt står Lone Rødbroe med det svageste materiale, men hun er ikke til at stå for i sin egen ”Pipe and Drum”, et skævt og fjollet nummer om et sækkepibe-arrangement, der ikke gik helt efter bogen. Nummeret er umuligt at beskrive, men det er saftsuseme sjovt.

Desværre falder niveauet lidt efter pausen, selvom det starter perfekt med et musikalsk lækkert potpourri over Elton Johns største hits.

Leif Maibom lader Donald Trump og Inger Støjberg dele scenen i et nummer om hvem, der kan være værst. Krogsgaard og Boel er glimrende, men teksten hænger, og det gør den sandelig også, når Lone Rødbroe hylder først den ene Martin – Dean – og siden den anden – Henriksen fra DF. Det er modigt nok at hudflette en DF’er i partiets egen højborg, men det kunne måske være gjort en anelse mere elegant.

Men det er trods alt blot skønhedspletter i en forestilling, der fungerer fantastisk godt. Uden de store armbevægelser er scenografien flot og lækker, og Thomas Pakula har komponeret meget fin musik, der spilles strålende af hans lille orkester.

To numre efter pausen fortjener særlig opmærksomhed. Først Rasmus Krogsgaards musikalsk virtuose ”Giv mig et break”, hvor han med ganske få ord og lyde fra et imaginært orkester får beskrevet stort set alle årets verdensbegivenheder. Det er mesterligt udført.

Og endelig er scenen naturligvis sat til den store afsked med Thorleif. Den faste fjollerik, som har fulgt Leif Maibom i 34 af de 36 år Sønderborgrevyen har spillet. Jeg blev aldrig fan af figuren Thorleif, og kommer ikke til at savne den nær så meget som det store stampublikum i Sønderborg, men afskeden er veltimet og næsten rørende i sin enfoldige rablen vittigheder af sig. Maibom og Thorleif sætter et værdigt punktum, og slutter på toppen.

Det er glædeligt, at Jeanne Boel i instruktørstolen allerede ser ud at have en plan klar for, hvordan hun i fremtiden vil føre Sønderborg Sommerrevy videre i Leif Maiboms ånd. Hun får en klokkeklar succes som springbræt. Det er ikke så skidt et udgangspunkt.

Sønderborg Sommerrevy – Når enden er god.

Tekst og musik af: Leif Maibom, Thomas Pakula, Jan Svarrer, Ole Bramsen, Kluger/Vangarde/Brousolle, Carl-Erik Sørensen, Lone Rødbroe, Bjørn Bønne Christensen, Rasmus Søndergaard, Rasmus Krogsgaard, Søren Anker Madsen, Bernie Taupin, Elton John, Jacob Morild, Irving Berlin, Paul Anka og Bent Erik Sørensen.

Instruktion: Jeanne Boel. Scenografi: Gitte Geertsen. Koreografi: Peter Friis. Kostumer: Henrik Hviid. Kapelmester: Thomas Pakula.

Medvirkende: Leif Maibom, Jeanne Boel, Lone RødbAroe, Jacob Morild og Rasmus Krogsgaard.

Spiller på Comwell Sønderborg til 27. juli.

Anmeldt 3. juni (premiere).

Foto: Stefan Kragh.

Anmeldelsen vil også kunne læses på bt.dk og i BT.

02-06-2017

Underholdende og tankevækkende samfundssatire om hvordan det kunne se ud, hvis danskere skulle flygte til Sverige.

* * * *

"Surstrømning" er ikke bare en underholdende og tankevækkende samfundssatirisk forestilling. Det er også resultatet af et ret unikt samarbejde mellem ikke færre end seks teatre. Vendsyssel Teater, Team Teatret, Folketeatret, Teater Nordkraft, Randers Egnsteater og Teatret Svalegangen. Der var premiere i Vendsyssel 16. maj, og her til aften kom turen til København og Folketeatrets Hippodromen, senere skal forestillingen spilles på de fire andre teatre.

En rigtig god idé og, viser det sig, en rigtig god forestilling, skrevet af svenskerne Gertrud Larsson og Åsa Asptjärn og instrueret af Kasper Sejersen.

Historien kort fortalt: Danmark bliver ramt af en klimakatastrofe, og vil i løbet af 24 timer blive oversvømmet og forsvinde fra Jordens overflade. Myndighederne vil ikke skabe panik og holder dommedag hemmelig, men fem udvalgte arketyper kan få chancen for at blive reddet og få asyl i Sverige. En svensk superheltinde sendes på mission i Jylland for at finde de fem helt rigtige; en hygge-sexist, en hygge-racist, en svineavler, et brugsforeningsmenneske og en kulturradikal med tendens til det politisk ukorrekte.

I fem skiftende scener møder vi de udvalgte; morsomt, men også lidt forudsigeligt. Hver og en bedøves de af dunsten af den frygteligt stinkende svenske delikatesse Surstrømning.

Da de fem er indfanget, sendes de til Sverige med selveste Dronning Margrethes mellemkomst. Hun og de to unge prinser er evakueret til en flygtninglejr på en fjerntliggende tropeø, mens de udenlandske prinsesser er vendt tilbage til deres respektive hjemlande og meget forskellige skæbner, men ingen steder har deres mænds tilknytning været stærk nok til at de også kunne komme med.

Efter pausen udspiller der sig en kamp på liv og død mellem de fem meget forskellige danskere, nu inlogeret i en regelret svensk flygtninglejr,  hvor de til sidst skal udkæmpe en en kappestrid på live-tv for at blive den ene, der kan blive 100  procent svensk og få opholdstilladelse, mens de andre må sejle deres egen sø - bogstaveligt talt. Den altafgørende svenskhedsprøve, der ville gøre en svensk pendant til Inger Støjberg pavestolt, handler om at kæmpe sig frem til en stinkende dåse med surstrømning og indtage en  bid af den særegne nationalspise.

Det er en grotesk og tankevækkende tekst. Ikke altid lige vellykket, men især efter pausen hvor intensiteten stiger, bliver det  mere end bare morsomt. Der er en skøn scene, hvor ærkedanske traditioner som Sct. Hans og Fastelavn pilles helt fra hinanden og diskvalificerer os fra at få opholdstilladelse i det åh så korrekte Sverige. De fem skiftevis bekriger hinanden og står sammen i fælles flok, trods åbenlyse menneskelige, politiske og kulturelle forskelle. 

Rollerne spilles glimrende over hele linjen af Signe Barfoed, Anders Brink Madsen, Hans Holtegaard, Holger Østergaard, Lisbeth Knopper, Camilla Gjelstrup og Morten B. Koch og forestillingen er både glimrende tænkt og fint instrueret. Teksten holder måske ikke hele vejen hjem, men godt nok til at "Surstrømning" både morer meget og skræmmer lidt.

"Surstrømning". Af Gertrud Larsson og Åsa Asptjärn. Oversat af Peter Dupont Weiss.

Instruktion: Kasper Sejersen. Scenografi: Laura Rasmussen. Kostumer: Bodil Buonaventzen.

Medvirkende: Signe Barfoed, Anders Brink Madsen, Hans Holtegaard, Holger Østergaard, Lisbeth Knopper, Camilla Gjelstrup og Morten B. Koch.

Spiller på Folketeatret, København til 7. juni. Derefter på Team Teatret i Herning 9.-21. juni, på Teater Nordkraft i Aalborg fra 1.-12. august, på Randers Egnsteater 14.-23. august og på Teatret Svalegangen i Aarhus fra 25. august til 9. september.

Anmeldt 2. juni på Folketeatret.

Forestillingsfoto: Mingo Foto.