Teater & revy

02-08-2017

Cyron Melville er en overbevisende Hamlet i Lars Romann Engels dramatisering i fantastiske rammer på Kronborg, men forestillingen har svært ved at komme op i omdrejninger.

* * * *

Måske skyldtes det regnen, der nådesløst silede ned over den nye scene på Kronborg i hele den første time af forestillingen. Måske skyldes det Lars Romann Engels dramatisering og instruktion. I hvert fald havde "Hamlet" i begyndelsen svært ved at komme op i omdrejninger, da der i aftes var premiere på HamletScenens første internationale egenproduktion af Shakespeares udødelige klassiker.

Efter en hel dag med sol og blå himmel over Helsingør, trak de mørke skyer sig sammen omkring ved 18-tiden og da premierepublikummet ankom til den nyanlagte scene, stod regnen ubønhørligt ned. Sådan varede det ved næsten til første akts slutning, så klarede det endelig op og lysnede samtidig med at solen gik ned. På samme måde med forestillingen; den begyndte at lyse op, da solen gik ned, og regnen hørte op.

Lars Romann Engels "Hamlet" er en moderne forestilling. De unge har mobiltelefoner, den norske hærfører Fortinbras sværmer omkring Kronborgs mure i kamphelikopter, parat til at indtage landet, og Polonius tænder slottets overvågningskameraer, som fanger den unge Hamlets lystige stunder med vennen Horatio og kæresten, eller snarere flirten, den smukke Ofelia. Trods præget af sorg over faderens død, kan hun - fuldt forståeligt - tænde et lys i hans sjæl. Jeg har aldrig helt forstået hvorfor hofsnogen Polonius ikke ønsker, at der skal komme noget ud af den alliance, som da alt andet lige måtte bringe ham selv endnu tættere på magtens centrum, og da slet ikke i denne opsætning, hvor Hamlets vanvid først indfinder sig relativt sent. Nå, men lad det ligge.

Man må formode at de fleste publikummer i hvert fald i store træk kender grundhistorien i Shakespeares drama, og måske derfor går det lidt trægt i gennem hele første akt, hvor hverken Richard Clothiers magtbegærlige Claudius eller Vivienne McKees nygifte enkedronning Gertrude rigtigt formår at brænde igennem. Chris Myles' Polonius har sine stunder; slesk og intrigant, og med en snert af den humor, der bestemt også ligger i tragedien, men som godt nok ikke får lov at udfolde sig meget. Kun ganske sporadisk hos Hamlet, der ellers har muligheden, blandt andet når han påtaget eller reelt vanvittig sætter et spil i scene, der skal afsløre Claudius' bedrag. 

Jeg synes, at Cyron Melvilles Hamlet savner humor, men jeg synes også han på alle andre måder er en overbevisende Hamlet. En klog, eftertænktsom ung mand. Et menneske, der ønsker hævn for sin faders mord, men som alligevel afstår, da han har muligheden, for så alligevel til sidst, da alt håb er ude, og alle omkring ham er døde, at give Claudius dødsstødet. 

Natalia Madueños Ofelia får god plads i denne opsætning, hvor hun ikke bare er en dydig slotsfrøken, men en sprudlende, oprørsk teenager med sitrende livslyst. Netop derfor virker det så meget stærkere når hun til sidst bliver vanvittig af svigt og sorg, og tager sit eget liv. Der er gnister i samspillet mellem hende og Melville, og så endda på et aldeles imponerende smukt engelsk.

I takt med at mørket sænker sig over scenen, får den oplyste borg bag scenen en imponerende effekt, og dramaet fortættes. Både Claudius og Gertrude spiller sig op og får mere dybde. Hans magtbegær blandes med anger, der til sidst antager desperation, og hun indser sin fejl, som dog ikke står at rette. Er det med vilje, at hun drikker af Claudius' forgiftede bæger under duellen mellem Hamlet og den rasende Laertes? Det kunne man godt tro. 

Det kan, som nævnt i indledningen, godt skyldes vejret, at den første del af forestillingen har svært ved at fængsle, men eftersom forestillingen er lavet til at blive spillet under åben himmel i den lunefulde danske sommer, så kunne man måske have taget forbehold for dette i dramatiseringen og instruktionen på forhånd. Heldigvis var det ikke bare vejret, der blev bedre som aftenen skred frem, og alt i alt er dette en seværdig "Hamlet" med en overbevisende hovedaktør.

"Hamlet". Af William Shakespeare, bearbejdet af Lars Romann Engel på baggrund af Shakespeares tekster fra 1603 og 1623.

Instruktion: Lars Romann Engel. Scenografi og kostumedesign: Catia Hauberg. Lysdesign: Mårten K. Axelsson. Komponist: Mike Sheridan.

Medvirkende: Cyron Melville, Natalia Madueño, Vivienne McKee, Richard Clothier, Chris Myles, Domenic Tighe, Oliver Alvin-Wilson, Jack Johns, Brett Brown. Stemmer: David Bateson og Max Kramhøft.

Produceret af HamletScenen i samarbejde med London Toast Theatre.

Spiller på Kronborg i Helsingør frem til 19. august, mandage undtaget.

Anmeldt 1. august (premiere)

Forestillingsfoto: Søren Meisner.

28-07-2017

Gilleleje Revyen er landets mindste revy, men har den smukkeste udsigt og i år morer man sig fint, mens det kniber med musikaliteten.

* * * 

Udsigten fra Fyrkroens terrasse er ganske enkelt enestående, og på en smuk sommeraften som i aftes, kunne man fristes til at ønske, at kroens lille Gilleleje revy blev spillet udendørs med Øresund som verdens smukkeste scenografi.

Det gør den så ikke. De tre skuespillere og to musikere optræder på en diminutiv scene i hjørnet af restauranten, hvor scenografien alene består af et bagtæppe og en enkelt disk, der et par gange tages frem og benyttes i den klassiske 'disk sketch'. Den første en meget veloplagt vrøvlesketch, om noget så jordnært og dog så abstrakt som booking af en badminton-bane, den anden en noget mindre vellykket politi-sketch, hvor den emsige betjent har arresteret både Ole Lukøje, Julemanden og Prins Henrik.

Inden revyen går i gang har vi indtaget en udmærket tre-retters menu; gravad laks med rævesovs, mør kalveculotte med svampesauce og årstidens grønt og en trifli på rabarber. Altsammen meget velsmagende, så grunden er lagt til en hyggelig aften.*)

Og det bliver det så også. Hyggeligt. Ind i mellem ganske morsomt, især før pausen, men ikke udpræget musikalsk. Hvis man en gang i mellem er i tvivl om vigtigheden af en revykapelmesters funktion, så giver Gilleleje Revyen et meget godt eksempel på det. Det lyder og flyder ikke særlig godt, desværre. Kun i et enkelt nummer; "Pengene flyver", på Bent Fabricius-Bjerres 50 år gamle "Duerne flyver", men her om de mange milliarder, der fordufter fra Skat's kasse som dug for solen, fungerer samspillet mellem tekst, musik, musikere og skuespillere som det skal og bør.

Det er ti år siden at Peter Holst -Beck startede den nye Gilleleje Revy-tradition. Siden har Jesper Søgaard overtaget roret. Begge er med på scenen i år, suppleret af en af dansk revys vel nærmest legendariske skikkelser, Ulla Jessen. Et på mange måder solidt og velfungerende hold, der forstår at levere det, en traditionel kro-revy skal kunne levere; gedigen underholdning med fokus på det morsomme. Jesper Søgaard kan mange gode ting på en revyscene og er den, der trækker de fleste stik hjem i årets revy. Både i den grovkornede ende af skalaen, som aldrende stripper, og i den klassiske stil, i en fin vise om at det er blevet trendy at være uvidende; Det er os, der styrer showet; os med ekko under låget!

Han er også sjov i anden akts åbningsnummer, som kvindelig efterskoleleder, der går i rette med pædagogvikarens (Ulla Jessen) sang til den årlige julefest, selvom han gentagne gange klart udtrykker, at det er Susanne, der kører løbet i år! Det er det så ikke helt alligevel.

Ulla Jessen er bundsolid som humørcoachen Herdis, der nærmest uden at fortrække en mine er rejsende i smittende smil og vittigheder, og når hun i det afsluttende pop-hit potpourri med noget nær dødsforagt kaster sig ud i parodier på Madonna, Amy Winehouse og poptøsen Cisilia. Også her tager Jesper Søgaard de sikreste stik som bl.a. den lokale original Lille-Palle, Troels Trier og Donald Trump, der minsandten synger Pink Floyds "We don't need no education" ("Another brick in the Wall"). 

Peter Holst-Beck er bedst i nummeret som faderen, der fortæller sit lille barn i barnevognen nogle artige sandheder om moderen og resten af familien, med en både helt overraskende og samtidig ganske indlysende pointe. 

Tekstmaterialet er pænt sagt af varierende kvalitet, og holdet har selv instrueret, hvilket måske er en af årsagerne til, at lidt for mange numre får lov at blive for lange - det er i sådanne tilfælde, at 'et par friske øjne udefra' kan gøre underværker - men Gilleleje Revyen er nu alligevel ganske underholdende og det er i hvert fald et par hyggelige timer i godt selskab, som ingenlunde er spildt.

Gilleleje Revyen 2017 - Mod fjerne kyster.

Tekst og musik: Peter Holst-Beck, Christian Dahlberg, Jan Elgaard, Ulla Jessen, Jesper Søgaard, Lars Kjærby & Ib Christoffersen, Daniel Vognstrup, Michael Slebsager, Bent Fabricius-Bjerre, Morten Holm-Nielsen, Christian Damsgaard, Susanne Overgaard, Lasse Holy, René Jensen m.fl.

Instruktion. Holdet. Kostumer: Lasse Kümler. Musikere: Lasse Holy og René Jensen.

Medvirkende: Ulla Jessen, Peter Holst-Beck og Jesper Søgaard.

Spiller på Fyrkroen uden for Gilleleje indtil 19. august. (Revyen havde premiere 29. juni, og spillede tre gange, derefter genoptaget fra 27. juli). *) Om torsdagen er menuen stegt flæsk.

Anmeldt: 28. juli

 

09-07-2017

Grønnegårdsteatrets "Don Ranudo" er en hyggelig og velspillet lille sommerspøg.

* * * *

Don Ranudo og hans kone Donna Olympia er fandens fine. Og ludfattige. Så fattige, at deres tøj hænger i laser, de har ikke råd til mad og de er til nar og grin blandt alle i byen, men hvad gør det, når blot man har en stamtavle, der går tilstrækkeligt langt tilbage.

Holbergs komedie om hovmod, der står for fald, og opstyltet fornemhed er blevet bearbejdet af Claus Flygare, og spilles som en lille, kvik sommerspøg på bare halvanden time. Ikke for langt og ikke for kort. Men lige tilpas.

Forestillingen havde premiere 30. juni (hvor jeg var optaget andetsteds), og nu en god uge efter premieren, kan man ihvertfald konstatere at den har fundet sin rytme. Der spilles med overskud og energi over hele linjen; allerbedst af Ida Cæcilie Rasmussen som den geschæftige tjenestepige Leonora, der med list og snilde får sørget for at arrangere den intrige, der gør at Don Ranudo og Donna Olympias kønne datter, Donna Maria, kan få sin elskede Gonzalo, selvom han er nyrig og slet, slet ikke lever op til hendes forældres ufravigelige krav om at være af gammel adelsslægt.

Det er nemlig det, komedien handler om. At være eller ikke være fin. Velstand har i følge Don Ranudo intet med penge at gøre, men handler alene om slægtens historie. Han har efterhånden trukket så meget på kreditten, at kreditorerne kommer og klæder ham og hustruen af til det bare undertøj, men han nægter at gifte sin datter bort til den rige Gonzalo, simpelthen fordi han ikke er fin nok.

I Emmet Feigenbergs instruktion bliver det ved det muntre. Så meget at en monolog hen mod slutningen om at acceptere fremmede, nærmest virker malplaceret. Hvad skal nu det til for? Lad os nu bare have lov at more os.

For det gør man; Morer sig. Foruden af Ida Cæcilie Rasmussen, spilles der veloplagt af Jesper Hyldegaard som lakajen Pedro, af Henrik Koefoed og Lone Hertz som det forarmede adelspar, af Molly Blixt Egelind som den skønne Donna Maria, Steen Stig Lommer som page og af Peter Hald og Tina Gylling Mortensen som de nyrige, den forelskede Gonzalo, med fyrigt spansk temperament, og hans søster, der nok forstår at sætte handling bag ordene. Jacob Weble er både sød og sjov som bonden, der inviteres indenfor hos Don Ranudo og rippes for både ost og vin. Endelig leverer Jacob Gurevitsch spanske guitartoner som fyrig og sanselig underlægningsmusik.

Tøjet hænger i laser på Don Ranudo, Donna Olympia og deres ansatte, men mærkeligt nok ikke på deres smukke datter, der stråler i sin spanske blomsterkjole, men hun har måske sin egen lille reserve syet ind i madrassen, hvem ved!

Der er smukt og stemningsfuldt i Designmuseum Danmarks have i hjertet af København, og en aften i Grønnegårdsteatret er i hvert fald ikke spildt.

"Don Ranudo". Komedie af Ludvig Holberg. Bearbejdet af Claus Flygare.

Instruktion: Emmet Feigenberg. Scenografi og kostumer: Karin Betz. Koreografi; Christel Stjernebjerg. Komponist og guitarist: Jacob Gurevitsch.

Medvirkende: Henrik Koefoed, Lone Hertz, Molly Blixt Egelind, Peter Hald, Tina Gylling Mortensen, Ida Cæcilie Rasmussen, Jesper Hyldegaard, Steen Stig Lommer og Jacob Weble.

Producent: Grønnegårdsteatret. Spiller i Design Museum Danmarks Have til 26. august.

Anmeldt 8. juli.

Forestillingsfoto: Bjarne Stæhr.

06-07-2017

Frederikssunds vikingespil har eksisteret i 66 år og udvikler sig hele tiden. Årets forestilling er flot amatørteater i widescreen format.

* * * *

Egentlig ville jeg ikke anmelde Frederikssunds vikingespil, for med alt det udendørs semiprofessionelt amatørteater, der spilles i Danmark hver sommer, hvor skal man så sætte grænsen. Desuden føler jeg mig en lille smule inhabil. Frederikssund vikingerne har nemlig fyldt rigtigt meget i mit liv, især i min barndom og opvækst. Jeg var ganske vist ikke født, da min farfar, skuespilleren Per Buckhøj, for 66 år siden var med til at starte den tradition, der i dag fortsat lever og har det godt, men jeg er vokset op på Frederikssund-egnen og vikingespillet var en fast attraktion i hele min barn- og ungdom. Sammen med mine forældre besøgte jeg hver sommer vikingepladsen på Kalvøen, og vi sad i de hyggelige hytter bag scenen sammen med de gamle vikinger, der fortalte om opstartsårene, om min bedstefar og alle de rejser, de var på, rundt om i verden; fra England til så fjerne egne som Argentina.

I en periode flirtede jeg faktisk med tanken om selv at blive 'viking'. Ikke fordi jeg havde den mindste lyst til at optræde, men for at føre familietraditionen videre. Min far var nemlig også som ung en del af klanen deroppe, selvom han aldrig medvirkede i et spil.

Nå, nok om det. Inhabil eller ej. I aftes var jeg sammen med min nu næsten voksne datter igen til vikingespil - for første gang i en fire-fem år. Det var umådelig hyggeligt.

Årets forestilling "Harald Blåtand" er skrevet af Nina Larissa Bassett og bearbejdet af Rebecca Wittenburg og Ida Bjørlig. Oprindeligt var Bassetts stykke første del af to, men de to unge vikingekvinder, der allerede har skrevet flere spil fra grunden, har fået lov at sammenskrive det til ét stykke. God idé. I stedet for et spil om kristningen af danerne under Harald Blåtands kongedømme i fra ca. år 960-983, og et spil om hans søn Svend Tveskægs togter mod England og Norge, er årets spil blevet til en fortælling om forholdet mellem en far og hans søn. Harald lader sig og sit folk kristne, men Svend nægter, og erklæres fredløs og sendes bort. De gamle guder udpeger Svend til at vinde dem magten tilbage og dermed opstår en fejde mellem far og søn, som får en fatal udgang. Det er en spændende og velfortalt grundfortælling, som så har en hav af små sidehistorier, fortalt med lige del humor og romantik.

Skuespillet er naturligvis ikke nær så godt, som når Det kgl. Teaters professionelle skuespillere spiller "Røde Orm" (næsten samme historie), men det er langt mere autentisk. For tredje år i træk er det Louise Schouw, der har instrueret, og det gør hun med en meget fin balance mellem de nære spillescener og de store, dramatiske optrin i widescreen på udendørsscenen.

I år har man valgt en stor, ambitiøs og kompakt scenografi. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg foretrækker, når man kan se at der spilles teater i naturen, men vikingespillet skal selvfølgelig følge med tiden. Men mindre scenografi, næste år, tak!

Er der noget vikingerne i Frederikssund kan, så er det at slås, så gnisterne springer af de tunge sværd. Der bliver virkelig hakket igennem, og det ses på et par af de medvirkende, at der af og til er et slag der træffer rent - av! De store kampscener er stadig der, hvor vikingespillet imponerer og underholder mest, men det går såmænd også fint nok med replikkerne, der i øvrigt i dag stadig er forudindspillet på bånd (min farfars idé fra for 66 år siden) og som giver instruktøren mulighed for at lege med lydeffekter og stemningsskabende underlægningsmusik. 

Der er flotte visuelle detaljer, bl.a. når der bogstaveligt står røg omkring Hel, underverdenens herskerinde, eller når munken Poppos kirke brændes ned af Svends krigere.

I pausen kan man komme bag scenen og opleve det helt unikke fællesskab blandt vikingerne; et fællesskab, der i de seneste 66 år har været identitetsskabende for hele Frederikssund by og rigtigt mange af byens familier, der gennem generationer har gjort vikingelivet til deres livsstil.

Det er en hyggelig sommerudflugt at tage til Frederikssund Vikingespil og det kan nås lidt endnu. De spiller til og med 16. juli.

"Harald Blåtand". Af Nina Larissa Bassett, bearbejdet af Rebecca Wittenburg og Ida Bjørlig.

Instruktion: Louise Schouw. Scenografi: Henrik Grundtmann. Kostumer: Benthe Aagaard.

I de bærende roller: Jan Baun (Harald), Benjamin Boraghi (Svend), Nikki Jeffries (Hel), Ken Jacobsen (Munken Poppo) og mange, mange flere.

Spiller på Kalvøen i Frederikssund til og med 16. juli.

Set og anmeldt 5. juli.

02-07-2017

Græsted Revyen er simpelthen årets morsomste revy. En sandt festfyrværkeri af herlig, folkelig komik.

* * * * *

Nogle gange er det bare skønt at få lov at grine, grine og grine. Det gør man i årets Græsted Revy, der simpelthen er årets sjoveste, måske endda årets bedste revy.

Det er ikke fordi satiren er den skarpeste, og revyen på den lille nordsjællanske kro hører heller ikke til de mest raffinerede, men hold da op, hvor er det bare lykkedes at få alt det morsomme til at gå op i en højere enhed for instruktøren Gordon Kennedy og det suverænt veloplagte revyhold bestående af krofatter René Richardt selv, John Batz, Troels Malling og Christine Exner.

Meget, meget sjældent sidder man en hel aften og griner højt af stort set hvert eneste nummer, men det gør man her. Der er sjove ideer, skægge pointer og en gnistrende spilleglæde. Der er helt åbentlyst en god kemi mellem skuespillerne på scenen; en kemi, der fra første minut spreder sig til salen.

Det gør det takket være en højenergisk åbning til inciterende reggae-rytmer. Der er fuld knald på fra første strofe slås an, og tempoet og energien holder hele vejen. Der er en morsom sketch om gyldne håndtryk i erhvervslivet og et skørt mimisk nummer i to afdelinger med John Batz i centrum. Han er tilbage i Græsted Revyen efter nogle års fravær, og især samspillet med René Richardt glimrer. De er en klassisk komiker konstellation; den lille vævre, og den store dumme. Gøg og Gokke, Fy og Bi, Kjeld og Dirch - ok, måske ikke helt, men mindre kan sandelig også gøre det. 

Troels Malling er helt vidunderlig som lærer i en inklusionsklasse i Folkeskolen. Et job, der giver stor faglig stolthed - og en del knubs. Nummeret er skrevet af makkerparret Vase & Fuglsang, og bør sammen med alle de andre fine, fine karakterer han skaber hele revyen igennem give Malling en nominering til årets revykunstner når Revyernes Revy afvikles midt i august.

Christine Exner er ene kvinde i revyen, og gør det glimrende blandt andet i en sjov Ann Mariager-tekst om at være den sidste kvinde i verden, der er stolt af sin alder, og som Mette Frederiksen overfor John Batz' Kristian Thulesen Dahl i et medley af sange fra musicalen "Grease". Hun har selv skrevet teksten til en morsom sketch om hjemmerøveri, hvor hun spiller overfor en uimodståeligt sjov Malling, og hun er meget morsom, når hun efter pausen læser op af real-erotiske noveller.

Anden akt åbner med et gevaldigt orgelbrus, hvor revyens kapelmester Henrik Schrøder rigtigt er på hjemmebane; når han ikke spiller til revy i Græsted er han nemlig organist i Tikøb Kirke. René Richardt er præsten, der steder vores allesammen 'lille skat' til hvile, i virkeligheden en optakt til et sjovt, omend lidt for langt nummer om Skats genvordigheder.

Revyen har mange lidt anderledes og skæve indgangsvinkler til det satiriske stof. Inger Støjbergs kage, bliver her bedømt af to ikke specielt imponerede konditorer. Deres dom er klar; niveauet er lavt, alle regler og traditioner er tilsidesat. I et nummer stjæler de medvirkende hinandens identitet, meget originalt. Og tre af årets begivenheder; Morten Messersmiths EU-fup, Lars Løkkes kamp for at holde sig på taburetten og Englands farvel til EU serveres her til moderne Gulddreng-toner af Richardt, Exner og Malling. Igen et nummer af Vase & Fuglsang, og igen et højdepunkt i en revy, hvor selv de svageste numre generelt er meget morsomme.

Ligeså effektfuldt forestillingen skydes igang, lige så effektfuldt slutter den i et langt, flot Shu-Bi-Dua-potpourri. Festligere afslutning på en prægtig revyaften, kan man næsten ikke forestille sig.

Det bør desuden noteres, at maden, der serveres inden forestillingen, igen i år er landets bedste revymenu. Græsteds langtidsstegte gris er så god, at den formentlig vil kunne få en radikaliseret imam på andre tanker. At maden er landets bedste er ikke nyt, at revyen også er det, er bare en glædelig overraskelse.

Græsted Revyen 2017 - Hvor galt kan det gå?

Tekst og musik af: Carl-Erik Sørensen, Henrik Schrøder, Kjærby & Christoffersen, John Batz, Ann Mariager, Gordon Kennedy, Vase & Fuglsang, Gunvor Reynberg, Christine Exner, Rasmus Søndergaard, Martin Miehe-Renard, Malte Ebert, René Richardt og holdet.

Instruktion: Gordon Kennedy. Koreografi: Michael Olesen. Scenografi: Vibe Pock-Steen. Kostumer: Laila Drisgaard. Kapelmester: Henrik Schrøder.

Medvirkende: Christine Exner, Troels Malling, John Batz og René Richardt.

Spiller på Græsted Kro til 30. september.

Anmeldt 1. juli.

Foto: Peter Søndergaard.