Teater & revy

04-08-2017

Korsør har fået sin egen sommerrevy i den charmerende gamle Sommerlyst Jagtkro, hvor operadivaen Susanne Elmark stjæler billedet.

* * * 


Jeg har engang fået at vide, at operasangere er nogle af de mest vittige mennesker, der elsker at lave sjov og ballade - også med deres egen metier. Jeg kender da også nogle stykker, som er rigtigt, rigtigt morsomme at være sammen med. Hvordan Susanne Elmark, operastjerne i både ind- og udland, er havnet på landets nyeste, og måske mindste revyscene på den mere 150 år gamle jagtkro Sommerlyst udenfor Korsør, som 'special guest star', som det hedder i program og på plakat, aner jeg ikke. Men dér står hun altså. Skøn at skue, med en stemme, der klinger umanerligt skønt og med en klædelig selvironi, når hun både alene og sammen med det øvrige revyhold slår tonen an til en hyggelig aften.

I følge programmet har Susanne Elmark som purung spillet amatørrevy i Birkerød, så det ligger sikkert et sted i blodet, det med revyen.

Inden vi kommer i gang med løjerne på den mikroskopiske og interimistiske scene, spiser publikum en tre-retters menu, som de godt kan være bekendt på jagtkroen, og kom gerne i god tid til at indsnuse kroens atmosfære og historie. På alle væggene hægger fuglekongeplatter, der går endnu længere tilbage end til den nuværende kros tid, og sandelig om ikke også Dronning Margrethe har malet to plaketter, der pryder en væg ved indgangen.

Det har de så et nummer om - sådan delvist i hvert fald - i revyen, som vi må være ærlige at sige ikke lever op til Susanne Elmarks niveau, selvom der især inden pausen er både sjove og især musikalsk vellykkede indslag.

Sommerlyst Revyen er på mange måder ulig noget andet man har set meget længe; ud over en operadiva på slap line, har man også en blind kapelmester, Kim Preuthun, men det mærker man intet til, når først han sidder ved tangenterne og giver solisterne de bedste musikalske vilkår at boltre sig under.

Revyens primus motor, Martin Ahlehuus, er selv på scenen og har skrevet de fleste numre. Begge dele med blandet held. Præcis lige som det er tilfældet med Dinna Hæklund og Benjamin Lundberg, er det bedst når han synger. Trioen optræder i revygruppen PEP, og kender og klæder hinanden fint, men de ville ikke have klaret aftenen uden Susanne Elmarks professionalisme.

Hun synger et par fyrrige arier; "O mio Babbino Caro" af Puccini og Adeles lattercouplet fra "Flagermusen", og hun glider også ind i ensemblet, bl.a. i den friske duel "Alt hvad du gør, kan jeg gøre bedre" fra "Annie Get Your Gun" med fint modspil fra en på forhånd slagen Benjamin Lundberg, der har en sangeruddannelse og hænger fint på.

Han er en trutmundet Trump, overfor Dinna Hæklunds skuffede Hillary i en duet, hvor det afsløres at han vandt fordi han 'did it My Way' på Sinatras gamle klassiker. Nummeret glider elegant over i "The First Lady is a Trump" med Elmark som førstedamen Melania. Inden pausen er hele ensemblet frustrerede billister i et både velskrevet og musikalsk elegant nummer om rotteræset på vejene. Revyens bedste egentlige revynummer.

Niveauet falder desværre noget efter pausen; især er den gal med teksterne. Der er spændende og gode ideer, men de forløses ikke godt nok. Dinna Hæklunds Kundby-pige, der skifter mellem den hårde og kolde potentielle terrorist, og det milde og blide påståede offer, har bestemt potentiale, og det har også hendes samfundskritiske monolog om Maren, der sidder alene på sin 89 års fødselsdag, svigtet af sønnen, og overladt til skæbnen af både hjemmehjælp og ældrepleje, indtil Thyra Frank dukker op i hendes drømme som den sande frelser. Oh my God!

Også efter pausen er det godt at Susanne Elmark er på banen med et par sange fra "Den glade enke", for de går altid rent hjem, og holder stemningen oppe.

Sommerlyst har potentiale til at blive et rigtigt hyggeligt revysted om sommeren, og det er i det hele taget et både sødt og sympatisk hold, der får lov at starte hvad der forhåbentligt kan blive en fast tradition i Revydanmark.

Sommerlyst Revyen 2017.

Tekst og musik: Kim Preuthun, Martin Ahlehuus, G. Puccini, Carsten Hede, Morten Holm-Nielsen, Preben Kaas, Irving Berlin, Thomas Malling, Johann Strauss d.y., Jacques Revaux, Richard Rodgers, Lars Kanit, Carl Nielsen, Aram Chatjaturjan, Marco & Blicher, Benjamin Lundberg, Georges Bizet, Franz Lehar, Staffan Bjerstedt, Fini Høstrup, Per Damgaard, Sebastian Bagergaard og David Benoit.

Kunstnerisk konsulent: Dan Schlosser. Koreografi: Dinna Hæklund. Kapelmester: Kim Preuthun.

Medvirkende: Susanne Elmark, Dinna Hæklund, Benjamin Lundberg og Martin Ahlehuus.

Spiller på Sommerlyst Jagtkro i Korsør torsdag-søndag i hele august.

Anmeldt 3. august (premiere).

Foto Klaus Forlev, fra en optræden på Ledreboprg Slot.

02-08-2017

Cyron Melville er en overbevisende Hamlet i Lars Romann Engels dramatisering i fantastiske rammer på Kronborg, men forestillingen har svært ved at komme op i omdrejninger.

* * * *

Måske skyldtes det regnen, der nådesløst silede ned over den nye scene på Kronborg i hele den første time af forestillingen. Måske skyldes det Lars Romann Engels dramatisering og instruktion. I hvert fald havde "Hamlet" i begyndelsen svært ved at komme op i omdrejninger, da der i aftes var premiere på HamletScenens første internationale egenproduktion af Shakespeares udødelige klassiker.

Efter en hel dag med sol og blå himmel over Helsingør, trak de mørke skyer sig sammen omkring ved 18-tiden og da premierepublikummet ankom til den nyanlagte scene, stod regnen ubønhørligt ned. Sådan varede det ved næsten til første akts slutning, så klarede det endelig op og lysnede samtidig med at solen gik ned. På samme måde med forestillingen; den begyndte at lyse op, da solen gik ned, og regnen hørte op.

Lars Romann Engels "Hamlet" er en moderne forestilling. De unge har mobiltelefoner, den norske hærfører Fortinbras sværmer omkring Kronborgs mure i kamphelikopter, parat til at indtage landet, og Polonius tænder slottets overvågningskameraer, som fanger den unge Hamlets lystige stunder med vennen Horatio og kæresten, eller snarere flirten, den smukke Ofelia. Trods præget af sorg over faderens død, kan hun - fuldt forståeligt - tænde et lys i hans sjæl. Jeg har aldrig helt forstået hvorfor hofsnogen Polonius ikke ønsker, at der skal komme noget ud af den alliance, som da alt andet lige måtte bringe ham selv endnu tættere på magtens centrum, og da slet ikke i denne opsætning, hvor Hamlets vanvid først indfinder sig relativt sent. Nå, men lad det ligge.

Man må formode at de fleste publikummer i hvert fald i store træk kender grundhistorien i Shakespeares drama, og måske derfor går det lidt trægt i gennem hele første akt, hvor hverken Richard Clothiers magtbegærlige Claudius eller Vivienne McKees nygifte enkedronning Gertrude rigtigt formår at brænde igennem. Chris Myles' Polonius har sine stunder; slesk og intrigant, og med en snert af den humor, der bestemt også ligger i tragedien, men som godt nok ikke får lov at udfolde sig meget. Kun ganske sporadisk hos Hamlet, der ellers har muligheden, blandt andet når han påtaget eller reelt vanvittig sætter et spil i scene, der skal afsløre Claudius' bedrag. 

Jeg synes, at Cyron Melvilles Hamlet savner humor, men jeg synes også han på alle andre måder er en overbevisende Hamlet. En klog, eftertænktsom ung mand. Et menneske, der ønsker hævn for sin faders mord, men som alligevel afstår, da han har muligheden, for så alligevel til sidst, da alt håb er ude, og alle omkring ham er døde, at give Claudius dødsstødet. 

Natalia Madueños Ofelia får god plads i denne opsætning, hvor hun ikke bare er en dydig slotsfrøken, men en sprudlende, oprørsk teenager med sitrende livslyst. Netop derfor virker det så meget stærkere når hun til sidst bliver vanvittig af svigt og sorg, og tager sit eget liv. Der er gnister i samspillet mellem hende og Melville, og så endda på et aldeles imponerende smukt engelsk.

I takt med at mørket sænker sig over scenen, får den oplyste borg bag scenen en imponerende effekt, og dramaet fortættes. Både Claudius og Gertrude spiller sig op og får mere dybde. Hans magtbegær blandes med anger, der til sidst antager desperation, og hun indser sin fejl, som dog ikke står at rette. Er det med vilje, at hun drikker af Claudius' forgiftede bæger under duellen mellem Hamlet og den rasende Laertes? Det kunne man godt tro. 

Det kan, som nævnt i indledningen, godt skyldes vejret, at den første del af forestillingen har svært ved at fængsle, men eftersom forestillingen er lavet til at blive spillet under åben himmel i den lunefulde danske sommer, så kunne man måske have taget forbehold for dette i dramatiseringen og instruktionen på forhånd. Heldigvis var det ikke bare vejret, der blev bedre som aftenen skred frem, og alt i alt er dette en seværdig "Hamlet" med en overbevisende hovedaktør.

"Hamlet". Af William Shakespeare, bearbejdet af Lars Romann Engel på baggrund af Shakespeares tekster fra 1603 og 1623.

Instruktion: Lars Romann Engel. Scenografi og kostumedesign: Catia Hauberg. Lysdesign: Mårten K. Axelsson. Komponist: Mike Sheridan.

Medvirkende: Cyron Melville, Natalia Madueño, Vivienne McKee, Richard Clothier, Chris Myles, Domenic Tighe, Oliver Alvin-Wilson, Jack Johns, Brett Brown. Stemmer: David Bateson og Max Kramhøft.

Produceret af HamletScenen i samarbejde med London Toast Theatre.

Spiller på Kronborg i Helsingør frem til 19. august, mandage undtaget.

Anmeldt 1. august (premiere)

Forestillingsfoto: Søren Meisner.

28-07-2017

Gilleleje Revyen er landets mindste revy, men har den smukkeste udsigt og i år morer man sig fint, mens det kniber med musikaliteten.

* * * 

Udsigten fra Fyrkroens terrasse er ganske enkelt enestående, og på en smuk sommeraften som i aftes, kunne man fristes til at ønske, at kroens lille Gilleleje revy blev spillet udendørs med Øresund som verdens smukkeste scenografi.

Det gør den så ikke. De tre skuespillere og to musikere optræder på en diminutiv scene i hjørnet af restauranten, hvor scenografien alene består af et bagtæppe og en enkelt disk, der et par gange tages frem og benyttes i den klassiske 'disk sketch'. Den første en meget veloplagt vrøvlesketch, om noget så jordnært og dog så abstrakt som booking af en badminton-bane, den anden en noget mindre vellykket politi-sketch, hvor den emsige betjent har arresteret både Ole Lukøje, Julemanden og Prins Henrik.

Inden revyen går i gang har vi indtaget en udmærket tre-retters menu; gravad laks med rævesovs, mør kalveculotte med svampesauce og årstidens grønt og en trifli på rabarber. Altsammen meget velsmagende, så grunden er lagt til en hyggelig aften.*)

Og det bliver det så også. Hyggeligt. Ind i mellem ganske morsomt, især før pausen, men ikke udpræget musikalsk. Hvis man en gang i mellem er i tvivl om vigtigheden af en revykapelmesters funktion, så giver Gilleleje Revyen et meget godt eksempel på det. Det lyder og flyder ikke særlig godt, desværre. Kun i et enkelt nummer; "Pengene flyver", på Bent Fabricius-Bjerres 50 år gamle "Duerne flyver", men her om de mange milliarder, der fordufter fra Skat's kasse som dug for solen, fungerer samspillet mellem tekst, musik, musikere og skuespillere som det skal og bør.

Det er ti år siden at Peter Holst -Beck startede den nye Gilleleje Revy-tradition. Siden har Jesper Søgaard overtaget roret. Begge er med på scenen i år, suppleret af en af dansk revys vel nærmest legendariske skikkelser, Ulla Jessen. Et på mange måder solidt og velfungerende hold, der forstår at levere det, en traditionel kro-revy skal kunne levere; gedigen underholdning med fokus på det morsomme. Jesper Søgaard kan mange gode ting på en revyscene og er den, der trækker de fleste stik hjem i årets revy. Både i den grovkornede ende af skalaen, som aldrende stripper, og i den klassiske stil, i en fin vise om at det er blevet trendy at være uvidende; Det er os, der styrer showet; os med ekko under låget!

Han er også sjov i anden akts åbningsnummer, som kvindelig efterskoleleder, der går i rette med pædagogvikarens (Ulla Jessen) sang til den årlige julefest, selvom han gentagne gange klart udtrykker, at det er Susanne, der kører løbet i år! Det er det så ikke helt alligevel.

Ulla Jessen er bundsolid som humørcoachen Herdis, der nærmest uden at fortrække en mine er rejsende i smittende smil og vittigheder, og når hun i det afsluttende pop-hit potpourri med noget nær dødsforagt kaster sig ud i parodier på Madonna, Amy Winehouse og poptøsen Cisilia. Også her tager Jesper Søgaard de sikreste stik som bl.a. den lokale original Lille-Palle, Troels Trier og Donald Trump, der minsandten synger Pink Floyds "We don't need no education" ("Another brick in the Wall"). 

Peter Holst-Beck er bedst i nummeret som faderen, der fortæller sit lille barn i barnevognen nogle artige sandheder om moderen og resten af familien, med en både helt overraskende og samtidig ganske indlysende pointe. 

Tekstmaterialet er pænt sagt af varierende kvalitet, og holdet har selv instrueret, hvilket måske er en af årsagerne til, at lidt for mange numre får lov at blive for lange - det er i sådanne tilfælde, at 'et par friske øjne udefra' kan gøre underværker - men Gilleleje Revyen er nu alligevel ganske underholdende og det er i hvert fald et par hyggelige timer i godt selskab, som ingenlunde er spildt.

Gilleleje Revyen 2017 - Mod fjerne kyster.

Tekst og musik: Peter Holst-Beck, Christian Dahlberg, Jan Elgaard, Ulla Jessen, Jesper Søgaard, Lars Kjærby & Ib Christoffersen, Daniel Vognstrup, Michael Slebsager, Bent Fabricius-Bjerre, Morten Holm-Nielsen, Christian Damsgaard, Susanne Overgaard, Lasse Holy, René Jensen m.fl.

Instruktion. Holdet. Kostumer: Lasse Kümler. Musikere: Lasse Holy og René Jensen.

Medvirkende: Ulla Jessen, Peter Holst-Beck og Jesper Søgaard.

Spiller på Fyrkroen uden for Gilleleje indtil 19. august. (Revyen havde premiere 29. juni, og spillede tre gange, derefter genoptaget fra 27. juli). *) Om torsdagen er menuen stegt flæsk.

Anmeldt: 28. juli

 

09-07-2017

Grønnegårdsteatrets "Don Ranudo" er en hyggelig og velspillet lille sommerspøg.

* * * *

Don Ranudo og hans kone Donna Olympia er fandens fine. Og ludfattige. Så fattige, at deres tøj hænger i laser, de har ikke råd til mad og de er til nar og grin blandt alle i byen, men hvad gør det, når blot man har en stamtavle, der går tilstrækkeligt langt tilbage.

Holbergs komedie om hovmod, der står for fald, og opstyltet fornemhed er blevet bearbejdet af Claus Flygare, og spilles som en lille, kvik sommerspøg på bare halvanden time. Ikke for langt og ikke for kort. Men lige tilpas.

Forestillingen havde premiere 30. juni (hvor jeg var optaget andetsteds), og nu en god uge efter premieren, kan man ihvertfald konstatere at den har fundet sin rytme. Der spilles med overskud og energi over hele linjen; allerbedst af Ida Cæcilie Rasmussen som den geschæftige tjenestepige Leonora, der med list og snilde får sørget for at arrangere den intrige, der gør at Don Ranudo og Donna Olympias kønne datter, Donna Maria, kan få sin elskede Gonzalo, selvom han er nyrig og slet, slet ikke lever op til hendes forældres ufravigelige krav om at være af gammel adelsslægt.

Det er nemlig det, komedien handler om. At være eller ikke være fin. Velstand har i følge Don Ranudo intet med penge at gøre, men handler alene om slægtens historie. Han har efterhånden trukket så meget på kreditten, at kreditorerne kommer og klæder ham og hustruen af til det bare undertøj, men han nægter at gifte sin datter bort til den rige Gonzalo, simpelthen fordi han ikke er fin nok.

I Emmet Feigenbergs instruktion bliver det ved det muntre. Så meget at en monolog hen mod slutningen om at acceptere fremmede, nærmest virker malplaceret. Hvad skal nu det til for? Lad os nu bare have lov at more os.

For det gør man; Morer sig. Foruden af Ida Cæcilie Rasmussen, spilles der veloplagt af Jesper Hyldegaard som lakajen Pedro, af Henrik Koefoed og Lone Hertz som det forarmede adelspar, af Molly Blixt Egelind som den skønne Donna Maria, Steen Stig Lommer som page og af Peter Hald og Tina Gylling Mortensen som de nyrige, den forelskede Gonzalo, med fyrigt spansk temperament, og hans søster, der nok forstår at sætte handling bag ordene. Jacob Weble er både sød og sjov som bonden, der inviteres indenfor hos Don Ranudo og rippes for både ost og vin. Endelig leverer Jacob Gurevitsch spanske guitartoner som fyrig og sanselig underlægningsmusik.

Tøjet hænger i laser på Don Ranudo, Donna Olympia og deres ansatte, men mærkeligt nok ikke på deres smukke datter, der stråler i sin spanske blomsterkjole, men hun har måske sin egen lille reserve syet ind i madrassen, hvem ved!

Der er smukt og stemningsfuldt i Designmuseum Danmarks have i hjertet af København, og en aften i Grønnegårdsteatret er i hvert fald ikke spildt.

"Don Ranudo". Komedie af Ludvig Holberg. Bearbejdet af Claus Flygare.

Instruktion: Emmet Feigenberg. Scenografi og kostumer: Karin Betz. Koreografi; Christel Stjernebjerg. Komponist og guitarist: Jacob Gurevitsch.

Medvirkende: Henrik Koefoed, Lone Hertz, Molly Blixt Egelind, Peter Hald, Tina Gylling Mortensen, Ida Cæcilie Rasmussen, Jesper Hyldegaard, Steen Stig Lommer og Jacob Weble.

Producent: Grønnegårdsteatret. Spiller i Design Museum Danmarks Have til 26. august.

Anmeldt 8. juli.

Forestillingsfoto: Bjarne Stæhr.

06-07-2017

Frederikssunds vikingespil har eksisteret i 66 år og udvikler sig hele tiden. Årets forestilling er flot amatørteater i widescreen format.

* * * *

Egentlig ville jeg ikke anmelde Frederikssunds vikingespil, for med alt det udendørs semiprofessionelt amatørteater, der spilles i Danmark hver sommer, hvor skal man så sætte grænsen. Desuden føler jeg mig en lille smule inhabil. Frederikssund vikingerne har nemlig fyldt rigtigt meget i mit liv, især i min barndom og opvækst. Jeg var ganske vist ikke født, da min farfar, skuespilleren Per Buckhøj, for 66 år siden var med til at starte den tradition, der i dag fortsat lever og har det godt, men jeg er vokset op på Frederikssund-egnen og vikingespillet var en fast attraktion i hele min barn- og ungdom. Sammen med mine forældre besøgte jeg hver sommer vikingepladsen på Kalvøen, og vi sad i de hyggelige hytter bag scenen sammen med de gamle vikinger, der fortalte om opstartsårene, om min bedstefar og alle de rejser, de var på, rundt om i verden; fra England til så fjerne egne som Argentina.

I en periode flirtede jeg faktisk med tanken om selv at blive 'viking'. Ikke fordi jeg havde den mindste lyst til at optræde, men for at føre familietraditionen videre. Min far var nemlig også som ung en del af klanen deroppe, selvom han aldrig medvirkede i et spil.

Nå, nok om det. Inhabil eller ej. I aftes var jeg sammen med min nu næsten voksne datter igen til vikingespil - for første gang i en fire-fem år. Det var umådelig hyggeligt.

Årets forestilling "Harald Blåtand" er skrevet af Nina Larissa Bassett og bearbejdet af Rebecca Wittenburg og Ida Bjørlig. Oprindeligt var Bassetts stykke første del af to, men de to unge vikingekvinder, der allerede har skrevet flere spil fra grunden, har fået lov at sammenskrive det til ét stykke. God idé. I stedet for et spil om kristningen af danerne under Harald Blåtands kongedømme i fra ca. år 960-983, og et spil om hans søn Svend Tveskægs togter mod England og Norge, er årets spil blevet til en fortælling om forholdet mellem en far og hans søn. Harald lader sig og sit folk kristne, men Svend nægter, og erklæres fredløs og sendes bort. De gamle guder udpeger Svend til at vinde dem magten tilbage og dermed opstår en fejde mellem far og søn, som får en fatal udgang. Det er en spændende og velfortalt grundfortælling, som så har en hav af små sidehistorier, fortalt med lige del humor og romantik.

Skuespillet er naturligvis ikke nær så godt, som når Det kgl. Teaters professionelle skuespillere spiller "Røde Orm" (næsten samme historie), men det er langt mere autentisk. For tredje år i træk er det Louise Schouw, der har instrueret, og det gør hun med en meget fin balance mellem de nære spillescener og de store, dramatiske optrin i widescreen på udendørsscenen.

I år har man valgt en stor, ambitiøs og kompakt scenografi. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg foretrækker, når man kan se at der spilles teater i naturen, men vikingespillet skal selvfølgelig følge med tiden. Men mindre scenografi, næste år, tak!

Er der noget vikingerne i Frederikssund kan, så er det at slås, så gnisterne springer af de tunge sværd. Der bliver virkelig hakket igennem, og det ses på et par af de medvirkende, at der af og til er et slag der træffer rent - av! De store kampscener er stadig der, hvor vikingespillet imponerer og underholder mest, men det går såmænd også fint nok med replikkerne, der i øvrigt i dag stadig er forudindspillet på bånd (min farfars idé fra for 66 år siden) og som giver instruktøren mulighed for at lege med lydeffekter og stemningsskabende underlægningsmusik. 

Der er flotte visuelle detaljer, bl.a. når der bogstaveligt står røg omkring Hel, underverdenens herskerinde, eller når munken Poppos kirke brændes ned af Svends krigere.

I pausen kan man komme bag scenen og opleve det helt unikke fællesskab blandt vikingerne; et fællesskab, der i de seneste 66 år har været identitetsskabende for hele Frederikssund by og rigtigt mange af byens familier, der gennem generationer har gjort vikingelivet til deres livsstil.

Det er en hyggelig sommerudflugt at tage til Frederikssund Vikingespil og det kan nås lidt endnu. De spiller til og med 16. juli.

"Harald Blåtand". Af Nina Larissa Bassett, bearbejdet af Rebecca Wittenburg og Ida Bjørlig.

Instruktion: Louise Schouw. Scenografi: Henrik Grundtmann. Kostumer: Benthe Aagaard.

I de bærende roller: Jan Baun (Harald), Benjamin Boraghi (Svend), Nikki Jeffries (Hel), Ken Jacobsen (Munken Poppo) og mange, mange flere.

Spiller på Kalvøen i Frederikssund til og med 16. juli.

Set og anmeldt 5. juli.