05-08-2017

Bogense Sommercabaret 2017 - "En dag er ikke levet uden kærlighed"

Birgitte Simonsen og Kim Hammelsvang leverer en strålende intim kærlighedscabaret i Bogense.

* * * * *

Det er en gang blevet sagt, at alle sange handler om kærlighed. Den spirende kærlighed, den altopædende forelskelse, den ugengældte kærlighed og jalousien, som jo dybest set også udspringer af netop kærligheden.

Dette enorme emne har skuespillerne Birgitte Simonsen og Kim Hammelsvang lavet en cabaret om, som netop nu kan opleves i Cafe 44 i Bogense.

Stedet er i sig selv en oplevelse. Indgangen er gennem den mest fantastiske forretning fyldt til bristepunktet med antikviteter og rariteter af snart sagt en hver art. Indehaveren Torben Juul overtog den gamle bygning i Adelgade for snart 30 år siden, og huset oser af historie; her har været både bryggergård og bispesæde. Bag butikken er der adgang til den skønneste lille teatersal, som siden 1992 har lagt scene til Bogense Sommercabaret. Her har Kim Hammelsvang bogstaveligt talt trådt sine kunstneriske barnesko allerede inden han var færdiguddannet fra teaterskolen inde i Odense. 

Der er derfor ikke noget at sige til, at han ser ud til at befinde sig som en ål i mudder på den lillebitte scene. I dag har han mere end almindeligt travlt på den københavnske teater- og musicalscene og ikke mindst som et af den succesfulde Kerteminde Revys faste ankre, men heldigvis har han taget sig tid til også at vende tilbage til Bogense og optræde i dette års fine kærlighedscabaret med undertitlen "En dag er ikke levet uden kærlighed". Her har han selskab af Birgitte Simonsen, som sidste år spillede sin meget vellykkede Sitter-cabaret "På min lysegrønne ø" som sommercabaret på stedet. 

To meget forskellige skuespillere, der har det til fælles, at de har et enormt nærvær på scenen. På et lille sted som her, kommer det virkelig til sin ret. Her er ikke brug for mikrofoner; det er de rene stemmer, med den klang og det slid der nu engang er. Hun mere rusten end han, med en vidunderlig ægte udstråling af et levet liv. Og han med en sprudlende intensitet og altså dette nærvær i sangene, der folder sig ud i fuldt flor allerede i hans entré med Osvald Helmuths gamle "Konen, kællingen, madammen". Det er viseforedrag af højeste klasse, og det fortsætter gennem alle cabarets 18 sange. Pudsigt nok er sangen, der har givet cabareten dens titel ikke med i forestillingen, men det er dens budskab, der ligger som sky af skiftende kulører ovenover det hele.

Vi kommer vidt omkring; indledende med Poul Henningsens og Bernhard Christensens eviggyldige "Nå", over Jacques Brels skønne chancon om gasmålermanden på eventyr til "Hvem har du kysset i din gadedør", hvor rollerne meget elegant er byttet om så Kim er Daimi fra Pustervig og Birgitte er Dirch, orangeaderøret. Inden pausen befinder vi os mest på kærlighedens lyse side, det bliver mørkere efter pausen, hvor jalousiens grimme ansigt titter frem. Her har Birgitte Simonsen sin bedste sang, PH's "Sig de ord du ved", mens Kim Hammelsvang giver "Jeg havde vænnet mig til alt" fra My Fair Lady et helt nyt liv og en helt ny mening med frådende bitterhed over at være blevet forladt og ladt alene, mens hun fornøjer sig med en anden mand. Pianisten Ulf Starup lægger en solid musikalsk bund fra sit elektriske klaver; det eneste ved forestillingen, der ikke er 100 % akustisk.

Bogense Sommercabaret spiller til 18. august, og det er om at komme af sted for der er efter sigende rift om billetterne. Bemærk i øvrigt, at der ikke tages i mod dankort, hverken i billetsalg, bar eller den bugnende aktivitetsbutik, der frister over evne, både før og efter denne fine, fine forestilling.

Bogense Sommercabaret - "En dag er ikke levet uden kærlighed".

Tekst og musik af: Poul Henningsen, Bernhard Christensen, Osvald Helmuth, Poul Sørensen, Aage Stentoft, Ludvig Brandstrup, Mogens Dam, Kai Normann Andersen, Gunnar Geertsen, Bent Fabricius-Bjerre, Børge Müller, Poeten, Sven Gyldmark, Jacques Brel, Gerard Jouannest, Bertolt Brecht, Kurt Weill, Nis Bank-Mikkelsen, Cornelis Wreeswijk, Fred Ebb, John Kander, Stig Rossner, Bill Cook, Aksel V. Rasmussen, Jean Lenoir, Holger Bech, Frederick Loewe og Epe.

Instruktion; Mads Nørby. Scenografi: Martin Helm von Krohn Massenbach.

Medvirkende: Birgitte Simonsen, Kim Hammelsvang Henriksen og Ulf Starup (klaver).

Spiller på Cafe 44 i Bogense til 18. august.

Anmeldt 4. august.

Foto: Kenn Hammelsvang.